Der er fortsat musik, der venter på Karsten Vogel
80 år: I over 50 år har musikeren og komponisten Karsten Vogel fyldt de danske hjem med musik.
Musiker, komponist, radiovært og orkesterleder.
Den anerkendte musiker Karsten Vogel har i årtier fyldt den danske musikscene med alt fra jazz til rock, og han prøvede første gang kræfter med musikken som seksårig, da hans forældre fattede interesse for den optagevogn, der kørte rundt i hans barndomskvarter i Emdrup.
»Mine brødre og jeg sang ”I østen stiger solen op” på den ene side af lakpladen, mens mine forældre sang på den anden. Jeg har stadig pladen i dag, for den slags skal man passe på,« siger Karsten Vogel.
I slutningen af 1950’erne spillede han som saxofonist ny jazz i adskillige grupper.
Den store succes kom med dannelsen af rockbandet Burnin Red Ivanhoe i 1967. Bandet vakte også interesse i udlandet og har både spillet med navne som Jimi Hendrix og Black Sabbath.
Selv om der har været udskiftning i truppen, spiller bandet stadig koncerter og udgiver musik i dag.
Karsten Vogel har indspillet mere end 75 lp’er og cd’er, og ud over Danmark har han spillet koncerter i Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Tyskland, England, Scotland, Frankrig, Letland, Grækenland, USA, Indien, Japan og Dubai.
I 80’erne og 90’erne arbejdede Karsten Vogel sideløbende i Danmarks Radio som programvært, konsulent og underviser og som chef for Diskoteket.
Derudover har musikeren og komponisten både udgivet musik som soloartist og taget del i et hav af musikalske samarbejder med andre kunstnere.
I 1980 udgav han H.C. Andersens fortælling ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre” fortolket i en suite. Teksten blev oplæst af skuespiller Frits Helmuth.
De to nåede at have et 24 år langt samarbejde, inden Frits Helmuth gik bort i 2004.
Det er et værk, som ligger musikerens hjerte særlig nært.
»Det har ramt nogle stemninger, fordi der ikke findes noget tilsvarende. Når jeg støder på den, tænker jeg, ”hold da op, kunne jeg virkelig finde ud af det.«
Selv om Karsten Vogel har gjort meget af det, som han gerne ville som musiker, pusler han stadig med nye udgivelser.
»Der er altid noget, som man ikke har fået lavet endnu. Jeg kan ikke forlade musikken, før jeg har lavet det. Det venter på mig,« siger 80-års fødselaren.
Hans engagement for at skabe musik er blevet honoreret med flere stipendier igennem tiden, herunder Statens Kunstfonds hædersydelse.
80-års dagen fejrer musikeren sammen med 10 af de nærmeste venner på en god restaurant, inden han et par dage efter afholder en større fest for familien.
/ritzau/