Svanens punktering

Det er en regnfuld, temmelig trist tirsdag og naturligvis skal der på netop sådan en dag være vejarbejde, som ifølge de kommunale arbejdere tager »alt mellem en halv time og det meste af eftermiddagen«.

Vi vender bilen rundt, og finder en anden vej. Det er koldt og vinden piver.

Kursen er sat mod de gamle bygninger på Burmeister og Wain's nedlagte skibsværft i København. Charmerende, rå, udfordrende og fascinerende - på mange måder som kvinden i bakspejlet.

Hendes navn er Pernille Rosendahl, og har de ikke hørt navnet før, så bid lige mærke i det. Hun er kommet for at blive. 29 år og sangerinde i den københavnske trio Swan Lee. Solbrillerne er på plads, mens hun kommer rullende i sin elskede røde Toyota - en Mark II fra '76. Sådan en af de sidste stilfulde todøres i serien med højt placeret tankdæksel, millimeter tynde sidespejle, rammeløse ruder og dybe forlygter. Pernille er forelsket i accelerationen.

Vi svinger og pludselig er der tomt i bakspejlet. Vender bilen endnu engang, og nogle hundrede meter tilbage finder vi Pernille Rosendahl og trommeslageren Emil Jørgensen.

Toyotaen har de parkeret skråt inde på et slidt græsstykke i vejkanten, mens de begge står med hovedet nede i bagagerummet som de tømmer for tasker, papkasser og forstærkere.

Forklaringen følger ved højre baghjul.

En flintsten på størrelse med en ung knytnæve har banket sig solidt gennem gummiet og tømt dækket for luft.

»Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har en donkraft,« siger Pernille Rosendahl, mens hun roder bag i bilen. Hun har taget sine solbriller af, og bider lidt opgivende i sine negle.

Regnen tager til og inden længe er Swan Lee både gennemblødte, kolde og har fået fingrene svinet godt ind i rust og gammel olie.

Og vi er slet ikke gået i gang med billederne endnu.

»Der kan I se - det er i virkeligheden ikke så glamourøst at leve af rockmusik i Danmark,« smiler Pernille Rosendahl.

Ti minutters regn senere har Emil Jørgensen skruet det nye reservehjul fast, og lasten er lodset ombord i bilen igen.

»Det har jeg ligegodt aldrig prøvet før,« konstaterer Pernille Rosendahl tørt, da hun senere på dagen parkerer bilen foran øvelokalet og fylder bilen med et halvt trommesæt.

»Men jeg synes nu stadigvæk, at den ligner en rigtig convertible.«

Gå hellere solo

Den 7. februar sidste år udkom Swan Lees længe ventede debutalbum "Enter".

Længe ventet fordi Pernille Rosendahl i de sidste mange år har været en af dansk rockmusiks mest lovende talenter.

Som mangeårig korpige for Savage Rose, Zapp Zapp og Majbritte Ulrikkeholm har den engang så generte ålborgensiske pige, der som barn flyttede til Nykøbing Falster og senere til København, stort set kun fået rosende ord med på vejen.

Den samme respekt og anerkendelse, som anmelderne væltede ud over gruppen, da det rolige og frimodigt indbydende album udkom for godt et år siden.

Som en teateroplevelse, uudforskede musikalske landskaber, helstøbt og drømmende eventyrlysten, hed det dengang.

Men albummet var også historien om et eventyr, som mere var spundet af nødvendighed end af eventyrlyst.

Som en anden grim ælling lukkede pladeselskab på pladeselskab dørene i og takkede pænt nej til Swan Lee. I knap to år fik bandet afslag på afslag, mens de ufortrødent arbejde videre med demoerne.

Der er for meget guitar, rockmusik er umoderne, for få radiohits, og bands er bare generelt ikke længere et hit, lød forklaringerne.

Pernille skulle hellere gå solo.

De glade dage efter Dizzy Mizz Lizzy-bølgen i midthalvfemserne var slut, og dansk rock tilhørte igen en lille lukket kreds.

»Pladeselskaberne var ikke parate til at satse fem øre. De havde taget alt nytænkning og pakket det væk i en kasse langt borte. Jeg troede det ikke i starten, men pladebranchen er helt uhyggelig konservativ. Så der stod vi så, efter møder på møder med folk, der bare ville proppe os ned i den ramme, som de mente der var penge i. Det kunne vi bare ikke,« siger Pernille Rosendahl, der undervejs også takkede nej til en kontrakt med pladeselskabet Virgin i London. Penge var der nok af, men pladeselskabet ville ikke give hende den nødvendige frihed og rådrum. Og så får man ikke fingrene i Pernille Rosendahls blå øjne.

Swan Lee, der ud over Pernille Rosendahl består af trommeslager Emil Jørgensen og guitarist Jonas Struck, fra det tidligere Cactus Circle, følte at der efterhånden kun var tre muligheder tilbage.

Enten at sælge sjælen til pladeselskabets indre markedslogik, helt droppe musikdrømmene eller starte deres eget pladeselskab.

»Hvis man tror på noget helt og fast, så kan man ikke bare gå på kompromis med det. Vi kan i hvert fald ikke,« siger Emil Jørgensen.

Banken var heldigvis nemmere at tale med end pladeselskaberne, og efter et lån på godt 350.000 kr. åbnede bandet pladeselskabet Go Go Records.

Et underligt mellemland

Men pladeselskabet viste sig hurtigt, at være noget af en opgave. Pladen blev indspillet, kom på gaden, fik fantastiske anmeldelser, og solgte i et par tusinde eksemplarer. Ganske pænt for en debut, men langt fra et decideret gennembrud.

Og langt fra et økonomisk overskud.

Samtidig krævede pladeselskabet alverdens papirarbejde, møder, aftaler og organisering, og et kontor var der dengang ikke råd til. For at få det hele til at hænge sammen måtte bandmedlemmerne tage obskure jobs. Selv i dag, hvor kurven er vendt og populariteten og opmærksomheden omkring bandet er stigende, mangler de stadigvæk at sælge knap tusinde albums før økonomien bare løber rundt.

Albummet er til dato, det eneste der er udkommet på Go Go Records.

»Vi prøver jo bare at få et plus på kontoen. Det er virkelig hårdt tiltrængt,« siger Emil Jørgensen, mens regnen udenfor stadigvæk fosser ned.

Pernille har parkeret bilen, og kommer ind i opgangen til øvelokalet.

Regnen løber ned af hendes mørke frakke, der på flippen har et lille mærke med ordet Kiss.

»Vi landende i et underligt mellemland mellem at have fået gode anmeldelser, solgt 4-5.000 eksemplarer til landets musikkendere, og så drømmen om at komme det næste spring videre til det brede publikum. Så blev der ligesom ret stille. Og så er det altså svært at komme videre,« siger Pernille Rosendahl.

Sætningerne forlader hendes mund enten lynhurtigt og kontrolleret, eller efter en længere pause.

Den her kræver lige lidt overvejelse.

»Det var jo et valg, vi havde taget langt tidligere. Vi har bevist fjernet os helt fra branchen, og forsøgt at lave en plade, der mere lytter til en indre tone i os. Satset på det, vi mener er kvalitet, og som holder. Vi har bevist satset alt - lavet musikalbum, video og det hele. Så måtte det jo falde, hvis ingen var interesserede. Jeg tror på, at der skal være plads til bredde i musikken. Alt for mange steder i Danmark er livet jo Crazy Daisy-diskoteker, bowling og diskodasko på lokalradioen. Måske en video fra tanken, hvis det er vildt. Det bliver man jo ikke udfordret af. Og så må vi jo være stærke nok til at kæmpe for, det vi tror på,« siger hun.

Oplevelsen modnede svanen, og det har også sat sit præg på drømmene.

»Vi har lært os selv at have mere realistiske visioner. Hvis du havde spurgt os for nogle år siden, ville vi nok revolutionere verden. Det er slut. I dag handler det mere om, at holde fast i sig selv, mens bølgerne går højt,« siger hun.

For godt fem år siden var Swan Lee med i slutspillet om at leverer titelmelodien til James Bond-filmen "Tomorrow Never Dies". Som bekendt blev det i stedet Sheryl Crow, men sangen gav Swan Lee sit største hit nogensinde, og det blev startskuddet til et år med festivaler, koncerter og endeløs promotion.

»Vi elsker at optræde foran publikum. Også selvom der kun er 20 mennesker. Hvis vi gør det godt kommer der måske 60 næste gang,« siger Pernille Rosendahl.

Vi får ikke en eneste

Med Swan Lees anstrengte forhold til pladebranchen, synes det at være skæbnens pus, at de nu har nået karrierens foreløbige højdepunkt med nomineringerne til Danish Music Awards. Seks priser er sat i udsigt til Swan Lee, blandt andet for årets danske album, årets danske gruppe og nye danske navn.

Det er det højeste antal nomineringer i år.

Måske er den grimme ælling for alvor på vej til at blive en svane.

»Vi får ikke en eneste,« siger Pernille Rosendahl, og afviser, at det bare er falsk beskedenhed. Hun ser ikke engang ud til at være skuffet.

»Sådan er det bare. Vi er nomineret i kategorier sammen med folk, der sælger 10-15 gange så meget som vi gør. Og det er jo publikum der bestemmer,« siger hun, og refererer til sidste år, da Pernille Rosendahls ekskæreste Tim Christensen - fra det tidligere Dizzy Mizz Lizzy - var nomineret til fem priser og måtte gå tomhændet hjem.

»Når man ved, at det er fagfolk og anmeldere, der har stået for nomineringer, så er jeg faktisk mest stolt af nomineringerne. De ved jo hvor meget, vi har haft i klemme,« siger hun.

Pernille Rosendahl er nomineret til årets sangerinde sammen med Kristine Blond, Karen Busck og Marie Frank. En hård konkurrence, og i stedet for at blive skuffet ser hun frem til festen, hvor Swan Lee med et større strygeorkester skal optræde med et enkelt nummer.

»Selvfølgelig bliver det ekstra sjovt, at skulle ind til de store pladeselskabers fest med fleste nomineringer. Helt ærligt, så er det da hylende ironisk og slående fantastisk, at Safri Duo, der også har seks nomineringer, er på et kæmpe pladeselskab og p.t. er Danmarks bedste sælgende band, mens vi er tæt på at være Danmarks dårligst sælgende band,« siger Pernille Rosendahl og griner.

»Nej, det er vi jo ikke, men det kan bare godt være lidt svært at tage det helt seriøst.«

Hun holder en pause, inden hun forsigtigt tilføjer.

»Men vi ville nu ikke have noget imod bare at vinde én enkelt.«

jacob.kaare@jp.dk Swan Lee forhandler i disse dage de sidste detaljer i en aftale om at få pladen udgivet i resten af Skandinavien. Senere på året følger flere koncerter i Danmark, Norge og Holland. Der er Danish Music Awards den 2. marts i Forum, København.

- Ti til Pernille Rosendahl -

Kan du huske dit første kys?

Ja, det var en regnvåd aften efter ungdomsklubben på Nykøbing Falster.

Hvornår bliver du rastløs?

Altid om aften. Når jeg har knoklet hele dagen har jeg svært ved at komme ned igen.

Hvad er det bedste ved mænd?

At de er så stik modsat mig. Når køkkenvasken er i stykker, så kravler min kæreste bare ned og ordner det på fem minutter. Det er fantastisk.

Hvad kan gøre dig rasende?

Uærlighed og kujoner.

Har du nogen idoler?

Helt sikkert Dolly Parton. Hun er et fantastisk væsen med stemme og livsglæde. Hun er ikke bange for at kræve højt hår og store bryster. Hun er simpelthen så skæg.

Hvad er det første du gør om morgenen?

Jeg prøver at være helt tavs, og ikke tale med nogen. Jeg har lige læst, at man om morgenen er mest sig selv. Så er man ligesom renset af natten, og kan finde mest inspiration.

Hvordan slapper du bedst af?

Når jeg går til yoga engang om ugen.

Hvilken bog har du sidst læst?

Paulo Coelhos "Alkymsten"

Hvad er din livret?

Lige nu er det koreansk barbecue med en lille grill på bordet. Ellers er jeg meget til japansk mad, og dansk brændende kærlighed.

Hvad ville du være, hvis du ikke kunne synge?

Så ville jeg være racerkører. Jeg har prøvekørt rally i Danmark, og det ville være en stor personlig sejr at køre Paris-Dakar. »I'm just another kind of girl

And I'm leaving for another kind of world«

Fra singlen "Tomorrow Never Dies"