Amerikansk instruktør beskriver Jordens undergang – fra et kontor i København

Joshua Oppenheimer siger ordet med de helt rigtige stød og kun antydningen af amerikansk accent.

»Amalienborg.«

Det var tæt på det kongelige slot i en lille baggårdslejlighed med skæve vægge og et toilet med bruseren hængende over kummen, at amerikaneren vågnede en morgen og vidste, at han ikke ville tilbage.

»Jeg følte et stærkt tilhørsforhold til Danmark. Det føltes så roligt sammenlignet med London og i særdeleshed USA.«

Året var 2011. Filminstruktøren havde på det tidspunkt boet i København i nogle måneder og var i byen for at arbejde på sin dokumentarfilm ”The Act of Killing”.

En Oscar-nomineret film, hvor tidligere medlemmer af de dødspatruljer, som slog tusindvis af mennesker ihjel i Indonesien i 1960’erne, rekonstruerer drabene i deres foretrukne filmiske genre. Efter planen skulle Joshua Oppenheimer tilbringe halvandet år i den danske hovedstad, men efter få måneder stod det klart, at han ville blive.

»Det føltes så tilfældigt. En følelse af, at Danmark ikke var et sted, man kunne flytte til. Ingen, jeg kender i USA, forstod forskellen på Danmark og Holland. De blandede det hele tiden sammen og sagde: ”Jeg skal til Amsterdam, lad os mødes”.«

Joshua Oppenheimer taler med en stemmeføring lige så blid, som han er venlig, og det er svært at forestille sig, at nogen kunne ønske ham død. Det er ikke desto mindre grunden til, at han ikke kan tage tilbage til Indonesien, hvor han med sine to film ”The Act of Killing” og ”The Look of Silence” har gjort sig uheldigt bemærket blandt magtfulde mennesker. Men det er også en af årsagerne til, at vi nu mødes. Det vender vi tilbage til.

Fire statsborgerskaber

Siden den dag i 2011 har Joshua Oppenheimer føjet både et dansk og et tysk statsborgerskab til det amerikanske, han blev født med, og det britiske, som han opnåede efter årevis i London.

»De har alle forskellige betydninger for mig. Der var en italiensk historiker (Carlo Ginzburg, red.), som sagde: ”Når folk kommer fra flere lande, er det ikke det land, som de er stolte af, men det land, som de skammer sig over, der er deres sande hjemstavn”. Det gør mig til fuldblodsamerikaner.«

Det tyske statsborgerskab knytter sig til det liv, der kunne have været hans. Joshua Oppenheimers farfar voksede op i Frankfurt, hans farmor i Berlin. Begge var jøder, men havde held til at forlade Tyskland ved Anden Verdenskrigs begyndelse. Tilbage blev dog andre dele af Oppenheimer-familien, som overlevede rædslerne i skjul.

»Jeg føler, at det tyske statsborgerskab er betydningsfuldt, fordi det er det, vi oprindeligt kommer fra. Det er et forsøg på at rette op på det historiske traume, som tvang min familie til USA.«

Det britiske statsborgerskab er resultatet af et studieophold, som først blev til en kandidatuddannelse, dernæst en ph.d. og 14 år i Storbritannien. Endelig er der det rødbedefarvede pas.

»Jeg forelskede mig i Danmark. Det, jeg virkelig var vild med, var, at der var en slags uskyldig nysgerrighed, som jeg ikke har oplevet i hverken Storbritannien eller USA. Hvis man møder en fremmed i USA, vil de ofte spørge: ”Hvad laver du?” Og når man så fortæller det, vil de forsøge at finde ud af, om man er berømt, rig eller magtfuld. De forsøger at regne ud, hvor man er placeret i hierarkiet. Her var alle interesserede i det, jeg lavede, og der var en ægte nysgerrighed. Det var meget befriende.«

For to år siden flyttede han til Malmø, fordi det ikke var tilladt at have hund i den københavnske andelsforening. Og selv om det for ham svarer til at flytte fra Manhattan til Brooklyn, er reaktionerne kommet bag på ham.

»Det siger noget om den oldgamle rivalisering, som der er mellem de to lande,« konstaterer han, der fortsat har sin daglige gang på kontoret i København.

Havde købt en bunker til familien

Det er her, vi sidder for at tale om Joshua Oppenheimers seneste projekt, musicalen ”The End”. En historie om verdens undergang. Om en familie, der har levet 25 år i en underjordisk luksusbunker med ægte kunst på væggene, svømmepøl, vin i glassene og kandelabre, fordi en miljøkatastrofe har gjort jorden over dem ubeboelig.

Her forsøger faren med en fortid i oliebranchen, moren, deres 20-årige søn, morens veninde, en butler og en læge at holde fast i hverdagens ritualer. Da en kvinde pludselig dukker op uden for bunkeren, tvinger hun dem til at indse nogle af de sandheder, som de hidtil har lagt låg på.

Idéen kommer fra det virkelige liv. Joshua Oppenheimer begyndte at interessere sig for oligarker, som havde opnået deres rigdom gennem vold. Da han ikke længere kunne arbejde i Indonesien, begyndte han at lede i resten af verden og stødte på en oliemagnat fra en tidligere sovjetisk republik i Centralasien.

»Da jeg mødte ham, var han ved at købe en bunker til sin familie. Han inviterede mig til at filme det, og jeg fik en rundvisning i en tidligere sovjetisk kommandocentral bygget dybt inde i et bjerg.«

Akkurat som i Oppenheimers musical havde magnaten planer om at bygge en sikkerhedsboks til sin værdifulde kunstsamling, en underjordisk pool og et hydroponisk system, som gør det muligt at dyrke planter uden jord. Han forestillede sig en fremtid, hvor klimaforandringerne vil gøre Jorden til et farligt sted at leve. At strømmen af flygtninge og naturkatastrofer vil udløse krig og nedbryde nationalstaterne.

»Mens jeg gik igennem disse grotter sammen med ham og hans familie, havde jeg lyst til at spørge, hvordan han ville kunne leve med sin anger og skyldfølelse over den katastrofe, som han i givet fald ville flygte fra. Hvordan ville han håndtere angeren over at efterlade sine kære?«

De indre spørgsmål blev afløst af en tankerække om, hvordan det ville være at opdrage en ny generation i bunkeren.

»Som en form for hvidt lærred, hvorpå man kan male et idealiseret billede af sig selv. Som en måde at hvidvaske sin fortid på, lindre sine fortrydelse og skjule sig for fortiden. Jeg kendte dem ikke godt nok til at stille de spørgsmål, og jeg tror ikke, at de ville have været i stand til at svare, for hele bunkeren var en manifestation af deres fornægtelse.«

Vi placerer os selv i bunkeren

Da det ikke var muligt at lave en dokumentar om familiens liv efter 25 år under jorden, fik Joshua Oppenheimer en idé: Han ville fortælle historien som en musical. En genre, som han kalder »indbegrebet af USA« og det falske håb.

»Den tanke, at uanset hvor slemt det bliver, kan man forholde sig passivt og stikke hovedet i busken. Ligesom når Anni i musicalen synger ”the sun will come out tomorrow”. Det er ikke rigtigt håb, det er fortvivlelse forklædt som håb.«

Joshua Oppenheimer mener, at vi alle gør os skyldige i fornægtelsen, når vi eksempelvis reagerer på historier om død og ødelæggelse med en knust hjerte-emoji i stedet for at stoppe op og gøre noget.

»Gennem den sentimentale gestus giver vi os selv lov til at kigge væk og hen på noget, der er sjovere. På den måde mener jeg, at vi frivilligt placerer os selv i en bunker ligesom familien. Hver gang vi passerer nogle på gaden, der har brug for vores hjælp, uden at gøre noget, placerer vi os selv i en bunker.«

Ifølge instruktøren er der ingen grund til at skelne mellem den familiære familie og den menneskelige familie, som vi alle er en del af. Hvis der er områder, man ikke kan betræde i sine nære relationer, som man lyver om, bliver forholdene hule og visner. Det samme gælder planeten, lyder det.

»Hvordan kan man beskytte den planet, man elsker, hvis man lyver om sit forhold til den?«