Manuskriptforfatter og instruktør Søren Balle fik idéen til DR's påskeserie "Det Forsvundne Ravkammer" på vestkysten
Aktuelt portræt: Manuskriptforfatter og instruktør Søren Balle voksede op ved den jyske vestkyst og vender tit tilbage til området, når han skal finde inspiration til nye værker. Blandt bunkerne på stranden tog handlingen til DR’s nye spændingsserie i Påsken "Det Forsvundne Ravkammer" form i hans hoved.
Da manuskriptforfatter og instruktør Søren Balle skulle udtænke handlingen til DR’s premiereaktuelle påskeserie, ”Det Forsvundne Ravkammer”, tog han i arbejdseksil i sine forældres sommerhus i Blokhus.
På sine lange gåture langs stranden snublede han bogstaveligt talt over bunkerne fra Anden Verdenskrig.
»Det var oplagt at lade serien udspille sig her blandt bunkerne, der ligger og synker ned i sandet. Filmisk er de meget effektfulde. De gemmer på historie og hemmeligheder fra en svunden tid, og det satte gang i mine idéer til spændingsserien,« siger han.
Det rå nordvestjyske havmiljø gnavede sig ind i Søren Balles sjæl, allerede da han var barn.