Carsten Knudsen ud af Gertruds skygge
Carsten Knudsen er især kendt som Gertrud Sand fra "The Julekalender", men nu vil han ud af "the kartoffelwomans" skygge og være kendt som sig selv. Hans enmands-kabaret opføres i København på én af byen mindste scener.
De fleste kender fru Gertrud Sand - the kartoffelwoman - fra "The Julekalender".
De færreste kender Carsten Knudsen - og det er han lidt ked af, fordi det er ham, der er inde i Gertrud. Nu forsøger han efter tiden med De Nattergale at gøre sit eget navn til et Navn, og det skal ske med egen enmands-kabaret. Men han kan godt være bange for, om han fortsat vil blegne i Gertrud Sands skygge:
»Jeg kan godt blive urolig for, om jeg nogen sinde slipper af med hende,« siger han.
Ikke at han ser specielt urolig ud - den lille, blå-øjede vestjyde fra Nørre Starup ved Tofterup syd for Grindsted.
Her blev han født i 1959 som den næstsidste i en børneflok på fem. Med et spring på syv år ned til den mindste oplevede han sig som den lille lillebror gennem det meste af sin barndom:
»Det er ofte den mindste, der bliver den kunstneriske type. Det er nemlig ham med mindst ansvar og størst frihed«, fortæller Carsten Knudsen med et smil.
Fra store til små scener
Carsten Knudsen er det eneste af de fem børn, der aldrig fik sig en uddannelse - ud over en studenter-eksamen. Hvad han kan i dag, har han lært ved at gøre det. Han indledte sin karriere med at spille guitar i navnkundige lokale orkestre som blandt andre Bøvl Rock.
I 1983 kom han med i Riberevyens orkester, hvor han mødte Uffe Rørbæk og Viggo Sommer. De tre musikere fandt sammen og kaldte sig De Nattergale. Trioen slog for alvor igennem, da de i 1991 lavede "The Julekalender". Senere blev det til endnu to julekalendere: "CWC", og i år, "CWC World".
Med den eksponering skulle vejen være banet til de store scener. Men det var ikke det, som trak i Carsten Knudsen. Han ville på landevejen og ud på de små steder, hvor man kan høre publikum trække vejret. Han kan godt klare sig med to lamper og en Europa-palle som scene:
»Jeg kommer der, hvor Det Brune Punktum ikke kan være,« som han siger.
Carsten Knudsens show er en blanding af monologer og sange og - understreger han - absolut uden noget Nattergale-repertoire. Men Gertrud Sand vil alligevel slå et smut forbi - som en slags forret, publikum kender og er tryg ved.
Han begyndte sit sceneliv som del af en gruppe, og det var med De Nattergale, at han brød igennem. Det er først de senere år, at han er begyndt at arbejde uden det rygstød, som en gruppe giver.
Spørger man, om det gør ham nervøs at være alene, er svaret nej:
»Jeg er nervøs mellem mennesker i flok. Måske er det derfor, jeg står deroppe alene. Jeg er afslappet som gazellen fanget ind af løven. Den ligger der mellem løvens poter og har indset, at der ikke er andet at gøre end at lægge sig ned og blive et godt måltid.«
Ingen vej tilbage
Uanset om måltidet glider ned eller sætter sig på tværs i løvens hals, er der ingen vej tilbage. Spille musik og underholde - det er det, han kan, og det er det, han skal leve af resten af sit liv.
Han er allerede nu ved at stykke sit næste show sammen. Men han har også andre planer - f.eks et didgeridoo-orkester med mindst 10 medlemmer. En didgeridoo er den der lange trætingest fra Australien med en dyb, ensformig lyd, som vinden i et efterladt betonrør på en brakmark.
Og nu er han altså parat til, på det gode skib "Liva", at indtage København med Gertrud Sand som sin galionsfigur.'