Da syfilis gav status

Det lille selskab af larmende teenagere bliver stille, da den tunge dør smækker bag dem og lukker det klare solskin ude. Bag de tykke mure i Bredgade 62 står de nu med opslåede kraver, mens de venter på, at rundturen skal begynde. Fyret er gået, så der er koldt i det gamle kirurgiske akademi, der i dag huser Medicinsk-Historisk Museum.

»I må stille alle de spørgsmål, I vil, bare de ikke er alt for medicinske eller alt for historiske.«

Med et bredt grin forsøger omviser Anders Borglykke at motivere eleverne fra 8. klasse, der ikke er spor begejstrede for at skulle bruge den næste time på at se på gamle ting, som ingen har brugt i hundredvis af år.

Mens Anders Borglykke fortæller om hospitaler, hvor ingen blev helbredt, har eleverne alligevel fået øje på noget interessant: et håndbor, der ligner dem, de kender fra sløjdtimerne. Ovenover hænger en tegning af en mand, der med boret laver et mægtigt hul i hovedet på en anden.

Især drengene fløjter imponeret og er sikre på, at det må være et særligt ondskabsfuldt torturinstrument fra en fjern fortid. Men trepanering er en behandling mod hovedpine, hjerneblødning og mellemørebetændelse, som blev opfundet af de gamle egyptiske læger og brugt i Danmark indtil begyndelsen af forrige århundrede.

En trepaneret gæst

»Så sent som i sidste uge var her en gammel mand, som var trepaneret. Han havde en lille fordybning i kraniet bag ved øret. I 1920 havde en læge boret et hul igennem kraniet og ind i hans mellemøre for at lindre hans ørebetændelse,« fortæller Anders Borg-lykke de måbende elever. Han siger, at den gamle mand har været heldig, fordi han overlevede, og fordi boret ikke ødelagde noget i hans hjerne.

Et par af pigerne synes, at tanken om at banke hul i kraniet og kigge ind til hjernen er lidt for ulækker. De står i stedet og sludrer ved siden af en model af en gammel bygning. Anatomisk teater, står der på det lille papskilt.

»Her kunne man gå hen om aftenen og se læger dissekere døde mennesker. Så åbnede de liget og viste hjerte, lunger og tarme frem, mens en anden forklarede, hvad det var, man så. Det var underholdning ligesom at gå i teateret eller på restaurant,« siger Anders Borglykke.

Pigernes ansigtsudtryk får lærerinden til at minde alle eleverne om, at de skal putte hovedet ned mellem benene, hvis de bliver dårlige. Ved siden af hende står tre skeletter. En voksen og to små børn. Det ene barneskelet hænger på væggen, så man bedre kan se det. Med hovedet lidt sørgmodigt på skrå glor de tomme øjenhuler tilbage mod forbipasserende.

I et stort glasskab er endnu et barn. Helt rullet sammen og med tæt lukkede øjne ligger det lille foster, som var det stadig i sin moders mave. Formalinen i krukken har misfarvet huden en smule, men håret på barnets hoved ligger stadig helt lyst og fint og afføder mange medfølende udbrud. »Så sød, så lille,« lyder det.

Syfilis som statussymbol

»Ad« og »Åh« er reaktionerne i rummet ved siden af, hvor fortidens store folkesygdomme er rigt illustreret. Langs væggene er rasler, som spedalske advarede raske med, billeder af patienter med kopper og en krukke med afføring fra en kolerapatient. Midt på gulvet står en stor, sort træbåre. Med sin firkantede form og læderoverdækning ligner den mere en kiste end en båre. Meget passende i forhold til, at langt de fleste, der blev transporteret i den, døde. Båren var sidst i brug i 1853, da koleraepidemien for hen over København og på få måneder dræbte fire procent af byens befolkning.

»Kolera smittede lynhurtigt, fordi bakterierne var i drikkevandet. I de år var København en møgbeskidt by, og drikkevandet var så snavset, at man måtte drikke med samlede tænder, så de største ting kunne sies fra,« siger Anders Borglykke.

Han fortæller, at mens kolera især var en fattigmandssygdom, var det fint at have haft syfilis. For de unge mænd var det et tegn på, at de var dannede - havde været lidt rundt omkring. Men igen var det de færreste, der overlevede. Den eneste kur var kviksølv, som man enten smurte sig med eller indåndede som dampe.

»Man vidste godt, at kviksølv var hamrende giftigt, så man prøvede at finde den rigtige balance. Man gav patienten kviksølv, indtil hans tænder faldt ud. Så håbede man, at det var nok. Som regel var det for meget, så de, der ikke døde af syfilis, døde af kviksølvforgiftning,« fortæller Anders Borglykke. Og det var der ikke noget fint ved.

Fine kan man heller ikke kalde de gamle plyssede lægestole og snavsede tænger, som lægerne brugte, når de skulle undersøge unge kvinder for blandt andet syfilis. En af pigerne får øje på en særligt ulækker pensel, der ikke ser ud, som om den nogensinde er blevet vasket. Ifølge Anders Borglykke er det meget sandsynligt, idet lægerne ikke sådan gav sig af med at vaske deres ting - eller deres hænder.

En pige spørger forskrækket, om man stadig kan få syfilis.

»Det kan man sagtens,« siger Anders Borglykke og skal til at gå videre uden at forklare sig yderligere. De insisterende blikke fra eleverne får ham modstræbende til at indrømme, at syfilis i dag kan helbredes med noget så uskyldigt som antibiotika.

Æter i det danske forsvar

Rum efter rum fortsætter udsmykningerne af fortidens forsøg på at helbrede alt fra hovedpine til polio og koldbrand. Eneste kur mod koldbrand var at skære de syge lemmer af. En superskarp buet kniv til at skære igennem hud og kød, en klemme til at trække kødet væk fra knoglen og til sidst en sav giver et godt billede af, hvordan det er foregået.

En del af drengene hører ikke den malende beskrivelse af, hvor vigtigt det var at være hurtig, så patienten ikke døde af blodtab. De er hurtigt, men værdigt, flygtet ind i det næste rum, hvor to smokingklædte herrer står bøjet over en seng. De er læger og er i gang med at bedøve en patient. Der er lagt en maske over patientens næse og mund, og lægen lader små dråber falde fra en glasflaske og ned på masken. De to mænd og patienten er af voks, og flasken med æter er blevet stjålet fra museet for mange år siden. Men det var sådan, det foregik. Og bortset fra sengen og lægernes elegante tøj foregår det stadig sådan i dag.

»Æter bruges stadig i forsvaret. Når soldaterne tager ud, har de æter med i oppakningen. I forhold til andre bedøvelsesmidler er æter nemlig så nem at bruge, at du ikke behøver være hverken læge eller sygeplejerske for at gøre det. Og det kan være en fordel, når du er i krig,« siger Anders Borglykke.

Et par af drengene opridser begejstret scenarier for hinanden, hvor de mener, at æter nok kunne være nyttigt. Og fantasien fejler ingenting.

Det eneste, der vækker endnu større begejstring, er de afføringspiller, som Anders Borglykke finder frem i det gamle apotek. Kgl. Frederiks Hospitals Apotek hedder det, og det lange, besværlige navn passer fint til apotekets indre. Fornemt udskårne hylder fra gulv til loft med et væld af flasker og krukker. Et stort tungt mahognibord med to messingvægte og et lille rækværk - som alterbænken i en kirke - der forhindrer kunderne i at komme tæt på apotekeren.

»Alle skufferne og krukkerne er pral. Der har aldrig været noget i dem. Det var bare lavet sådan for at få folk til at føle sig små og gøre, som apotekeren sagde,« siger Anders Borglykke. Apotekeren sagde blandt andet, at pillerne skulle være kuglerunde for at virke ordentligt, og at piller belagt med bladguld virkede aller-bedst.

Mellem flasker med arabisk gummi, mos fra et menneskekranium og pulveriseret mumie står en stor krukke med lufthuller. På krukken står med flot svunget skrift HIRUDINES.

Igler.

For at holde sig sund skulle man hvert forår få iglerne til at fjerne kroppens kolde vinterblod og hvert efterår det varme sommerblod. Desuden blev det brugt, hvis lægen vurderede, at patienten havde for meget blod i kroppen.

»Godt, man ikke gør det i dag,« når en af pigerne lige at få sagt, inden Anders Borglykke fortæller, at man faktisk er begyndt at bruge igler igen i det danske sundhedsvæsen.

»I plastikkirurgien er man begyndt at bruge igler til hurtigt at få blod til det opererede område. Det er meget vigtigt for at få ny hud til at vokse fast, at der hurtigt begynder at strømme blod igennem,« siger han. Det kan de fleste godt se logikken i, men de er ikke begejstrede ved tanken om at have igler til at sidde og suge deres blod.

De store døre åbnes igen ud til gaden, og eleverne fra 8. klasse vælter ud i solen. »Hvor sejt,« siger de anerkendende, da de med hænderne begravet i de dybe lommer vandrer ind mod Strøget og McDonald's.

malene.bo@jp.dk

Medicinsk-Historisk Museum ligger i Det Kongelige Kirurgiske Akademi fra 1787, Bredgade 62, 1260 København.

Museet er kun åbent med omvisning.

Onsdag-torsdag kl. 11, 13 og 19, fredag kl. 11 og 13, søndag kl. 13.

Gruppeomvisninger arrangeres.

Tlf: 35 32 38 00