Fortsæt til indhold
Kultur

Roskilde: Mesterlige Metallica

Orange Scene:METALLICATorsdag aften

Af UFFE CHRISTENSEN

Skønt Metallica ikke lagde hovedvægten på sangene fra det aktuelle album, "St. Anger", der udkom i maj, så var det med samme attitude, at bandet torsdag lagde Roskilde festival ned.

Ligesom på pladen "St. Anger" var det fra Canopyscenen Metallica meget magtpåliggende at bevise, at nu er alle de distraherende problemer en saga blot: James Hetfield er på den anden side af sit massive alkoholforbrug og den nye bassist Robert Trujillo (ex-Sucidal Tendencies) er kørt ind - ja, han er blevet en naturlig og væsentlig del af teamet.

Metallica kæmper helt tydeligt en hård kamp for at genvinde den gamle gejst, og det lykkedes med bravour torsdag aften foran et begejstret og begærligt publikum, der hyldede Lars Ulrich, Kirk Hammet, James Hetfield og Trujillo som de konger af Orange de vitterligt er. Metallica fejede enhver tvivl - mistro - af banen med en pragtkoncert, der bør gå over i både Metallica- og Roskildehistorie som en af de helt store.

Store sange som "Battery", "Frantic", "Harvester Of Sorrow" og ikke mindst en fantastisk udgave af "Seek And Destroy" gik op i en højere enhed med "Sanitarium" og "Blackend". Sublimt! Hverken mere eller mindre.

Nu er det - med hans baggrund - lidt svært at hævde, at James Hetfield aldrig har været bedre, men vi nærmer os. I det mindste. Han blev oplevet nærværende, intens og i uhyre tæt kontakt med publikum. Sang og spillede som noget nær en drøm, og hans dybe engagement smittede i høj grad af på resten af det tændte band.

Metallica har givet magen en uforglemmelig koncert - også i Roskilde - men dette års koncert må indskrive sig i historien som en af de største Roskilde-koncerter. Musikalsk i meget høj klasse og kun sjældent er oplevet så tændt og begejstret et publikum. Så langt øjet rakte var arme løftet i en begejstring, der ingen synes at tage,

Hvis Metallicas mål var at vise, at der fortsat er masser af liv i det nu 20 år gamle band, så blev målet nået. To sange fra det ny album - blandt andet titelsangen "St. Anger" og så en perlerække af sange hentet langt tilbage i bagkataloget. Så langt tilbage at man end ikke vovede at tænke "Load" eller "Reload". Det var Metallica fra før verden gik af led...

En meget stor oplevelse at stå der foran Canopyscenen og opleve et band SÅ tændt og veloplagt. Nok udviklede koncerten sig til en slags "greatest hits"-koncert, men når Metallica åbnede for alle sluser - for energien og magien - så blev koncerten, trods sætlisten, i høj grad oplevet som fremadrettet.

En stor - en meget stor - aften i selskab med store Metallica!