Bruger du denne emoji? Slutter du dine beskeder med et punktum? Så vær opmærksom. Måske bliver du misforstået.

Min mor på 52 afslutter altid sine sms’er med et punktum, hvilket irriterer mig grænseløst, da det for mig virker aggressivt.

Min far, der er et år ældre, synes, at det er helt tilstrækkeligt blot at svare med »o.k.« eller med en tommelfinger op-emoji.

Min lillesøster mener, at jeg er »boomer-agtig«, når jeg bruger grine/græde-emojien (😂), hvilket jeg ikke forstår. Hvordan kan jeg være »boomer«, når jeg kun er 23?

Mine observationer deler vandene på redaktionen. Nogle kan genkende dele af det, mens én kollega højlydt pointerer, »at det jo bare er korrekt dansk tegnsætning«.

Men hvem har egentlig ret? Er der hold i min påstand om, at unge generelt opfatter det afsluttende punktum som værende aggressivt? Og er man »boomer«, hvis man bruger den famøse grine/græde-emoji?

For at finde svaret ringer jeg til Tina Thode Hougaard. Hun forsker i sprog og interaktion på sociale medier ved Aarhus Universitet og har udgivet en bog om emojis.

Min lillesøster mener, at jeg er »boomer-agtig«, når jeg bruger grine/græde-emojien. Passer det?

Tina Thode Hougaard er først og fremmest overrasket over, at fænomenet har ramt mig.

»Jeg er ikke stødt på lige netop det problem i min forskning, men jeg kan godt følge hvorfor. Det er i virkeligheden en meget enkel forklaring. Du bruger en emoji, som de helt unge associerer med den ældre generation. De vil ikke sættes i samme bås som dem og tager derfor afstand ved ikke at bruge de samme emojis. Det er helt klassisk inden for ungdomssprog generelt, at når et udtryk, som de unge føler, at de har patent på, bliver for populært. Så bliver det kikset i stedet for.«

Men hvorfor lige udtrykket »boomer«? Jeg tilhører jo ikke babyboomer-generationen?

»Udtrykket har ændret betydning. Det er gået fra at henføre til en bestemt generation til i stedet blot at betyde, at nogle eller noget er kikset.«

Så hvis jeg ikke skal tabe ansigt over for min søster, skal jeg lade være med at bruge emojis?

»Ja, det skal du klart reducere. Jeg ved ikke, hvor mange emojis du bruger, men det er rigtigt. Og det er allerede nogle år siden, at de unge begyndte at sige, at emojis er så meget last year , og at det er pinligt osv.«

Godt. Det er altså ikke, fordi min søster mener, at jeg er gammel. Jeg opfører mig bare kikset.

Jeg taler lidt videre med Tina Thode Hougaard om mine andre sproglige observationer og aversioner, og jeg spørger ind til de tre prikker, som en del folk på +30 har en tendens til at bruge i slutningen af deres sætninger. Det er i hvert fald min oplevelse.

En uskik, jeg opfatter som værende enormt passivt aggressiv.

Jeg kan ikke lade være med at læse prikkerne som en udeladelse af noget negativt, man gerne ville have skrevet, men ikke kan få sig selv til, så man lader det stå mellem linjerne, markeret af prikkerne.

»Det kaldes tøveprikker,« fortæller Tina Thode Hougaard.

Det begreb har jeg ikke hørt før. En hurtig googlesøgning afslører, at det også er kendt som ”udeladelsesprikker.” Oftest brugt i tiden før emojis, hvilket måske forklarer, hvorfor jeg aldrig har brugt dem selv.

Tina Thode Hougaard ved ikke så meget mere om emnet, men foreslår, at jeg ringer til hendes kollegaer Marianne Rathje eller Marianne Haugaard Skov.

Hvad siger du? Nå o.k. …

Marianne Haugaard Skov har forsket i sproglige generationsforskelle på de sociale medier og er ph.d.-studerende på Københavns Universitet.

Har du hørt, at særligt unge skulle finde tøveprikker passivt aggressive?

»Jeg har faktisk ikke selv arbejdet specifikt med tøveprikker, så det tør jeg ikke at sige så meget om. Jeg vil umiddelbart også tolke det lidt passivt aggressivt, at de viser, at der er noget mere at fortælle, men jeg har ikke arbejdet eksklusivt med det,« siger Marianne Haugaard Skov.

Ingen forskningsmæssige beviser, men i det mindste fik jeg lidt medvind, og med vinden i ryggen tryktester jeg min næste tese.

Min far svarer ofte bare »o.k.« på mine beskeder eller med en tommelfinger op-emoji, hvilket jeg føler, er et uacceptabelt svar. Han er uenig. Hvorfor?

»Det er jo det klassiske far-svar. Og det er jo lidt sjovt, fordi det er meget kort og præcist, og man forstår godt, hvad der menes, men på en eller anden måde, så opfylder det alligevel ikke de forventninger, som især unge mennesker har til en samtale gennem beskeder.«

Jeg ville aldrig selv skrive det. Det virker for mig upersonligt.

»Ja, men det er rigtigt. Det bliver nogle gange fremsat, som noget man som ung kan bruge for netop at vise, at man måske er lidt kold, eller hvis man virkelig vil understrege, at man faktisk er ligeglad, så kan man skrive det.«

Hvordan kan det være, at jeg opfatter en besked anderledes end min far?

»Fordi vi på tværs af generationerne har forskellige normer for, hvordan man kommunikerer. Som sociale individer er vi generelt gode til at tilpasse os hinanden, men vi har også nogle stiltræk, der siger noget om, hvilken generation vi tilhører, og hvad vi har af normer internt i den befolkningsgruppe,« forklarer Marianne Haugaard Skov.

Et koldt punktum

Den næste på listen er Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn og bl.a. forsker i aggressivt sprogbrug og sprog på sociale medier.

Min mor afslutter altid sine sætninger med et punktum, når hun sender en besked. Det synes jeg virker koldt og aggressivt. Hvorfor er der en kulturel forskel på, hvordan man opfatter det med punktummet i slutningen af en sætning?

»Det er ikke kun et dansk fænomen. Der er også blevet forsket i det i Tyskland. En af forklaringerne er, at unge mennesker ikke forstår, hvorfor punktummet bliver sat. Fordi sætningen er jo slut, så det er ikke nødvendigt at vise, at en sætning er grammatisk afsluttet i form af et punktum. Og derfor tolker man så på punktummet i stedet og leder efter en mening. Punktummet oversættes hos unge mennesker til, at beskeden virker aggressiv, sur eller kold.«

»En anden teori er, at det måske stammer fra da ens forældre i barndommen sagde, at ”nu gider vi ikke snakke mere om det. Punktum.” Dermed er det blevet en aggressiv ting i unges bevidsthed, at det er slut nu, og alt er ovre, og der er ikke flere forhandlingsmuligheder,« siger Marianne Rathje.

Når jeg snakker med nogle af mine lidt ældre kolleger, siger de, at det er jo ”bare” er korrekt dansk at sætte punktum i sine tekstbeskeder. Og hvis man skal lege djævlens advokat, kan man jo også spørge, om det ikke udvander det danske sprog?

»Det er jo den klassiske diskussion. Der er altid en frygt for, at ungdommen ødelægger sproget på en eller anden måde, fordi den gør ting, der i hvert fald ligger uden for retskrivningen. Men det, man skal tænke på, er, at de unge er meget bevidste om, at der er forskel på at skrive med deres venner og at skrive en stil i skolen eller skrive med deres forældre eller bedsteforældre. Der er også eksempler på, at de faktisk ændrer den måde, de kommunikerer på, alt efter hvad formålet er, og hvem de kommunikerer med.«

Jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt at høre Marianne Rathje om tøveprikkerne.

»Man brugte meget tøveprikkerne i starten af tiden med de sociale medier, hvor det blev brugt lidt som i skriftsproget. Til at opbygge spænding eller til at vise, at der mangler noget i sætningen. Men du opfatter det som aggressivt, ligesom et enkelt punktum virker aggressivt, eller?«

Ja, men det er mere specifikt passivt aggressivt, som om man bevidst vil prøve at provokere lidt, når man skriver det.

»Interessant. Det er nyt for mig, men jeg tror simpelthen, at generationerne bare har en forskellig opfattelse af dem. Og der er jeg på ældreholdet her, men hvor unge så åbenbart opfatter det, som om der er et eller andet galt. Det lyder nærmest som en udvidelse af det der aggressive punktum.«

Ja, præcis. Tak for snakken, Marianne!

Det virker til, at jeg har stødt panden mod muren. Jeg kommer ikke længere i min research på tøveprikkerne. Sprogforskerne kender ikke til fænomenet …

Alligevel er der tegn på, at jeg ikke er alene med min opfattelse. Så har denne artikel alligevel ført til et eller andet.

I fremtiden kommer jeg i hvert fald til at skære ned på mit emoji-forbrug. Og måske være mere tilgivende, når mine forældre fortsat svarer med »o.k.« og afslutter med punktum.

De er trods alt bare fra en anden tid.