Malede Anna Ancher et af sine mest kendte malerier på en nu faldefærdig gård i Jerup?

I de fleste familier vandrer der fortællinger om tidligere generationers oplevelser og bedrifter. For nogle er det fortællinger om heltegerninger under kriser. For andre er det stolte fortællinger om kløgtige forfædre, som begik sig driftigt inden for deres erhverv.

For Hans Arp er det fortællingen om en af Danmarks mest berømte kunstmalere Anna Ancher og Arp-familiens gård i Jerup, der er udvekslet gennem generationer. Men indtil i dag har ingen rigtigt kunnet finde ud af, om den var sand.

Vi besøger Hans Arp i hans hjem i Frederikshavn. Han er pensioneret autoforhandler og bor på en stille villavej sammen med hunden Krumme.

Tilfældigheden i Jerup

I stuen hænger et billede, en plakat, fra Skagens Kunstmuseer. Plakaten er en kopi af Anna Anchers billede ”I middagsstunden”. Billedet forestiller en blå dørkarm, der adskiller to rum. I rummet, i maleriets forgrund, er der en væg i grønne og lyserøde farver. Rummet i maleriets baggrund er gulligt, mens lyset, der trænger ind, indikerer, at solen skinner igennem nogle vinduer. På hver side af dørkarmen står et par træsko med spidse næser. Det ene par er en anelse større end det andet.

»Det mindste par træsko forestiller min fars træsko, da han var fire år gammel,« fortæller Hans Arp.

Hans Arps far, Jens Peter Arp, er vokset op på familiens gård i Jerup, en lille by på godt 600 indbyggere, der ligger 12 km nordvest for Frederikshavn. Jens Peter Arp har fortalt, at skagensmaleren Anna Ancher besøgte familiens gård i Jerup omkring 1914. Det skulle være sket, efter at Anna Ancher havde holdt en fest i Skagen for nogle kunstnervenner. For at komme hjem skulle gæsterne til Frederikshavn med Skagensbanen.

Dengang, på det tidspunkt af året, holdt der altid et tog fyret op og klar til afgang i tilfælde af, at skibene returnerede med et læs fisk, der skulle fragtes til Frederikshavn, så de kunne sælges havfriske. Kunstnerne lejede sådan et tog, og Anna Ancher ville sammen med manden, Michael Ancher, følge deres gæster lidt på hjemvejen og steg derfor med på toget. De hoppede af i Jerup, hvorfra de ville tage det næste tog hjem til Skagen. Ventetiden slog de ihjel ved at gå en tur.

»De kommer forbi mine bedsteforældres og fars gård. Den ene bygning ved gården var et tørvehus bygget med træskelet af lyngtørv og græstørv. Sådan et havde Anna Ancher aldrig har set før,» fortæller Hans Arp.

»Anna Ancher var betaget af tørvehuset, og hun besluttede at male et billede af min oldemor siddende foran det med sit store tørklæde.«

Træsko i regnbuens farver

En dag kom Anna Ancher derfor tilbage for at male Hans Arps oldemor, Anna Madsine. Hun havde bl.a. en stor malekasse med malingtuber i alverdens farver og pensler i alle størrelser. Malekassen fortryllede Jens Peter Arp.

»Min far var jo blot en bette klør og meget nysgerrig. På det tidspunkt var børn nok ikke mere lydige, end de er i dag,« klukker Hans Arp.

Jens Peter Arp kunne ikke holde fingrene for sig selv og blev ved med at pille ved malerindens kasse på trods af flere formaninger fra sin mor. Anna Ancher tog Jens Peter Arp op på sit skød og lovede ham, at hun ville male hans træsko, hvis han gjorde, som hans mor fortalte.

»Min far blev ellevild. Han forestillede sig sine træsko i de flotteste farver og lovede at opføre sig ordentligt,« fortæller Hans Arp.

»Han blev derfor også lidt skuffet, da han fandt ud af, hvad malerinden mente med at male hans træsko,« beretter han.

Anna Ancher mente nemlig, at hun ville portrættere træskoene fremfor at farvelægge dem.

Anna Ancher blev aldrig færdig med billedet af Anna Madsine, men hun vendte tilbage til gården flere gange for at male billedet af Jens Peter Arps træsko færdigt i det maleri, der endte med at hedde ”I middagsstunden”. Sådan lyder den historie, der er blevet overleveret til næste generation.

Røverhistorie

»Når jeg har fortalt den historie i lidt større kredse, har der været så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden,« siger Hans Arp.

»Folk har syntes, at det er en vældig god historie, men måske også for god til at være sand.«

Arp-familien har i løbet af årerne forsøgt at få historien bekræftet. De har skrevet til Skagens Kunstmuseer, som bl.a. har museet Anchers Hus og Sorø Kunstmuseum , som ejer selve billedet ”I middagsstunden,” men uden at få et brugbart svar.

Gården i Jerup har stået tom de seneste år og blev for nylig købt af den pensionerede bankdirektør Jens Ole Jensen. Han vil rive gården ned for at bruge området til jagt og landbrug. Sammen med Hans Arp besøger vi Jens Ole Jensen for at se på gården sammen, inden den skal væltes.

Grunden til, at Hans Arp, Jens Ole Jensen og to personer fra Jyllands-Posten overhovedet er på vej til en gård i Jerup, skyldes en ihærdig person, der ved et tilfælde hører om Hans Arps historie. Den ihærdige person hedder Jesper Carlsen, en pensioneret højskolelærer med interesse for lokalhistorie.

Jesper Carlsens ihærdighed skal vise sig at være et held for Hans Arp og hans familie, som gerne vil have deres fortælling registreret i museernes arkiver.

Tilfældigheden i Jerup

Jesper Carlsen var egentlig i gang med at samle materiale til en lokalhistorisk billedbog om Jerup. Han bor i Aarhus, men er ligesom Hans Arp og Jens Ole Jensen også vokset op i Jerup.

»Det var lidt tilfældigt, jeg stødte ind i Arps gamle gård, mens jeg var i gang med at opspore mine egne rødder. Den forladte gård står nærmest intakt som et levn fra starten af det forrige århundrede. Det synes jeg var interessant, så jeg kontaktede den nye ejer, Jens Ole Jensen,« forklarer Jesper Carlsen

Jens Ole Jensen fortæller historien om Anna Anchers billede fra gården. De to bliver enige om, at historien er for god til at man kan rive gården ned, før museerne har haft mulighed for at se stedet an.

»Historien er jo sød, og det er sjovt for folk i Jerup, at byen har haft denne forbindelse med skagensmalerne. Vi blev enige om, at familien Arps fortælling fortjener opmærksomhed,« siger Jesper Carlsen.

Han kontakter derfor selv Sorø Kunstmuseum og Skagens Kunstmuseum med Hans Arps beskrivelse og fotos af den afbillede dør. Men forgæves. Museerne finder materialet interessant, men efterlyser dokumentation og understreger, at de hovedsageligt koncentrerer sig om maleriernes kunstneriske udtryk.

Amatørerne til værks

Gården har været ubeboet i mange år. Den er ikke forbundet til kloaksystemet, og den eneste kilde til vand er fra en rød vandpumpe i støbejern, som står foran huset. Den nordvendte gavl ser ud, som om den har været udsat for en eksplosion, og når vindstødene rammer ståltaget, løfter det sig og giver et brag, når det falder på plads. Indenfor er naturen ved at tage over. Ruderne er knuste, og græsstrå trænger under terrassedørens nederste liste.

Jesper Carlsen, Hans Arp og Jens Ole Jensen mødes på gården, får gennemfotograferet den og finder flere detaljer, som stemmer overens med maleriet. Lysindfaldet, gulvbelægningen, en afblændet dør, loftsbjælker af vragtømmer og vigtigst af alt skraber de i væggen og finder rester af blå maling på karmen og den specielle lyserøde og grønne maling på væggen.

Jesper Carlsen sender dokumentationen til museerne. Skagens Kunstmuseum svarer, at det er interessant, men at de desværre ikke kan be- eller afkræfte historien. Som et sidste forsøg på at få historien fortalt, skriver han til Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten kontakter Sorø Kunstmuseum og hører, om det ikke har lidt tid til at kigge på historien. Det lover det at gøre.

»Fra en gård i Jerup«

Få dage senere vender Sorø Kunstmuseum tilbage. De har fundet noget interessant. De erhvervede maleriet i 1978-1979. Ved erhvervelsen gjorde museet nogle bemærkninger om maleriet. Der var bl.a. en note bag på billedet. På denne note står der:

»I middagsstunden, interiør med to par træsko fra en gård i Jerup.«

Elisabeth Fabritius er kunsthistoriker og freelance seniorforsker, hvor hun bl.a. er tilknyttet Skagens Kunstmuseer. Hun har skrevet en bog om Anna Ancher og er i gang med nummer to. Hun har set dokumentationen, og for hende er der ingen tvivl om Hans Arps historie.

»Kombinationen af lyserødt, blåt og gult er ret mærkværdig. Efter at have set farveafdækningen er jeg overbevist om, at historien er sand. Det er morsomt, at der er nogle, som finder det rigtige sted, og det kommer for dagen, så vi andre kender adressen på gården,« fortæller Elisabeth Fabritius.

Helle Brøns, museumsinspektør i Sorø Kunstmuseum, mener også, at historien er ret sandsynlig.

»Jeg er da overbevist om, at det er den gård, selv om det ikke kan endeligt bevises. Men som kunsthistoriker er jeg mere interesseret i, hvad billedet gør ved folk,« siger hun.

Køligt jysk

De to par træsko i billedet forestiller efter alt at dømme Hans Arps fars og bedstefars fodtøj. Fortolkninger af billedet har overvejet, om det kunne være et par dametræsko og et par herretræsko, og om manden og damen havde stillet dem for at tage en pause fra dagens gerninger og hygge sig i soveværelset. Den slags fortolkninger bliver der stadig rig mulighed for.

»Det væsentligste i billedet er lyset, stemningen og farverne. Vi fortæller gerne historien om træskoene, men det bliver ikke nødvendigvis noget, vi skriver ved billedet. Vi er interesserede i at få folk til virkelig at se billedet og ikke bare tænke ”Nå, men det er en fars og søns træsko” og så gå videre. Billedet har jo ikke så meget fortælling i sig selv og giver derfor mulighed for, at folk digter med, tænker og lægger en masse ting i de to par træsko – det vil vi gerne holde åbent,« siger Helle Brøns, der er museumsinspektør i Sorø.

Det, Hans Arp, Jesper Carlsen og Jens Ole Jensen ville, var, at historien blev noteret og gemt i arkiverne, så den ikke forglemmes, når gården i Jerup forsvinder.

Det lykkedes.

»Vores anstrengelser har båret frugt. Sorø Kunstmuseum har nu anerkendt og arkiveret historien til brug ved forskning og formidling af det kendte maleri,« siger Jesper Carlsen.

Hans Arp er også glad. Selv om han udtrykker det på køligt jysk.

»Det var jo det, vi godt ville have.«

”I middagsstunden” kan i øjeblikket opleves i Anchers Hus i Skagen. Gården i Jerup kan kun opleves kort tid endnu.