Fortsæt til indhold
Kultur

Han booker Smukfest – her er koncerterne, du ikke vidste, du ville elske

De største navne trækker masserne, men Smukfests musikchef Mikkel Xavier opfordrer publikum til at gå på opdagelse på de mindre scener. Her er hans bud på koncerterne, der kan blive festivalens største overraskelser.

Du kender måske ikke navnet. Du kan ikke synge med på omkvædet. Og koncerten står ikke i din festivalplan.

Alligevel kan det blive den koncert, du taler om hele vejen hjem fra Smukfest.

»Koncerter, der vil overraske dig – ja, dem har vi jo heldigvis mange af,« siger Smukfests musikchef Mikkel Xavier.

Hvis man vil finde de koncerter, man ikke på forhånd vidste, man ville elske, skal man gå på opdagelse på de mindre scener og turde vælge de navne, man ikke kender
Mikkel Xavier, musikchef, Smukfest

Det er netop de øjeblikke, han selv vil gå på jagt efter. Hans råd er klart: Gå væk fra de sikre valg. Tag chancen på et navn, du ikke kender – og lad dig overraske.

»Hvis man vil finde de koncerter, man ikke på forhånd vidste, man ville elske, skal man gå på opdagelse på de mindre scener og turde vælge de navne, man ikke kender. Det er ofte her, festivalens helt store koncertoplevelser gemmer sig« siger han.

Battle of Bands-vinderen St. Lazar åbner Live Camp søndag og er blandt de lokale navne, Mikkel Xavier anbefaler festivalgæsterne at holde øje med. Arkivfoto: Thomas Høi

Her begynder de store overraskelser

Allerede fra søndag til tirsdag kan festivalgæster med adgangsgivende armbånd tage til Live Camp på KærligHeden, hvor 35 artister fra det nye danske vækstlag spiller.

Det var også her, Annika stod i 2024. I år åbner hun Bøgescenen.

»Live Camp er stedet, hvor alt det nye spiller. Mange af de artister, vi lytter til i dag, har været forbi Live Camp. Det er en trædesten på vejen til at blive stor, og det er det, vi kan bidrage med,« siger Mikkel Xavier.

Lokalt peger han på Battle of Bands-vinderen St. Lazare, der åbner Live Camp søndag. Han fremhæver også de fem artister, P3 har udvalgt som P3’s Næste: Ida Just, Friða Saiya, CARLLO YABOY, Loui Henderson og Oskar Witt.

»Lytter man til P3, er der en god chance for, at man allerede har hørt dem.«

Fra stadionbrag til hooligan -rock

Inde i skoven anbefaler musikchefen især at holde øje med Stjernescenen, Månen og den nye scene Ekko.

På Stjernescenen peger han på det internationale rockband Palaye Royale.

»Det er stadionrock på højt niveau. De er dygtige livemusikere, spiller melodisk rockmusik med storhed og har en vildt fed charme på scenen. Kæmpe anbefaling.«

Han fremhæver også CEVIL, Wesmo, Jonathan og Carlina de Place. De fire er udvalgt af Smukfests egne unge musikscouts efter årets SPOT Festival.

»De havde været igennem hele festivalen og hørt en masse musik. Bagefter valgte de de fire navne, der havde leveret de fedeste koncertoplevelser.«

Navnene spænder fra R’n’B og hiphop til pop og indie.

Von Quar lukker Månen onsdag med deres særlige blanding af fodboldkultur og elektronisk poprock – eller fodboldpop, som bandet selv kalder det. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Onsdag lukker Von Quar Månen med det, bandet selv kalder hooligan-rock.

»Det er en flok knejter, som både er glade for at gå til fodbold og godt kan lide musik. De er lykkedes med at forene de to universer i noget sindssygt lækkert elektronisk poprock. Det bliver virkelig en god koncert. Det er en af dem, jeg selv ser meget frem til.«

Country, britrock og danske perler

Torsdag anbefaler han britiske Laurie Wright, der spiller klassisk, guitarbåren rock’n’roll med et strejf af punkrock.

»Efter mange år som gademusiker fik han en pladeaftale og begyndte at udgive sin egen musik. Nu kommer han med et virkelig dygtigt liveband. Vi synes bare, det er megafedt.«

Fredag kan publikum opleve amerikanske Julia Cole på Månen.

»Hun er helt vildt cool og et virkelig interessant navn. Hun har sådan en old-school countrylyd, selvom hun er en ung artist.«

Shaka Loveless er tilbage på Smukfest søndag – og ifølge musikchef Mikkel Xavier er han i topform. Arkivfoto: Martin Lehmann

Blandt de danske navne peger Mikkel Xavier også på Karoline Mousing, der gik fra Live Camp sidste år til Månen i år.

»Hun er virkelig dygtig og fantastisk god til at stå på en scene. Hun har spillet musik i mange år, men det er først de seneste år, hun for alvor er begyndt at udgive sin egen musik.«

Og søndag vender Shaka Loveless tilbage.

»Jeg så ham på Jelling, og det var bare pissegodt. Han er tilbage i topform. Det er sådan en lille perle om søndagen.«

Budskabet fra musikchefen er enkelt: Den koncert, du husker bedst bagefter, er måske den, du aldrig havde planlagt at se.