Fortsæt til indhold
Kultur

De synes heldigvis, at jeg er sjov

Hun lagde Danmark ned med ”Linen ud” og fik folk til at tude af grin som vært på ”Ugen der gak”. Nu er hun i London og arbejder hårdt for at underholde indbyggerne i et land, hvor selv taxachaufføren er knivskarp i one-liners - og så har hun i øvrigt skrevet dette interview med sig selv.

Af METTE LISBY og MALENE BO

NÅ, NU SKAL MAN også selv skrive interviewet!

Journalisten, som ellers virkede meget sød, synes, det var en super idé, at jeg selv skrev det! Jeg var lige ved at spørge, om jeg også skulle komme og hjælpe med at trykke avisen!

Jeg kom desværre til at sige ja, for lige da hun foreslog det, lød det meget sjovt, og så var jeg også sikker på at slippe for de spørgsmål, som jeg har svaret på tusindvis af gange, og så får jeg lov at tale ud. Jeg taler meget, så når det først kommer på papir, er der skåret ganske hårdt i mine citater. Måske meget godt for læsbarheden, men nu bliver det i det mindste mig, der redigerer. Så jeg kastede mig udi det, men jeg burde have vidst, at jeg er alt for perfektionistisk til ikke at bruge mega lang tid på det. Men nu er der altså deadline, så nu får I den, som den er, artiklen.

BILLEDERNE ER LAVET i den københavnske Sydhavn. Jeg kom et kvarter for sent, fordi jeg lige ville til frisøren først. Ikke så godt, men de havde slået tiden ihjel med kage og kaffe, så det var vist ok. Jeg sludrer med stylisten, mens hun sminker mig. Bortset fra at jeg hader at have papillotter i, er fotoforberedelser som regel rigtig hyggelige.

Men stylister er sindssyge! Hvad sker der med deres tøjsmag? Når I ser et modemagasin og tænker: ”Hvem fanden køber det tøj?” Så er svaret ’stylister’. De køber det, eller låner det for at tvinge folk som mig ned i det. Det er ”supersmart” og ”virkelig trendy”, men sjældent decideret anvendeligt eller pænt.

Denne gang er der dog et superfedt sort jakkesæt, som jeg skynder mig at tage på. Så er der en blomstret Yvonne fra Olsen Banden-agtig kjole, som jeg godt kan se, vil blive flot på billeder, så den indvilliger jeg også i. Skoene hader jeg, men det er mig mod ros, så jeg taber.

Iklædt kridhvidt jakkesæt og højt hår kører vi til location, som viser sig at være en øde, støvet plads med kun containere og gamle tønder som dekoration. Why? Jeg får støv i næsen, men vejret er dejligt, og det går egentlig fint nok - ja altså bortset fra, at fotografen har en idé om, at jeg skal befri mit indre legebarn, slå vejrmøller og lave skægge ting med min krop! Hold da kæft, mand! Jeg kan ikke engang slå en kolbøtte uden at komme til skade. Men jeg kan da danse lidt og lave øjne og prøve at ligne en, der er skæg.

JEG HAR ALTID GODT kunnet lide at være skæg.

Allerede fra jeg gik i 2. klasse, tror jeg, gik jeg og øvede mig på at sige ting på en måde, som ville få de voksne til at grine. Jeg var meget gammelklog. Jeg kan huske, at vi havde fået nogle nye børn i fritidsordningen, og de havde sådan nogle sjove navne. Der gik jeg og øvede mig på at fortælle det til mine forældre på en måde, som de ville synes var sjov. Jeg kan også huske den dag, jeg opdagede, at jeg faktisk havde et talent for at få folk til at grine. Jeg var 10 år gammel og fik en ny veninde. Vi skulle lege hjemme hos hende for første gang, og hun grinede hele eftermiddagen. Jeg var helt høj, da jeg gik hjem, og siden blev det der med at være sjov for alvor en ting for mig.

Og nej - det var ikke noget med, at jeg manglede noget at gemme mig bag. Der er da sikkert nogen, der gemmer sig bag kvikke bemærkninger, ligesom andre gemmer sig bag arrogance eller generthed. Jeg gemmer mig ikke bag humor, men jeg opfatter det bestemt som et socialt redskab. Man bruger humor til at åbne sig for folk og få dem til at slappe af. Især hvis man fortæller noget pinligt eller dumt, man har gjort, så signalerer man til folk - bare slap af, jeg er ikke perfekt og tror det heller ikke, så vi behøver ikke bevise noget over for hinanden.

Hvorfor skal humor altid gøres så suspekt? Enten tror folk, at man ’gemmer’ sig bag humor, eller at man bare er en fjollegøj, som ikke kan tage noget alvorligt. Hvorfor kan det ikke bare være sjovt?

På det punkt er englænderne anderledes. De skelner ikke så meget mellem sjov og alvor. Her bliver man ikke betragtet som useriøs, hvis man er sjov, tværtimod. Jeg kan huske en dag i London, jeg sad og så tv, og så var der en af de kendte og meget respekterede debat-værter, som var blevet bedt om at præsentere vejret. Det gad han virkelig ikke, så da han nåede dertil, sagde han: ”Vejrudsigten er jo latterlig. Enten regner det, eller også skinner solen. Hvad fanden regner I med? Det er april!”

Det var en seriøs journalist i et seriøst program, der pludselig var helt vildt sjov, uden at det ødelagde hans troværdighed. Det vil man ikke se i Danmark, for her er underholdning ikke fint. Især ikke, hvis det er mainstream, så er det ”tandløst” eller ”uden kant”. Det er jo noget sludder. Man kan sagtens lave fede ting, som mange mennesker gider at se.

JEG BOR I LONDON og elsker det.

Jesper og jeg har længe drømt om at flytte til udlandet og se, om vi kunne skabe os et liv et andet sted end i Danmark. Vi ville gerne udfordre os selv og vokse. Det er lidt, ligesom når man flytter hjemmefra. Det er ikke nødvendigvis, fordi man ikke kan holde sine forældre ud eller ikke kan lide det, de står for - men man har brug for luftforandring for at vokse.

Det tog lang tid at falde til og få et netværk i en ny by. Ikke mindst tog det tid at komme i gang med at optræde i London. Jeg begyndte på de små klubber for at lære, hvad der virker herovre, så jeg kunne begå mig i klubmiljøet.

En anden grund er, at da jeg var 32 år gammel, havde jeg allerede lavet rigtig meget af det, jeg gerne ville i Danmark. Jeg havde lavet ”Ugen der gak”, lavet talkshows – programmer med en million seere om ugen – jeg havde haft mit eget sketch-show, lavet ”Klinkevals”, været på stand-up-tour i Danmark med næsten to timers materiale – alt sammen ting, jeg virkelig var glad for. Men jeg synes, det var lidt for tidligt at finde mig til rette i det og begynde at gentage mig selv. Derfor ville jeg gerne udfordre mig selv ved at optræde på engelsk og i et land, der har en helt anden tradition for comedy og en anden tilgang til humor end danskere.

HUMOREN ER MEGET til stede hos englænderne.

Altså de har hele tiden en ”parathed overfor humor” (et begreb, jeg har læst i bog). Det er ikke underligt for dem, at der pludselig kommer en joke midt i noget alvorligt.

Humoren er simpelt hen en integreret del af deres måde at være på og være sammen på. Alle bruger humor, og det betyder, at de er ret trænede i at finde ud af, hvad der er for sjov, og hvad der ikke er. Det var faktisk lidt intimiderende at komme hertil for at underholde og allerede i taxaen at få serveret et par imponerende one-liners. ”Fuck, hvis chaufføren er så skæg, hvad har jeg så at komme med,” tænkte jeg.

De synes heldigvis, at jeg er sjov. Men det er unægteligt en udfordring at lave stand-up på et andet sprog. Du skal kende spidsfindigheder i sproget og have de sproglige og kulturelle referencer i orden.

Jeg har brugt enormt lang tid på at forberede mig. At skrive nyt materiale, at oversætte dele af det gamle, at se comedy, både live og på tv, for at forstå, hvad det er, der virker herovre.

Da jeg først kom i gang, var det derfor bare om at blive ved. Jeg optrådte i Amsterdam på en International Comedy Festival, jeg optrådte i Edinburgh på verdens største comedyfestival, The Fringe. Det gav kanon rutine at lave et show hver aften. I februar medvirkede jeg i et tv- stand-up-program, som bliver vist i England, Australien og USA. De andre komikere var fra Comedy Central i USA og sådan nogle superseje nogle. Totalt pres. Og så var det alligevel ikke så galt, for her ved folk ikke, hvem jeg er. Hvis det ikke gik godt, ville folk bare tænke: ”Nå, det var en eller anden tosse fra ... var det Holland eller Sverige?” Heldigvis gik det rigtig godt.

JEG ARBEJDER SOM REGEL hjemmefra, og Jesper og jeg har vores skriveborde stående lige over for hinanden.

Vi laver mange projekter sammen, og selv når vi sidder med forskellige ting, vender vi altid lige vores ideer med hinanden.

Det er vildt fedt at have en sparringspartner lige ved hånden. Og så besluttede vi meget tidligt i vores forhold, at vi gerne ville arbejde sammen, så vi kan dele alt det sjove, og ikke først ses, når vi kommer trætte hjem efter en lang og skæg arbejdsdag. Efterhånden fandt vi også ud af, at vi supplerer hinanden rigtig godt. Jesper er god til at få den overordnede idé, jeg er mere til detaljerne.

Jeg bliver tit spurgt, om der er noget, man ikke kan gøre grin med. Det er der i princippet ikke. Jeg har nogle ting, som jeg aldrig ville gøre grin med, men derfor kan andre godt gøre det. Man skal finde sin egen grænse. Det handler mere om, hvordan man behandler et emne.

Der er ingen emner, der i sig selv er platte, men det er der masser af jokes, der er. Det er ikke emnets skyld, hvis en joke er plat. Selv politik og religion kan blive virkelig plat, mens mælkekartoner kan blive enormt sjove. For tiden sidder jeg og gør nogle ting færdige - videreudvikler især på noget materiale, der handler om lande. Mærkelige lande, store og små lande, og lande, der som Monaco kalder sig for et land, selv om det jo bare er en natklub, der har krævet selvstændighed.

JEG HAR SKREVET EN BOG. Det er faktisk derfor, jeg har sagt ja til dette interview.

Forlaget synes, det er en god idé, at der er andre end mig, der ved, at den udkommer. Og det synes jeg da også selv. Når man har skabt noget, vil man jo gerne have, at der er andre end ens mor, der ser det.

Jeg er ret glad for bogen faktisk. Det har været virkelig sjovt at skrive den. Som udgangspunkt skulle det have været en opsamling af de klummer, jeg har skrevet til Søndagsavisen hver uge i de sidste 2 et halvt år, men da jeg sad og udvalgte hvilke ting, der skulle med, blev jeg ligesom grebet af stemningen (som jeg sikkert selv havde pisket op). Så begyndte jeg at skrive en masse nye betragtninger til, skrev nogle af klummerne sammen og gjorde dem længere, så det har taget fantastisk meget længere tid, end jeg havde planlagt. Men sådan er det med meget af det, jeg kaster mig ud i, synes jeg. Jeg har ofte spekuleret på, om jeg nogensinde ville kunne undvære at optræde, men jeg må sige, at jeg finder større og større tilfredsstillelse i at skrive.

Før skrev jeg kun for at have noget at optræde med. Nu skriver jeg for at skrive, og det er enormt tilfredsstillende at skrive noget, som ikke først er færdigt, når det ruller over skærmen eller bliver brugt på scenen. Jeg er også begyndt at skrive alle mulige ting, jeg aldrig har skrevet før. Sketches især, og så nu også bogen. Jeg føler mig meget fri i England. Jeg er ikke låst af egne eller andres forventninger om, hvem jeg er, eller hvad jeg skal lave. Det er helt sikkert også dét, der har gjort, at jeg er begyndt at skrive på helt andre ting, end jeg har gjort før.

Jeg har altid en notesbog med mig, som jeg skriver alle mulige ideer ned i. Jeg elsker at overføre fra notesbogen til computeren – sætte ideerne ind i de rammer, der passer til dem. Om det så er en type, en betragtning eller et bestemt udtryk, jeg har hørt. Det handler meget om at skrive det ned, når man ser ? eller hører noget, som får en til at tænke. Jeg har altid undret mig over masser af ting, og efterhånden har jeg trænet et blik for de mærkelige ting. På vej hertil undrede jeg mig eksempelvis over, hvorfor det er sådan, at bare fordi man sidder på en flyver, så er det helt i orden at drikke alkohol til morgenmaden. Det ville man jo aldrig synes, når man sidder derhjemme.

FØR JEG BEGYNDTE at lave stand-up, kunne jeg ikke holde fri fra at være sjov.

Der kunne det godt være lidt anstrengende at skulle til fest, fordi jeg skulle sætte mig op til at være den underholdende og spille den rolle, som folk forventede. Nemlig hende, som kunne sige de skægge ting og sætte gang i en fest.

Jeg har aldrig været en af de piger, der bare sad og ikke sagde noget. Årh, hvor har jeg været irriteret på dem, som sidder og siger ingenting, men som alligevel får al opmærksomheden. Det irriterende var især, at det altid var dem, som drengene endte med at forelske sig i og ville være sammen med. Jeg var den, de dunkede i ryggen og grinede sammen med, men det var de andre, som de kastede deres opmærksomhed og kærlighed på. HVORFOR?

Og så kom de altid bagefter, når de havde været kæreste med den stille pige i tre måneder og sagde, helt overraskede, ”Hun er nu lidt kedelig!” Ja, hvad troede du? At hun var stille og sagde ingenting, fordi hun var dyb og mystisk?

Nu jeg tænker over det, var det måske nok mest mine egne forventninger, jeg skulle leve op til og mig selv, jeg skulle bevise noget over for. Andre er vel helt ærligt ikke så vanvittigt optagede af, hvad man går og gør eller ikke gør.

Men uanset hvad, så har det ændret sig, efter at jeg begyndte at lave stand-up. Ikke fordi jeg bruger al morskaben på scenen, men fordi jeg ikke længere har noget at bevise. Jeg er stadig hende den sjove, men først på lørdag klokken otte. Og jo - jeg kan godt være sjov uden at være i godt humør. Når jeg er i dårligt humør, hjælper det faktisk meget at skulle på scenen og være sjov. Helt banalt får man det bedre, når man tænker på sjove ting og ikke mindst, når man er omgivet af folk, der ler højt og larmende. Det er fedt at stå på scenen og kunne se på folk, at de virkelig synes, det er morsomt, det de oplever.

Men allersjovest synes jeg egentlig selv, at jeg er, når jeg er sammen med min familie. Sikkert fordi, at der kan jeg være sjov, uden at det skal være målrettet eller bruges til noget bestemt. Der er det, bogstavelig talt, for sjov.

JEG HAR VÆRET VILD med stand-up, siden jeg ved et tilfælde opdagede det nye fænomen på Rialto Teatret i København.

Da jeg så dét, vidste jeg med det samme, at det var dét, jeg altid havde villet. Efter fem måneders forberedelse debuterede jeg på Din’s 9. november som ’æsel’, og efter to gange ’æseltjans’ fik jeg lov at være rigtig komiker.

I december ’92 var jeg for første gang på som komiker i en halv time! Det, der især fascinerer mig ved stand-up, er, at du kan gøre, hvad du vil på scenen, men samtidig er du nødt til at være dig selv.

Du kan ikke spille en rolle og være mere vred eller sød eller politisk eller rebelsk, end du er i virkeligheden. Folk opdager det med det samme, og det fungerer ikke. Det er dit eget materiale og din egen person, du bruger og viser frem.

Og det vil jeg gerne. Jeg vil gerne dele mit liv og videregive oplevelser og følelser. Og især vil jeg gerne være med til at skabe noget, som vi kan være fælles om. Sådan har jeg faktisk altid haft det. Jeg vil gerne være med til at skabe noget, som rammer en fælles klang og giver noget at være sammen om i en hverdag, der er meget individualiseret og fragmenteret.

JEG ER ALLERGLADEST, når jeg kan få folk til at grine af noget, som de aldrig havde troet kunne være skægt.

Og helt ideelt bliver det, hvis jeg kan lave noget, som både er sjovt og øjenåbnende. Min erfaring er helt klart, at folk vil gerne forstå ting, vide hvorfor ting er på en bestemt måde og udfordres til at se verden på en måde, som de ikke har gjort før. Det er fedt at spidde dobbeltmoral, og så elsker jeg, når man kan bringe satiren og humoren helt hjem i stuerne til folk. Humor og underholdning er en vigtig del, synes jeg, af vores fællesskab, af vores selvopfattelse. Jeg kan tale om det i timevis.

Den søde journalist minder mig forsigtigt om, at vi er ved at overskride artiklens længde. Det viser sig, at der også skal stå andre ting i avisen den dag. Når jeg taler om noget, jeg synes er vigtigt, taler jeg, til jeg bliver stoppet.

Og det gør jeg desværre nu.

Deadline. Argh!