Blekingegadebanden som tv-serie
Dramaet om Blekingegadebanden bliver nu til en filmserie, som sendes på DR1 i otte afsnit.
Peter Øvig Knudsen, manden bag de to anmelderroste og meget solgte bøger om banden, bliver konsulent på tv-serien, som vil blive sendt i foråret 2010, oplyser DR i en pressemeddelelse.
Blekingegadebanden blev i 1991 dømt for en stribe forbrydelser begået i 1980-erne kulminerende med røveriet mod postkontoret i Købmagergade i København i 1988. Under flugten skød og dræbte røverne den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.
Journalist Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadebanden, der udkom sidste år og som indbragte ham Cavling-prisen, er blevet bestsellere og har skabt fornyet interesse om banden og myndighedernes adfærd i forbindelse med efterforskningen af en stribe forbrydelser, bl.a. et røveri i Lyngby i 1983.
”En tv-serie er den helt rigtige filmiske form til at forløse historien i mine bøger, som jo forløber over mere end 20 år og hurtigt kunne blive amputeret i en spillefilm. Med de mange timers tv vil det være muligt også at fortælle den afsindigt spændende forhistorie om bandemedlemmernes baggrund, motiver og psyke. Det glæder jeg mig til at se,” siger Peter Øvig Knudsen.
Fascinerende fortælling
DR1 chef Ulla Pors Nielsen er også begejstret:
”På DR1 glæder vi os utroligt meget til at vise serien, som jo ligger fint i forlængelse af det samarbejde, vi allerede har med Peter Øvig Knudsen om en dokumentarfilm om Blekingegadebanden. Det er to af vores kerneområder, drama og dokumentar, der på den måde går hånd i hånd om at fortælle en fantastisk historie, som virkelig har optaget danskerne.”
Serien i otte afsnit skal produceres af Yellowbird i samarbejde med Social Club Production og DR. For Ole Søndberg fra Yellowbird er det lidt af en drøm, at få lov til at producere en stor dansk dramaserie på baggrund af Peter Øvig Knudsens bøger.
”Historien om Blekingegadebanden er både skræmmende og fascinerende, og den er i disse år mere aktuel end nogensinde,” siger han.