Livet i Gammelkøbing
G for genudsendelse, men mest for gensynsglæde: Danmark Radio vil forlænge sommerens lyse stunder ved at genudsende ''Livsens Ondskab'' i fem afsnit fra 30. september.
Dramatiseringen af Gustav Wieds roman blev første gang sendt i 1972. Det var TV-Teatrets første elektroniske produktion, endda i farver, og samtidig en tour de force: Seriens 57 skuespillere og 225 statister brugte kun 42 dage til den samlede optagelse.
Glæden over gensynet vil for midaldrende seere nok være blandet med en følelse af vemod: En række af hovedpersonerne er i mellemtiden døde. Således nåede Carl Ottosen aldrig at se sig selv i hovedrollen som kynikeren Knagsted, ''Livsens Ondskab'' kaldet. Ebbe Rode som den pedantisk jomfrunalske overlærer Clausen er død. Keld Markuslund som den bogstaveligt talt skæve eksistens, Thomsen, kaldet Thummelumsen, er død.
Men de lever i serien om livet i Gammelkøbing, som Gustav Wied kaldte byen, selv om det var Roskilde, han tænkte på.
''Livsens ondskab'', der udkom 1899 som første del af en trilogi med ''Knagsted'' og ''Pastor Sørensen & Co.'' som de to andre, var Wieds udstilling af hykleri og forstillelse i en komisk karrikatur af tilværelsen. Selv led han af en altomfattende pessimisme og begik selvmord i 1914, 56 år gammel. Som han lod Knagsted sige: »Børn er lykkelige, og dyr og kvinder; men vi mennesker er det ikke«.
Rammehistoriens hovedperson er den gerrige, religiøse ungkarl Manuel Thomsen, kaldet Thummelumsen, som bor i et lille byhus med moderen. Han er manisk besat af at generhverve den tabte ''fædrene gård'', men da han, ved Klasselotteriet og en højere styrelses mellemkomst, endelig kan købe Møllergården, må han samtidig erkende, at ''én burde vist aldri' ha' sine ønsker opfyldte her i denne verden''.
I al sin flid for at lægge skilling til skilling må Thummelumsen lide den tort at servere ved de fire årlige møder i ''De Danske Ædedolke'', en lille skare af byens honoratiores, der formedelst et kontingent på 22 kroner indtager uanede mængder af føde- og drikkevarer. Medlemskravet er, at man ikke må veje under tohundredeogtredive pund, for som redaktør Heilbunth fremhæver: »Vi må være eksklumpsive!«
Partikulier Eriksen, spillet af Poul Bundgaard, står ikke ædedolkenes distance. En dag, midt under indtagelsen af eftermaden, en fortræffelig fedekalvesteg (nyrestykket), lægger han kniv og gaffel, ser bekymret på sin hushjælp og siger: »Jeg kan ikke mere, jomfru Svendsen!« Hvorpå han udånder.
''Luksusbugen'' blev Eriksen kaldt blandt brødre, og årsagen var en skindpolstret ringbrynje, fastgjort i stålseler, han bar for at holde maven på plads.
Reaktionær anarkist
Den forhenværende toldkontrollør Knagsted er også blandt ædedolkene og dertil lillebyens berygtede tilflytter. En reaktionær anarkist, der i sin verbale kynisme langt overskrider grænsen for god, småborgerlig tone. ''Livsens ondskab'' kalder man ham, og en kyniker er han, når han f.eks. piner og plager den dødsfikserede, skrantende konsul Mørch, spillet af Elith Pio. Under deres fælles spadsereture får Knagsted altid på satanisk vis ruten lagt om ad kirkegården. Og da de sidder på bænken med udsigt til gravstedet for konsulens hustru, betror Knagsted sin ven, at han såmænd har kendt konsulinden i de yngre dage: »Hun kyssede storartet. Og nu har ormene ædt hende!«.
Medens den stakkels konsul klynker som et barn ved påmindelsen om død, savn og skinsyge, tilføjer Knagsted:
»Og hils hende fra mig. Du ser hende vist først«.
Knagsteds anden faste følgesvend er overlærer Clausen, en jomfrunalsk pedant med lange ben og fingre som slikasparges, der til stadighed rystes over Knagsteds væremåde og udtalelser, men alligevel drages mod vennen og i al sin godhed forsøger at forbedre ham.
Rundt om disse hovedpersoner er der en vrimmel af bipersoner med nogle af dansk teaters bedste kræfter i rollerne: Arthur Jensen som Menneske-Mortensen, der er Thomsens udkigspost på Møllegården, evindeligt harkende og i besiddelse af en del snusfornuft.
Bodil Udsen som den livsglade ''Skov-Stine'', Jørgen Kiil som den fidele hotelejer Pli Hansen, Karen Wegener som Thomsens undseelige forlovede og Inger Bagger som hans mor.
Palle Skibelund instruerede serien, medens Kjeld Larsen både skrev manuskriptet efter Wieds roman og var producer på serien, der i øvrigt har Henning Moritzen som den usynlige fortæller.