Reaktionerne kom for sent, da en influenza-pandemi hærgede i 1918

Da stenhuggeren i den sydsjællandske stationsby Haslev på den høje gravsten havde indhugget navnet på byens højt respekterede læge, Ove Bruun-Pedersen, var det ikke eneste navn på granitstenen.

Lægen døde som 70-årig tirsdag den 16. december 1941 , og da havde han i 22 år levet alene tynget af de dystre minder om den voldsomme tragedie, der ramte hans familie.

En iskold mandag i januar 1919 måtte lægen begrave både sin kone og sine tre små børn på henholdsvis syv, fire og tre år.

Alle fire var i løbet af blot fire dage døde af det, der gik under betegnelsen Den Spanske Syge – influenza-pandemien, der fra 1918 til 1920 hærgede verden. Pandemien tog på verdensplan livet af over 50 millioner mennesker. Til sammenligning blev de civile og militære tab efter Første Verdenskrig opgjort til omkring 20 millioner.

I Danmark tog Den Spanske Syge livet af omkring 15.000 mennesker, hvilket svarer nogenlunde til det daværende antal indbyggere i for eksempel Helsingør. Selv om lægefamiliens triste skæbne derfor så langtfra var enestående, kan gravstenen på kirkegården i Haslev på nogle måder opfattes som et symbol på de ufatteligt mange tragedier, der fulgte efter den voldsomme influenza-pandemi.

Efter at have mistet hele sin familie valgte lægen, der af mange siden blev beskrevet som både tavs og indadvendt, at bo alene og fortsætte sin lægegerning. Under den voldsomme epidemi lå Ove Bruun-Pedersen vandret i luften for at hjælpe folk, der var blevet ramt af sygdommen, og han gjorde alt for at hjælpe syge i sin konsultation i Vestergade, i private hjem og på det nødhospital, der i Haslev var indrettet i byens gamle møllebygning.

Efter at have begravet sin kone og tre børn måtte han også leve videre i visheden om, at det sandsynligvis var ham selv, der havde smittet sin familie.

Et af de første danske ofre for Den Spanske Syge var i øvrigt Harriet Margit Bührsch, der var gift med den daværende birkedommer på Samsø. Hun døde, ifølge et samtidigt avisreferat blandt andet bragt i Morsø Folkeblad, under et ferieophold i København onsdag den 10. juli 1918.

Flere paralleller til corona-situationen

Skønt den aktuelle coronavirus medicinsk ikke er direkte relateret til den virus, der udløste pandemien i 1918, findes der flere paralleller til den måde, som verdenssamfundet reagerede på dengang og nu, men heldigvis er der også en lang række markante forskelle på, hvordan en pandemi tackles i 2020 i forhold til for 100 år siden.

Helt basalt kendte man i 1918 ikke til den virus, der udløste pandemien, hvorfor der - ligesom tilfældet er med den aktuelle corona-virus - ikke fandtes nogen vaccine eller en effektiv kur mod sygdommen.

Ud over at være den hidtil værste influenza-pandemi i historien hører Den Spanske Syge også til blandt de mest dødelige pandemier nogensinde kun overgået af tuberkulose, pest og kopper. Hvad angår tuberkulosen, estimeres det, at den fra omkring 1700 og frem til 1900 kostede omkring en milliard mennesker livet.

Den Spanske Syge brød ud i en tid, da verden var i knæ efter Første Verdenskrig. Både sundhedssystemet, de sociale forhold og informationsniveauet var dengang markant anderledes end i dag.

På spørgsmålet om, hvorvidt verden igen kan blive ramt af en pandemi af samme enorme dimensioner som Den Spanske Syge, svarer forfatteren, lægen og historikeren Hans Trier, der i 2018 udgav bogen ”Angst og Engle” om Den Spanske Syges hærgen i Danmark, klart ja:

»På grund af mutationer er der altid mulighed for, at der opstår en ny influenza-variant med samme styrke som den, der udløste Den Spanske Syge. Men i dag kan vi tage vores forholdsregler, idet vi ved meget mere om vira. Og set i lyset af dette vil en lignende virus i dag næppe få samme konsekvenser som i 1918.«

Også forfatteren og journalisten Tommy Heisz har i bogen ”Den Spanske Syge” (2018) beskæftiget sig indgående med, hvordan pandemien dengang berørte alle i det danske samfund, og ligesom tilfældet er med Hans Trier, tager også Tommy Heisz udgangspunkt i, hvordan helt almindelige mennesker oplevede konsekvenserne af Den Spanske Syge.

Om risikoen for, at verden vil opleve en pandemi af samme størrelse som i 1918, siger Tommy Heisz til Jyllands-Posten:

»Verden er en helt anden i dag. Set i et europæisk perspektiv var det historisk uheldigt, at en pandemi i 1918 spredte sig efter fire års ødelæggende krig. Mange steder var der hungersnød, og folks immunforsvar var helt i bund.

Sådan var det dog ikke i Danmark, men vi var økonomisk hårdt ramt af krigen, og der var knaphed på alt. Rigtig mange danskere var fattige og dermed ringe polstret mod at blive ramt af sygdom.«

Med til det samlede billede af situationen i Danmark hører også, at mange arbejdere boede stuvet sammen i små lejligheder og havde deres daglige gang på fabrikker og værfter, hvor de hver dag var omgivet af et mylder af arbejdere. Hvad angår lidt længere distancer, var toget den suverænt mest udbredte transportform.

I 1918 blev der grebet ind for sent

Vores måde at leve på dengang har mange lighedspunkter med den måde, vi lever på i dag, mener Tommy Heisz:

»I dag er vi dobbelt så mange danskere som i 1918, og mange har i dag nogle sociale mønstre, hvor vi er kontakt med mange flere fremmede mennesker hver dag, men dengang bevægede folk sig meget rundt mellem hinanden, og det gør vi jo også i dag.«

En afgørende forskel på dengang og nu er ifølge forfatteren den måde, hvorpå myndighederne tackler den alvorlige situation.

I 1918 havde myndighederne ikke en klar plan for, hvordan man skulle tackle pandemien. De første politiske indgreb kom dengang først så langt inde i forløbet, at det reelt var for sent at gøre noget effektivt.

»I oktober og november 1918 lukkede man nogle skoler, biografer og teatre og opfordrede folk til ikke at forsamles. Men da var spredningen allerede så omfattende, at det er tvivlsomt, hvor stor effekten har været.«

Blandt de mange grunde til, at Den Spanske Syge spredtes så hurtigt, kan også være, at samfundet – befolkningen – i den grad stod sammen for at hjælpe og støtte de syge, og at der i den forbindelse ikke blev tænkt så voldsomt meget over smittefaren.

Brød ud i militærlejr i USA

I modsætning til den aktuelle corona-pandemi, der med sikkerhed brød ud i Wuhan-provinsen i Kina omkring årsskiftet, hersker der nogen usikkerhed om, hvorfra den virus, der satte gang i Den Spanske Syge, stammer, men der er dog bred enighed om, at de første udbrud fandt sted i USA.

En af de første – måske den første – der blev diagnosticeret med sygdommen, var den 28-årige værnepligtige kok Albert M. Gitchell, der i Camp Funston, som er en del af den meget store militærlejr Fort Riley i Kansas, i begyndelsen af marts 1918 havde været beskæftiget med slagtning af kyllinger, hvorfra den virus, der udløste pandemien, stammer.

Albert M. Gitchell overlevede influenzaen, men i løbet af få dage var flere hundrede soldater omkring ham blevet smittet. Soldaterne blev ofte flyttet fra lejr til lejr i Fort Riley, hvorfor smitten spredtes som en steppebrand, og da USA i sommeren 1918 sendte 10.000 soldater til Europa, bragte disse smitten med til Frankrig, hvorfra den lynhurtigt spredte sig til Europa og resten af verden.

Da Spanien ikke var part i Første Verdenskrig, var pressen fri, og de første beretninger om den voldsomme pandemi nåede resten af Europa fra Spanien, der også var meget hårdt ramt af det, der hurtigt fik betegnelsen Den Spanske Syge. Selv den spanske konge Alfonso XIII blev ramt af sygdommen, men overlevede.

Det estimeres, at omkring 45.000 amerikanske soldater bukkede under for pandemien, og til sammenligning kan det nævnes, at omkring 53.000 amerikanske soldater faldt i kamp på fronterne i Europa.

Hjemme i USA blev antallet af ofre for pandemien opgjort til omkring en halv million. Blandt dem var i øvrigt også præsident Donald Trumps farfar, rigmanden Frederick Trump, der var tysk indvandrer. Han døde som blot 49-årig i 1918, men dette til trods har præsident Trump for nylig til CNN udtalt, at han ikke kender nogen, der er døde af influenza.

I dag er alle medier proppet med informationer om corona-situationen, og i den forbindelse florerer også misinformation.

Rygter og misinformation

»Dengang var der også meget misinformation, men det handlede herhjemme primært om, at medierne viderebragte alle mulige historier fra især udlandet om sygdommen. Samtidig så man mange annoncer for midler, som man hævdede kunne bremse smitten, og det handlede blandt andet om tobaksvarer og gurglemidler,« siger Hans Trier, der dog understreger, at pressen også loyalt viderebragte information fra myndighederne.

Om informationsniveauet dengang og nu supplerer Tommy Heisz:

»Misinformation trivedes også i stor stil i 1918. Dette i form af mange rygter i omløb, og dengang var det meget svært for myndighederne at modargumentere, idet man ikke havde en klar kanal ud til befolkningen. Men det er også vigtigt at se det hele i et historisk lys. Dengang undervurderede man jo, hvor farlig Den Spanske Syge var. I dag er der langt større udveksling af viden på tværs af grænser mellem forskere og myndigheder. Personligt synes jeg, at det er opløftende, at man har lært af historien og i dag er langt mere proaktiv i kommunikationen.«

Hvad angår det globale dødstal for Den Spanske Syge, hersker der nogen usikkerhed, og selv om det mest udbredte estimat som nævnt siger omkring 50 millioner døde, er der forskere, der hævder, at tallet snarere lå på omkring 100 millioner.

»Usikkerheden skyldes blandt andet, at man ved meget lidt om dødsårsagsstatistik i lande som for eksempel Indien og Kina, der blev meget hårdt ramt af Den Spanske Syge«, siger Hans Trier.

Tilbage på kirkegården i Haslev

Tilbage på kirkegården i Haslev, hvor familien Bruun-Pedersens gravsted blot vidner om en lille del af den tragedie, der ramte hele Danmark under Den Spanske Syge.

Gravstedet og den historie, det rummer, kan på mange måder ses som et symbol på Den Spanske Syges hærgen i Danmark.

»Historien om lægefamilien udtrykker de værst tænkelige konsekvenser af Den Spanske Syge. Måske er det mere stenen end historien, der kan siges at være et symbol, men de summariske oplysninger på stenen rummer jo i sig selv også historien bag,« siger Hans Trier, og han slutter:

»Stenen siger jo også indirekte – årsagen til dødsfaldene angives ikke – at katastrofen med Den Spanske Syge mere eller mindre er gået i glemmebogen.«

Da pandemien ebbede ud i løbet af foråret 1920, blev der på samfundsplan ikke længere talt om eller skrevet nævneværdigt i aviserne om sygdommen, der måtte vige for nye store emner som for eksempel vejen frem mod Genforeningen i 1920.