Miss Univers

Pernille Aalund nikkede bekymret, da ejendomsmægleren beklagede husets beliggenhed lige over for en støjende kirke. Men det var også den eneste skavank ved den store Gentofte-villa, bedyrede han.

Og indvendigt gned Pernille Aalund sig i hænderne.

For netop kirken gjorde huset sådan rigtig attraktivt.

Det er en god fornemmelse at have udsigt til tidens gang fra sin havelåge. At se lykkelige forældre med et barn på armen på vej til døbefonden den ene dag - og sortklædte sørgende bag en hvid kiste den næste dag.

At blive mindet om, at livet er til låns og skal leves lige nu.

Så Pernille Aalund tog landroveren, drønede i banken og flyttede ind. Med sine to store sønner, en god barndomsveninde og hendes børn - samt en energi og et livsmod, der nok kan få englene til at synge.

Dengang for fire år siden, som nyskilt og enlig mor for anden gang.

Og i dag, som nybagt mor og midt i sit livs hidtil mest ambitiøse projekt; en kvindeportal, der skal samle alle Pernille Aalunds aktiviteter på en web-adresse og blive til et altomfattende kvindevideotek, der præsenteres for offentligheden til januar.

Men først ringer vi på døren til huset over for kirken.

Et par gange - så dukker hun op i døråbningen bag sin ældste søn, Tobias, som for nylig er flyttet hjemmefra for at tage 10. klasse og gymnasiet på Herlufsholms Kostskole. Han er hjemme for en hyggelig bemærkning og for at pakke nissegaver ind til en skolekammerat.

Indenfor i varmen er der tændt stearinlys, og roen er nærmest til at tage og føle på. I en bærestol i et hjørne af stuen sover datteren. Hun har været med mor på arbejde, og det tager på kræfterne, når man bare er to uger gammel. Pernille Aalund har for travlt til at holde barselsorlov - som tillige ville være en dyr fornøjelse, når man som hun er selvstændig med blandt andet eget produktionsselskab og derfor selv skulle betale sin barselsorlov, fremhæver hun forarget.

Det kalder hun et eksempel på, at lovgivningen er indrettet oldnordisk kvindefjendsk og uden hensyn til, at kvinder kan få børn uden at have en mand. I det moderne samfund forgår mænd og forsørgere, mens børn og veninder består, fastslår hun.

Forløbig er barnets far, kæresten gennem tre år, den 27-årige kunststuderende Thomas Lindvig, dog netop flyttet ind. Han har studeret i England, og efter nogle forrygende år, hvor afstanden har vedligeholdt passionen og lidenskaben, venter hverdagen og forældreskabet. Men det kan være en fordel at have overskud at tære på, mener den 38-årige Pernille Aalund og understreger, at hun aldrig har været til lyserøde drømme - heller ikke af den slags, der handler om evig troskab og permanent lykke.

Hun lever nu og her. Og befinder sig bedst på kanten af tilværelsen. Der, hvor man virkelig mærker, at man lever.

»Måske er det derfor jeg er sammen med Thomas. Han er ung og vil på et tidspunkt gerne til udlandet, hvor der er større kunstneriske udfordringer. Men det må vi klare til den tid. Lige nu har vi det dejligt,« fortæller hun og jo, hun tænker da engang imellem på aldersforskellen. Hvad vil det betyde om 20 eller 30 år? Mest fordi hun ikke bryder sig ikke om sin krops snigende forfald - det stemmer slet ikke overens med, hvordan hun føler sig indvendigt.

Drømmen er ikke evig ungdom, men hun kan ikke udelukke, at hun ad åre kunne finde på at hægte naturen en anelse op med et par kroge.

For øvrigt er det for dårligt, at der er så få kvinder over 40 år i medierne.

Det har hun tænkt sig at gøre noget ved.

Og sådan er hun, dyrlægens ældste datter, Pernille Aalund.

Studievært i talkshowet "Pernilles Univers" på TV3. Men tillige forfatter, foredragsholder og forretningskvinde.

Forfriskende direkte. Provokerende. Handlekraftig - og meget sin egen.

Altid midt i adskillige projekter. Med vilde drømme, store følelser og mange ord. Uden skelen til konventioner og andres meninger. Og villig til at tage skraldet, som er uundgåeligt, når man gerne kæmper til sidste blodsdråbe for sin hjertesag.

Skraldet kan være usikre fremtidsudsigter, når kærligheden er blevet lunken og ligegyldig, og hun og børnene har pakket flyttekasserne for at drage videre. Ni gange i alt har de skiftet adresse. De har boet i store huset, halve huse eller små lejligheder afhængig af den aktuelle økonomiske situation.

Skraldet kan også være professionelt og dårlige seertal på et program med et emne, som hun har kæmpet igennem. Det kan være en lidt for kvik bemærkning, der bliver blæst op og falder uheldigt ud. Eller det kan være folks fordomme.

»Det er jo ikke så "fint" at være studievært på TV3. Folk tror ikke, at man samtidig kan læse Weekend-avisen og have en akademisk vennekreds. Men helt ærligt, og det lyder måske overlegent - det er folks eget problem. Jeg er tro mod mig selv, og jeg kan stå inde for alt, hvad jeg har lavet. I mine programmer skal der ikke være løftede pegefingre eller eksperter, som taler ned til folk.

Man skal være vågen til det yderste for at kunne beskrive sine drømme - og jeg har sat mig for at få opfyldt mine drømme. Når jeg har sat et projekt i søen eller haft en ide jeg troede på, har jeg aldrig, aldrig aldrig givet op på halvvejen. Men jeg er nok en person, som er let at hade. Jeg er hurtig, spontan og taler meget - og får derfor engang imellem sagt noget, som jeg ærgrer mig inderligt over bagefter. Men det er min personlighed, som jeg har valgt ikke at bekæmpe, fordi det samtidig giver mig en række fordele.

Jeg kender mit værd og jeg gør, hvad jeg har lyst til. At være studievært er kun en mindre del af mit arbejdsliv.

Jeg er god til mange ting. Jeg lider ikke af den utilstrækkelighedsfølelse, som er kvindernes største problem i dag. Det er kvindernes årtusind, men de skal lære at sætte pris på deres værd, på det de kan - på arbejdsmarkedet og i parforholdet. De skal forlange noget, i stedet for at sige: »Tusind tak, fordi jeg må få lov at være her.««, fastslår Pernille Aalund.

Og så er det, at undertegnede må tilstå sine medbragte lidt udefinerlige fordomme om overflade og popsmarthed, som for længst er fordampet her i den lune stue.

Hun er altså lidt sej. En kvinde, der tager hånd om sin egen tilværelse og insisterer på at få det hele med. Som har masser på hjerte og rigeligt mellem ørerne. At hun er derudover er slank, ser godt ud - og ofte emmer af en grænseoverskridende sensualitet på stiletter i ålestramt og lårkort bør vel ikke komme hende til skade!

Men hvorfra stammer dog denne voldsomme energi og livsappetit?

Helt grundlæggende kalder hun det en overlevelsesmekanisme og prisen for et ekstremt åbent sind.

»Min energi dækker i virkeligheden over, at jeg er en sart og lettere depressiv person. Nu da jeg i fem dage lå med mit barn på hospitalet, jeg var ovenud lykkelige over at blive mor, men kunne mærke det snigende vemod. Jeg bliver nødt til at have gang i flere forskellige gryder af gangen for at holde depressionen væk. I perioder af mit liv har jeg helt nede i de store sorte huller - og her tænker jeg ikke på økonomi - og dem har jeg arbejdet mig ud af.

Jeg tror, at jeg ubevidst holder de ukontrollable følelser på afstand ved at have kontrol over noget andet. Jeg har lært at fungere sådan for at fungere selv,« forklarer hun og fortæller efterfølgende om sin opvækst i Karlslunde uden for København.

For derfra kommer modet til at være sig selv.

Pernille Aalund voksede op med ubegrænsede mængder kærlighed og opbakning i en venstreorienteret og samfundsengageret kernefamilie i Karlslunde uden for København.

Faderen var dyrlæge og moderen litteraturforsker, og hun selv den ældste af tre døtre. Et frejdigt, dominerende og glad barn, der tidligt fik smag for modvind og en god fight. Hun havde let ved det meste, men ville hellere gå på barrikaderne for retfærdighed og være meningsmæssigt på tværs end passe sit skolearbejde.

»Mine forældre kom begge to fra lidt firkantede hjem og var derfor optaget af at opdrage deres børn med frihed under ansvar - og man kan, hvad man vil.

Det var en fantastisk lykkelig barndom. Hvis jeg endelig skal finde noget, der var kompliceret, så var det, at vi var så tætte - selvom det samtidig er en styrke. Jeg lå f. eks. i ske med min far, indtil jeg blev 16 år, og jeg har fået det samme tætte forhold til mine sønner.«

Efter turbulente teenage-år med grønt punkerhår og demonstrationer i Fælledparken, blev hun student og læste en kort periode naturgeografi på Københavns Universitet. Det blev for kedeligt, hun droppede ud, mødte en mand, blev gift og fik børn og legede i nogle år husmor i det gamle lysthus på forældrenes grund.

Mediekarrieren blev indledt på lokalradioen i Karlslunde som ulønnet kaffebrygger. Men hun var nysgerrig og havde en god stemme og blev en succesfuld producer, der i 80erne arbejdede som producer og projektleder, samt var børnevært på Kanal2.

Privat blev hun skilt efter syv års ægteskab og mistede definitivt illusionen om at andre skulle tage sig af hende. Også forældrene brød op. Det var på alle måder en hård tid.

En sen aften ringede de fra TV2 og tilbød hende jobbet som studievært på "Vis mig dit køleskab". Hun fandt selv på "Mænd ingen adgang" og resten er en historie, der har kunnet følges i de kulørte blade.

Pernille Aalund trækker både seere og læsere.

»Det er mig alene der står til ansvar, det er min bagdel der hænger i vandskorpen. Også økonomisk. Det er udbud og efterspørgsel. Men det er også en slags kant at leve på.

Når jeg er nede og bide i græsset, bliver der tændt en ild i mig. Det er det med modstand. Så sadler jeg fuldstændig om og ser med friske øjne på de nye muligheder. Jeg er meget anti-materiel, og mine drenge har fået det lidt på samme måde. Da vi fik flyttede hertil fra et stort hus i Klampenborg, sagde Tobias forventningsfuldt: Nå, men det bliver spændende. Ny by, hvad mon der sker her?«

Pernille Aalund ved nok, hvad der skal ske i hendes eget univers. På spisebordet ligger et par halvfærdige bogmanuskripter, en anden bog er klar til udgivelse i januar. Og så brænder hun for sit nyeste projekt.

»Min største drøm er at have kvindeportalen, men også et forlag, der udgiver kvindelitteratur, en avis, der har en kvindesektion og et magasin, der orienterer sig direkte mod kvinder. Samlet under fælles kvindelige redaktørere, der koordinerede det hele i et multimedie-projekt. Men nu starter jeg i det små.« jette.carlsen@jp.dk