Mads Mikkelsen har hovedrollen i ny storfilm fra Zentropa
Instruktøren bag "En Kongelig Affære" går sammen med toppen af dansk film i det historiske drama "Kongens Land", som forventes at lande i biograferne næste år.
Til efteråret begynder optagelserne til Nikolaj Arcels næste storfilm, som har arbejdstitlen ”Kongens Land”. Anders Thomas Jensen er medforfatter, og i hovedrollerne er Mads Mikkelsen og Amanda Collin.
”Kongens Land” er inspireret af virkelige hændelser og baseret på Ida Jessens anmelderoste bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara” fra 2020, som handler om kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark.
»Jeg blev stærkt betaget af Ida Jessens fantastiske roman og følte instinktivt, at jeg med denne historie kunne kaste mig ud i et helt nyt og spændende filmsprog. Vi har med ”Kongens Land” sat os for at skabe en nervepirrende og moderne storfilm, der omfavner mørket, humoren, afmagten, blodet, sveden og galskaben i historien, og som kommer helt tæt på hedens stædige pionerer og deres fjender,« udtaler Nikolaj Arcel i en pressemeddelelse.
Året er 1755. Det er Frederik V’s højeste ønske at kolonisere den sidste utæmmede del af hans rige, den enorme jyske hede. Den stålsatte, forarmede kaptajn Ludvig Kahlen trodser alle råd og begiver sig alene afsted for at opdyrke og kolonisere heden og får sig undervejs en fjende i den afstumpede godsejer Frederik de Schinkel, som vil gøre alt for at tvinge Kahlen væk. Men da den bortløbne husholderske Ann Barbara søger tilflugt hos Kahlen, formes et ubrydeligt bånd, og sammen tager de to kampen op.
Genforening i toppen af dansk film
Mads Mikkelsen skal spille hovedrollen som Kahlen og genforenes med Nikolaj Arcel for første gang siden rollen som Struensee i ”En Kongelig Affære.” I rollen som den handlekraftige Ann Barbara er Amanda Collin, som fik sit gennembrud i Christian Tafdrups parforholdsgyser ”En Frygtlig Kvinde” fra 2017. Siden da har hun haft hovedroller i filmatiseringen af ”Undtagelsen,” begge sæsoner af Ridley Scotts dramaserie ”Raised by Wolves” på HBO Max og er aktuel i Paprika Steens ”Fædre & Mødre” senere på året. Resten af det store cast vil blive offentliggjort senere.
Filmen er produceret af Zentropa og har et budget på 58,5 millioner kroner.
Udover ”En Kongelig Affære” har Nikolaj Arcel instrueret biografsucceser som ”Kongekabale” og ”Sandheden om mænd.” Derudover er han manuskriptforfatteren bag de fire Afdeling Q-film ”Kvinden i buret,” ”Fasandræberne”, ”Flaskepost fra P” og ”Journal 64.”
Optagelserne går i gang 5. september i Jylland, Tyskland og Tjekkiet, og filmen forventes at få biografpremiere i efteråret 2023.