Paul Auster, den europæiske amerikaner, er død

Det sluttede i Brooklyn efter længere tids sygdom, men for mig begyndte affæren med Auster, idet telefonen ringede. Og det var ikke engang Paul Auster i røret.

Men det er i første linje af New York-trilogien, at en herre spørger efter Paul Auster. Detektiven Paul Auster. Manden, der tager telefonen, hedder heller ikke Paul Auster, han hedder Quinn og skriver kriminalromaner under pseudonymet William Wilson. Den åbning var vi nogle stykker, der faldt for i 1980’erne.

Måske fordi det handlede om identitet.

Og om New York, selvfølgelig.

»New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv ...,« lyder det i ”En by af glas”, der udkom første gang i 1985, og hvor var det rigtigt.

Man kunne følge efter Auster i New York, selv om han selv levede pænt og nogenlunde borgerligt med sin hustru, forfatteren Siri Hustvedt, i Brooklyn.

»Brooklyn var sig selv. Brooklyn havde en identitet.«

Forklarede Jonathan Lethem, da vi mødtes på Building on Bond på et solbeskinnet hjørne i et af Brooklyns stille kvarterer, Boerum Hill. Der må man tro myten om Brooklyn som forfatternes hjemsted; Auster, Jonathan Safran Foer – eller Naja Marie Aidt.

»At Norman Mailer og Henry Miller voksede ud af dette sted, er interessant, historisk set, men at jeg og Paul Auster bor her, er ikke interessant,« mente Lethem, men han tager fejl, for Paul Auster gjorde om nogen Brooklyn til et sted og en identitet midt i det rod af identiteter, som vi fandt så fascinerende i 1980’erne.

Røg – et hjørne af verden

Han kunne skrive om et hjørne af verden, sådan et hjørne, vi alle er nødt til at have, om vi bor i en lille by eller en stor by eller helt ude på landet.

Paul Auster var til det sidste optaget af tilfældet. I sin store og vel ikke ubetinget vellykkede roman ”4-3-2-1” gennemspiller han temaet, som før ham blev skitseret i børnebogen om Anton Hannibald Olsen, der ikke gad at lære at læse og derfor valgte den forkerte vej. Eller – om man foretrækker det – hos Goethes Wilhelm Meister, hvor tårnselskabet styrer begivenhederne.

Men for Auster var det et tilfælde. Som i ”Tilfældets musik” – ”The Music of Chance”. Hans sørgmodige skæbnetro var altid mere europæisk end amerikansk. Han havde en gallisk nerve, havde boet i Paris som ung, oversatte fra fransk – og franskmændene elskede ham, som de elsker Woody Allen; franskmændene, som ellers elsker at hade amerikanere.

Det vrangvendte

Også i Danmark fik han venner, og forlæggeren Per Kofod kom til at stå ham så nær, at flere af hans bøger udkom i Danmark, før de kom i USA.

Og det holdt hårdt med udgivelsen.

”By af glas” blev afvist 17 gange, før den udkom på et amerikansk undergrundsforslag, for livet er fyldt af tilfælde, men heldet skal man jo også opsøge. Han har selv fortalt, hvordan lynet under en udflugt ramte en kammerat og slog ham ihjel, og det kunne have været ham, men det blev det altså ikke.

Til gengæld døde han af lungekræft, og det er jo et tilfælde og så alligevel ikke. Han fik diagnosen, lige efter han havde skrevet ”Baumgartner”, en roman om at blive gammel og om at være vred på døden.

»Jeg har altid gerne villet skrive ting, der er smukke og sande og gode, men jeg er også interesseret i at opfinde nye måder at fortælle historier på. Jeg vil vende alting på vrangen … Ligesom en arkitekt, der bygger et hus, hvor man kan se alle rør og ledninger. Jeg er fascineret af litteraturens kunstighed,« har han sagt om sit forfatterskab, der tæller 18 romaner plus det løse, herunder Brooklyn-filmen ”Smoke”.

Man kan kalde det postmodernisme, det er jo virkelig trættende, men man kan også kalde ”Forbrydelse og straf” for en slags kriminalroman. Det gjorde Auster selv.