Svensk jazz i verdensklasse

Søndag spiller supertrioen i Pumpehuset i København

Ligesom vi herhjemme gennem efterhånden mange år har kunnet glæde os over, at vores jazzmiljø har fostret - og stadig udklækker - bassister med meget høj klasse, kan svenskerne fryde sig over en fin række af pianister i betænkelig nærhed af betegnelsen verdensklasse.

Ja, faktisk kan forbeholdene snildt stryges, når talen falder på en af broderlandets mest fremtrædende pianister op gennem 1990'erne, Esbjørn Svensson.

Telepatisk sammenspil

Sammen med sin trio EST, der ud over kapelmesteren selv består af bassisten Dan Berglund og trommeslageren Magnus Örström, har han løftet den rige tradition for fornem svensk triojazz, der blev skabt af instrumentkolleger som Bengt Hallberg og Jan Johansson.

Samtidig med det unikt svenske tonesprog, der opstår ved at kæde jazzen sammen med musikken fra et land så rig på begavet folkemusik, kan høres overalt i Esbjörn Svenssons spil, har han formået at give jazzen et nutidigt musikalsk udtryk, der plade for plade i stigende grad har overbevist med et fornemt, næsten telepatisk sammenspil.

Trioen gæstede Jazzfestivalen i Århus i 1998, hvor den gav et flot fortættet sæt, inden sangerinden Victoria Tolstoy, der ellers har høstet mange roser på begge sider af Øresund, kom til og brød magien.

Sidste år gæstede EST København, og nu er det igen hovedstadens jazzelskere, der får lettest adgang til at høre trioen, som søndag spiller i Pumpehuset.

Bevidst nye valg

Det kan virke som et lidt mærkeligt valg, eftersom Pumpehuset normalt er et sted for rockmusikken, men Esbjörn Svensson Trio har bevidst valgt at træde nye stier i bestræbelserne på at få deres musik ud til flest mulige lyttere.

Og det har virket - ikke mindst i Sverige - hvor trioen med succes har optrådt med deres ekvilibristiske og Keith Jarrett inspirerede spillestil på flere af de store rockfestivaler hinsidan.

»Jeg skal være den første til at indrømme, at det er en chance at tage. Det indlysende ville være at spille på Copenhagen Jazzhouse eller et af de andre steder, hvor jazzpublikummet er vznt til at komme,« siger Esbjörn Svensson i mobiltelefonen fra den kendte jazzklub Nefertiti i Göteborg, hvor EST har taget hul på de første jobs i turnéen, der frem til slutningen af maj skal bringe trioen til en lang række byer spredt ud over hele Europa og Mellemøsten.

Andre inspiratorer

»Men vi har det fint med at tage cahncer, og i Sverige har vi haft succes med det, så hvorfor ikke Danmark. Og så er der altså heller ingen af os, der er 100 procent jazzmusikere. Jeg har altid spillet popmusik ved siden af, og Dan (bassisten, red.) lytter meget til den hårde rock,« siger Svensson og fortsætter, at han lige nu har kastet sig over den klassiske musik og ikke mindst Bach og Bartok.

Samspil i børnehøjde

Den glubende appetit på musikken blev vakt, allerede da den 10-årige Esbjörn Svensson og hans jævnaldrende legekammerat Magnus Örström blev de lykkelige indehavere af henholdsvis et klaver og et trommesæt.

»Jeg tampede løs på klaveret med én finger, mens Magnus slog på trommerne, så man kan på en måde sige, at vi lærte hinanden at spille sammen,« mindes Svensson.

Blues med mere

Udgangspunktet for de første musikalske udfoldelser var 50'er rocken, der for hovedparten baserer sig på bluesmusikken efter de velkendte 12-takters skema. Det lokale bibliotek rummede desuden en bog om, hvordan man kunne udvide akkorderne i en blues, og så var den unge Svensson solgt.

»Både Magnus' og min egen far hørte jazzmusik. Det var mest Ellington og Basie, men de havde også plader med Charlie Parker, og det var også med til at trække mig over mod jazzen,« fortæller Svensson, der bryder ud i latter, da endnu et billede fra barndommen popper op på den indre nethinde.

Tak til Slade og Garner

»Faktisk er der et nummer med rockbandet Slade, som står lysende klart i min erindring den dag i dag. I "Find Yourself a Rainbow" spillede pianisten sådan noget ragtimeagtigt klaver a la Scott Joplin, og det, syntes jeg, lød bare helt vildt godt.«

Dykket ned i barndommens altopslugende musikalske oplevelser rummer endnu en sidste åbenbaring - sådan kalder Esbjörn Svensson det selv - nemlig Eroll Garners indspilning af Beatles nummeret "Yesterdays".

»Det var helt vildt. Det swingede som bare pokker, og så kendte jeg jo sangen i forvejen med The Beatles, så det var bare at sætte sig ved klaveret og komme i gang med at planke det, jeg havde hørt.«

Fasttømret besætning

Trioen EST blev dannet i 1990 sammen med barndomsvennen Magnus Örström ved trommerne, og i 1993 kom Dan Berglund til på bassen.

Startskuddet gik ved en række eksotiske koncerter i Chile, der havde bedt Sverige, om ikke man ville sende noget god jazzmusik til landet. Valget faldt på Esbjörn Svenssson, som straks øjnede chancen for at få kørt trioens nye besætning ind med adskillige job i rap. De tre har holdt sammen siden, og der er ingen planer om at ændre ved dén kendsgerning.

»Vi har aldrig savnet inspiration, tværtimod. Der er masser at gå i gang med, selv om man kun er tre. I 1996 lavede vi "Esbjörn Svensson Trio plays Monk". På det tidspunkt føltes det rigtigt at tage fat i hans musik. I dag spiller vi udelukkende egne kompositioner, som vi arbejder igennem på den måde, at jeg kommer med nummeret i en råskitse, hvorefter vi pudser det af i fællesskab, og Magnus laver titlerne.«

Nej tak!

Mange af jazzens triokonstellationer tager med jævne mellemrum en eller flere stjerneblæsere ind til koncerter eller pladeindspilninger. Det kan være med det formål at sælge varen lidt bedre eller for at få et friskt pust inspiration ind i ensemblet.

Men ikke Esbjörn Svensson Trio.

»Vi har samarbejdet lidt med nogle sangere, men vi har aldrig følt behovet for at tage f.eks. en stjernesa-xofonist med. Det ville ændre alt for meget på vores koncept. Vi arbejder med vores eget materiale, og vi bruger megen tid på at forfine numrene og afsøger dem for klanglige, dynamiske eller harmoniske muligheder. Vi har talt om det, men er kommet til den konklusion, at vi står bedst alene.«

Og dog...

Efter en kort tænkepause ønsker Esbjörn Svensson dog at ændre en smule på udtalelsen.

»Skulle det endelig være - og jeg kunne aldrig finde på at afvise muligheden - kunne det være sjovt at gøre noget andet, end det folk forventer. I stedet for at hive Michael Brecker eller Jerry Bergonzi eller en af de andre amerikanske jazzkanoner ind, skulle vi lave en plade med David Bowie eller Chaka Kahn. Det ville være sjovt.« ole.kobbelgaard@jp.dk