Vinderen af Nordens største litteraturpris: »Der er ingen normale lykkelige ægtepar i mine bøger«

OSLO

Det nordiske mørke lå tungt over Oslofjorden, da Nordisk Råds Litteraturpris blev uddelt tirsdag aften, og mørket gik igen i det svært melankolske kandidatfelt, hvor betragtninger om selvmord fyldte godt op i handlingerne. Men for islændingen Auður Ava Ólafsdóttir, der modtog den eftertragtede pris i den norske hovedstad, var mørket slet ikke det centrale i romanen ”Ar”.

»Min hovedperson planlægger sit selvmord, men det er kun ét plan i bogen. Essentielt handler den om lyset, om rejsen fra mørke til lys. Den prøver at sætte et lys ind i en mørk verden.«

Ved en gallafest i Oslos Operahus overrakte den norske kronprinsesse Mette-Marit det eftertragtede gennemsigtige trofæ til den 60-årige Ólafsdóttir, der dermed blev den femte islandske prismodtager i løbet af de seneste 30 år. Det er en flot statistik for et land med 330.000 indbyggere.

Handymandens sang

”Ar” handler om en boremaskine. Nærmere bestemt den boremaskine, som hovedpersonen, den midaldrende og skilsmisseknækkede Jonas Ebeneser (navnesammenfaldet med den berømte gnavpot Ebenezer Scrooge i ”Et juleeventyr” er næppe tilfældigt), tager med på sin rejse til et borgerkrigshærget land. Den skal bruges til at skrue en krog i loftet, som han kan hænge sig i, men i stedet bliver den nyttig, da hans nye naboer finder ud af, at tilflytteren er ferm til at fikse ting.

»Handymanden er en arketype for islandsk maskulinitet,« siger Ólafsdóttir.

»Det er mænd, der kan reparere alt og ordne det hele, undtagen sig selv. Min ide var at sende ham ud i verden som en islandsk fredsdue. Ikke for at redde verden, det er for stor en opgave for én mand, men for at hjælpe. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.«

Navlebeskuende prosa

Auður Ava Ólafsdóttir er en af sit hjemlands anerkendte forfattere. Hun er lektor ved Institut for Kunsthistorie på universitetet i Reykjavik og har tidligere været leder af kunstmuseet samme sted.

De danske læsere blev introduceret til hende med romanen ”Stiklingen” (2009), som blev et læserhit i Frankrig, hvor hun har boet og studeret tidligere. Senest har vi fået romanen ”Svaner bliver ikke skilt” (2016), hvori en kvinde bliver forladt af sin mand, der springer ud som homoseksuel.

»Der er ingen normale lykkelige ægtepar i mine bøger. Lykke er godt, men den er også ens for alle. Ulykke, derimod, er individuel, og den gemmer altid på en historie,« siger hun.

Bogen, som nu er skrevet ind i nordisk litteraturhistorie og tilmed indbringer forfatteren 350.000 kr. handler, som titlen antyder, om ar.

I åbningsscenen er den kriseramte Jonas til tatovør, en specialist i at dække ar med blæk. Rovfuglevinger er meget populære, fortæller han. Først overvejer Jonas at få tusset en boremaskine, men ender i stedet med en rose over brystet. Det er lige så ømt, som det er sjovt.

»Vi har alle ar,« siger Ólafsdóttir.

»Navlen er vores oprindelige ar, den er vi alle født med, og der er megen navlebeskuelse i vores del af verden. Jeg har læst, at der er udgivet seks millioner selvhjælpsbøger i Vesten. Seks millioner! Jeg ville vende navlebeskuelsen om og se på vigtigheden af de gode gerninger. Betydningen af at gøre noget godt for andre. For det er den eneste vej til glæde og forandring.«

Ord er farlige

I sin takketale skelnede prisvinderen da også mellem gode ord og gode gerninger, mellem at gøre noget og sige noget, og det er en kæphest for hende, fortæller hun.

»Som forfatter er jeg skeptisk over for ords evne til at videregive mening. Sprog skulle danne broer og skabe forståelse, men i stedet bruges det til at tilrane magt og retfærdiggøre den magt. Folk, der kan tale og har ordet i deres magt, bruger ikke bare sproget til gode formål. Det er et magtredskab. Så jeg skriver om velmenende mennesker, der ikke finder det let at udtrykke sig med ord. Bogen er til dem.«