Fortsæt til indhold
Kultur

Folk strømmer til for at se mystisk, populær kunstners gadekunstværk - men politiker vil have det fjernet

Den anonyme kunstner Banksy menes at stå bag et værk, der pludselig er dukket på i den britiske by Hull.

Det er vist ikke en overdrivelse at påstå, at den kasserede bro ved Scott Street i den britiske by Hull har fået en mindre renæssance.

Folk vil have taget billeder ved siden af den, som var den et kendt boyband-medlem, ja, nogen taler endda om, at en »drøm er gået i opfyldelse«, når de har smilet til et kamera med broen i baggrunden.

Årsagen er ligetil:

Torsdag den 25. januar dukkede et værk op på den permanent hævede bro, der hurtigt fik rygterne til at svirre.

For lignede tegningen af en dreng med et højt hævet træsværd og et dørslag på hovedet ikke et værk fra den anonyme, men verdensberømte kunstner Banksy, der med jævne mellemrum udsmykker mure og vægge rundt omkring i verden?

Siden lagde Banksy et billede op på Instagram af værket, og så skulle den vist være god nok - kunstneren havde været forbi Hull, og det samme har flere tusinder af besøgende gjort siden da, skriver blandt andet BBC.

Den store interesse har foreløbigt ført til en afspærring rundt om broen, men hvis det står til byrådsmedlemmet John Abbott fra det konservative parti, bør der vente en anden skæbne for det populære værk.

»Jeg mener, at det bør blive vasket væk. Det bør blive fotograferet, så man kan huske det, for Banksy er ikke uden talent. Men at sammenligne Banksy med eksempelvis noget af den virkelige kunst på Ferens Art Gallery (i Hull, red.) er at tale om to vidt forskellige ting,« siger han ifølge BBC.

Ifølge Abbott bør værket blive set som enhver anden form for graffiti i det offentlige rum, der skal fjernes.

Artiklens emner
Banksy