»Hver gang jeg får et brev eller en besked fra det offentlige, giver det mig et mindre nervesammenbrud«
Knud Romer elsker danskernes selvironi. Den udligner forskellene mellem mennesker og sparker vores selvhøjtidelighed ned. Ingen er mere værd end andre, og når dagen slutter, har vi allesammen bremsestreger i underbukserne, siger den bogaktuelle forfatter i Jyllands-Postens serie "Åh, Danmark".
Hvilket sted i Danmark holder du mest af?
»Jeg elsker min hjemstavns landskaber. Vi havde ikke fjernsyn derhjemme, så jeg væltede rundt i høstakke, cyklede gennem skovene, kravlede rundt på havnens bolværk og fik splinter i knæene. Verdens centrum er der, hvor man bor, og hvis man vokser op i Nykøbing Falster, som jeg gjorde, eksisterer København ikke. Komikken er, at fænomenet udkant kun eksisterer, fordi de magtfulde bor i København. Men når politikerne taler om udkant, findes der et sted, som fuldstændig kan nakke denne vanvittige tankegang. Det er Skejten på Lolland, som er Danmarks mest velbevarede stenalderlandskab. Fuld af kampesten, gamle egetræer og sumpet jord. Man kan nærmest ikke bukke sig ned uden at finde en pilespids eller en stenøkse. Skejten ligger bag Fuglsang Gods, som er et smukt, gammelt slot med voldgrave og åkander hele vejen rundt. Da jeg var dreng, afholdt de kammerkoncerter på godset om søndagen, så jeg cyklede derud for at lytte til musik af Ravel og Debussy, mens jeg drømte om at være fin og fornem. Man skal vide, hvad der findes, for at kunne stræbe efter det, og min barndoms søndage med lysekroner, krystalspejle, ægte tæpper og store oliemalerier med guldrammer var med til at give mig en længsel efter skønhed.«
