Lydløse indspilninger

Gid min mor i stedet for at give mig en blyant, da jeg var tre år, havde givet mig en malebog, som jeg bare skulle farvelægge. Så havde jeg haft hund, fjernsyn og villa i dag - og grill i haven.

Lars H.U.G. ser ikke spor ked ud af det. Fru Haagensen fra Sorgenfri er for længst tilgivet, og hans udtalelse hidrører blot fra en perfektionistisk kunstners hudløse nervebaner i de hektiske dage op til hans første malerkoncert.

»Hvad synes du? Skal det store maleri lidt længere op, eller skal det hænge mere asymmetrisk? Og hvad med dem her, skal de hellere hænge på endegavlen?«

Et fast håndtryk afløses af en byge af spørgsmål til den nyankomne i kulturhuset Gjethuset i Frederiksværk, hvor Lars H.U.G. fra i morgen udstiller tilbageskuende ''1000 billeder uden lyd - den søde stilhed''.

Hvordan kan det være, at bedst som man har sat alle sin fordomme til at kogevaske, så kommer der en og hiver alt møget ud af maskinen?

Det spørger jeg til gengæld mig selv, da dette uransagelige og højspændte menneske, der kan gøre ethvert barometer uberegneligt, åbenbarer sig som en afdæmpet, nærværende og usikker sjæl. Ovenikøbet åbner han døren på klem ind til sit privatliv. Et område, der hidtil har været hermetisk forseglet.

»Jeg har malet de to billeder, der hænger derhenne, sammen med min datter. Hun hedder Alexandra og er 19 år. Hun har malet, siden hun var fem år, og er langt foran sin far. Måske kender du hende og hendes mor, som hun har et kunstnerfællesskab med. De hedder ''Aino og Alexandra'',« fortæller Lars H.U.G. og tilføjer, at datteren til sammenligning præsenterede sin første retrospektive udstilling, da hun var bare 16 år.

Maleri som meditation

Selv er han 47 år, så det er vel ved at være på tide at vise omverdenen det billedsprog, der på mange måder fylder lige så meget i hans liv som musikken. Bortset fra enkelte udsmykningsopgaver og bidrag til få udvalgte udstillinger er udstillingen i Gjethuset hans første egentlige konfrontation som billedkunstner.

»Maleriet er en meditation for mig. Det har ikke ligget i processen, at det skulle ende i en stor udstilling eller et salg. Jeg har med andre ord ikke være undergivet en præstationsangst, men har haft mulighed for at dvæle ved selve skabelsesprocessen. Det er egentlig bare nogle forstørrede telefontegninger, jeg har lavet. Forhåbentlig er nogle af tegningerne lidt bedre end andre, og det er så dem, jeg har udvalgt til denne udstilling,« smiler Lars H.U.G bag de gule brilleglas. Det er ikke til at vide, om han ser bedre gennem de glas, eller om de sidder på næsen for at skærme mod omverdenen. Måske er han bare med på moden...

Evig forandring

En retrospektiv strøtanke fremmaner billeder af den karismatiske sanger med de lukkede øjne bag solbriller. Det var dengang i 70'erne, da Kliche skrev sig ind i dansk rock- og kulturhistorie, og da pibefabrikant Poul Erwin Hug fra Kolding i 1987 under stor mediebevågenhed anlagde sag mod Lars Haagensen alias Lars Hug og tvang ham til at sætte punktummer i kunstnernavnet. Lige inden Deres udsendte springer ud som militskvinde og højlydt begynder at istemme de elsker uniformer, de elsker uniformer og bab...bab...babba...diåh

presser billedet af et smadret bilvrag og ''City Slang'' (1984) sig ind i tankerækken sammen med soloudgivelserne ''Kysser himlen farvel'' (1987), Kopy (1989), Blidt over dig'' (1992), G.R.E.A.T.E.S.T hits (1994) og ''Kiss & Hug- from af happy boy'' (1996). Og oven over det hele svæver billedet af en søgende Lars H.U.G. i evig forandring.

»Man er nødt til at lave mange dumheder her i livet, før man ender op med noget, der har lidt begavelse i sig. Noget, som andre også kan bruge til noget, og som de kan reflektere over,« ræsonnerer Lars H.U.G., hvis indgang til de lydløse indspilninger er analog med de musikalske frembringelser.

»Der er ikke så stor forskel på at lukke øjnene og bevæge en kejtet hånd hen over et lærred eller på at stå og skrige ind i en mikrofon uden at vide, hvordan det vil ende. Begge steder skal man igennem en række modstande og filtre, før man har forædlet sit produkt,« hævder Lars H.U.G.

Tegner på alting

Alligevel holder han de to udtryksformer totalt adskilt. Påstår, at han ikke kan andet.

»Ellers kan jeg ikke finde ud af det. Først i det øjeblik, jeg slipper musikken og rejser væk, får jeg lysten og evnen til at tegne og male. Når jeg ser nogle græske bogstaver, en italiensk togbillet eller et spansk udskrift på, hvor mange penge, jeg har tilbage, så får jeg en enorm lyst til at tegne på al ting. På kuverter, på servietter, på lærreder, på alt,« forklarer han.

Værkerne i Gjethuset understøtter hans ord. Mellem store lærreder og træplader, som han abstrakt og figurativt har farvemættet, udstiller han en række spøjse kunstværker frembragt på bagsiden af tændstikæsker, på afrevne papstykker, på restaurationsblokke og på avissider fra Herald Tribune. Og en række udstillingsbokse rummer små ikoner som en Elvis-dukke, en eller anden Flemming Nielsens piller mod impotens og 13-årig Dorthe Larsens fanbrev, som bare må citeres her: »I øvrigt syndtes jeg, at du er meget smuk, meget smukkere end Adam Ant, Rod Stewart, Shaken Stevens og alle de andre, der tror, de er så flotte«.

Selv Lars H.U.G.s lyse lærredsbukser er overtegnet med blå kuglepen og sorte tuscher. Et nærmere øjesyn afslører, at der er tale om en ganske praktisk foranstaltning. Bukserne er simpelthen det nærmeste sted at notere telefonnumre for den ivrigt mobil-telefonerende Lars H.U.G.

En fastfrossen node

»Hvis jeg kunne fortælle dig, hvad jeg vil sige med mine billeder, så ville jeg ikke lave dem. Det samme gælder min musik. Jeg maler og laver musik, fordi jeg ikke kan finde ud af at sige de her ting på en anden måde. Og der skal være et lag, som man ikke forstår i de ting, jeg laver. Et lag, som skaberen heller ikke selv forstår. Der skal være noget ud over det forklarlige,« fastslår han og tilføjer, at musikken og maleriet adskiller sig på den måde, at musikken er udfarende, udadvendt og kommunikerer hurtigere, bredere og mere effektivt, mens maleriet foregår mono. Man står én til én med sit lærred.

»Musikken flytter sig hele tiden og kan ikke holdes fast, mens billedet er en fastfrosset node, der står og klinger,« føjer han til. Og overraskes selv over, hvor godt han fik dét formuleret.

Lars H.U.G lytter aldrig til musik, når han maler. Det værste han ved, er en radio, der står og kværner i baggrunden. Det stresser ham. Når han hører musik er det altid jazz, klassisk, ekstremt elektronmusik eller avantgardistisk Pink Floyd, men allerhelst lytter han til konkrete lyde som fuglesang, vind og en dunhammer i det fjerne.

»Der, hvor stilheden pludselig mærkes, så bliver den jo til sød musik,« siger han med hentydning til undertitlen på sin retrospektive udstilling.

Valget

Faktisk gik han ud af gymnasiet for at blive billedkunstner og ikke musiker. Han tog undervisning hos kunstneren Hans Christian Høier og blev senere optaget på Det Jyske Kunstakademi i Århus.

»Det handler for mig at se om at få dannet et sprog, der taler ens eget univers,« siger Lars H.U.G, der føler sig meget inspireret af dadaisten Man Ray, der tilsidesatte alle regler, former og opskrifter i frembringelsen af sin kunst.

»Man Ray peger ind i den person, jeg er. En, der ikke ønsker at indrette sig mere end højst nødvendigt,« erkender Lars H.U.G. At han i sin tid valgte musikvejen fremfor billedkunsten har han en simpel forklaring på:

»Jeg boede i en baggård i en rigtig kunstnerhybel uden indlagt vand og med pissoir i gården og offentlige toiletter rundt om hjørnet. En dag tænkte jeg ved mig selv, at hvis jeg skulle leve resten af mine dage i den terpentinos, så ville jeg heller finde på noget andet.«

»I den periode fandt jeg trøst og nærvær ved at spille sammen med mine venner, som også var billedmagere. Vi dannede Kliche, og her kunne jeg slå hul på ensomheden og de eksistentielle spørgsmål, som man går og spekulerer på, når man er 24 år og går på en kunstskole og lever et isoleret liv som maler. I den musikalske verden fik det, jeg gerne vil sige, et andet og mere ekspressivt udtryk. Samtidig oplevede jeg glæden ved at få et publikum i tale,« forklarer han videre.

Ikke til salg

Musikken blev som bekendt hans levebrød og førte i 1993 til et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond, i øvrigt til den første rockmusiker nogensinde. Men han har i alle årene sideløbende udtrykt sig gennem billeder uden indtjening og publikum for øje.

»Mine billeder på udstillingen er ikke til salg. Hvorfor?... for det første, fordi de er for dyre. For det andet, fordi jeg har svært ved at sælge mine børn. De indeholder sammenpressede erindringer fra de ture, jeg har været på i udlandet. De er sådan nogle... hvad hedder det nu... ligesom en bouillonterning...?«

Komprimerede!

»Ja, lige netop, komprimerede. Og da det nu er første gang, jeg skal vise alle mine ting frem, så synes jeg ikke, det er klædeligt med en salgsudstilling. Det er ikke det essentielle for mig at sælge mine billeder, men selvfølgelig kan man få lov til at købe et billede, når udstillingen er slut. Måske...,« siger Lars H.U.G.

Kunstneren har dog fremstillet 1000 litografier til lejligheden, som er til salg, og en salgsplakat til fordel for Red Barnet samt en kunstmappe indeholdende fire litografier og en vinylplade med instrumentalmusik komponeret af H.U.G. Mappen sælges i et begrænset oplag på 125 stk.

»Det er så min nye plade,« smiler han og viser mappen frem. Der er kun musik på den ene side, men til gengæld er den forsynet med et label, malet af kunstneren selv, og en signatur på bagsiden.

Og så skal vi til det igen:

»Hvad skal sådan noget koste? Hvad tror du, folk vil give for en mappe? Hvad vil du give? Er det bedre, hvis det her litografi ligger øverst fremfor det her?«

Langsommelig proces

Det ene spørgsmål afløser det andet, indtil han afbryder sig selv og konstaterer ''det er svært at tale om egne billeder, men jeg synes, de er blevet meget sympatiske. Musikken er også blevet meget god, skulle jeg hilse at sige. Der er 19 minutter og 43 sekunder helt præcist.''

Lars H.U.G. er kendt for en langsommelig proces, når det gælder nye pladeudgivelser. Der plejer at gå tre til fire år imellem, at han rører på sig. Set bort fra den eksklusive vinylplade, så skal vi helt tilbage til 1996, før han sidst udgav en plade. Hvornår kommer den næste?

»Det spørger jeg også mig selv om,« replicerer han.

Indtil han kender svaret, må vi nøjes med hans lydløse indspilninger, men de er skam også et par gennemlytninger værd.

lisette.greve@jp.dk ''1000 billeder uden lyd - den søde stilhed'' i Gjethuset i Frederiksværk, fra 29. april til 5. juni, alle dage fra klokken 12.00-16.00.