Klostertorvet er bunden af Aarhus – vi skal turde kigge derned

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus har et sted, hvor byens dårlige samvittighed er samlet på trappesten, bænke eller blot på den bare jord. Stedet hedder Klostertorvet, hvor mange af byens udsatte hver dag samler sig, for de har tilsyneladende ikke andre steder at gå hen.

Vi andre skifter bus, cykler gennem Klostergade eller haster over torvet, mens vi gør alt for at undgå øjenkontakt med en af virkelighedens mørke sider. Alkoholikere og andre misbrugere, psykisk syge, hjemløse og på mange måder skæve eksistenser har henvist sig selv til stedet, som man i kraftige vendinger må advare sine børn om at komme i nærheden af.

Selv om mange af de udsatte, der har Klostertorvet som primært tilflugtssted, sikkert er harmløse. De må leve et liv under nogle vilkår, der er fjerne for de fleste af os, og så alligevel så tæt på, at man dagligt risikerer at blive konfronteret med råb, tumult, svær beruselse og bedrøvelige skæbner.

Det gør ondt i enhver, der tør kigge op, at udsattes antal og usle vilkår åbenbart skal være et grundvilkår i en større by. Og det gør ondt, at der ikke er nogle lette løsninger på problemet, for alt i denne hårde del af den sociale indsats er så komplekst, at det nemmeste vil være at kigge den anden vej. Imens fortsætter balladen på Klostertorvet til gene for områdets forretningsdrivende og forbipasserende. Der er indsat vagter fra et privat sikkerhedsfirma. De har et utaknemmeligt job, for de skal stå model til meget, men er reelt magtesløse. De kan nummeret til politiet, og derudover kan de reelt ikke gøre ret meget andet. Fra flere sider lyder det dog, at vagternes tilstedeværelse har dæmpet gemytterne en smule, men byens caféer og restauranter hver dag må træffe foranstaltninger, så torvets vilde liv ikke generer forretningerne mere end højst nødvendigt.

Man forstår, at de er ved at miste tålmodigheden.

Kommunen er på vej med forslag til nye hellesteder, der skal sprede grupperingerne på og omkring Klostertorvet. Det er godt, at der tages initiativer på et område, der virker så håbløst. Allerede nu forudser man protester, når de konkrete placeringer af hellestederne offentliggøres. Også det er forståeligt. Få har – selv om hjertet er stort og sidder lige præcist der, hvor det skal – lyst til, at armod og ballade skal rykke tættere på dem selv.

Politikerne står med andre ord overfor et reelt problem. Socialpolitik rimer ikke på supercykelstier, højhuse og røde løbere, men lugter af armod, håbløshed og – i Aarhus – også heldigvis en smule af Thomas Medom. Rådmanden fra SF tør i hvert fald indtage et sikkert upopulært standpunkt og er ikke afvisende overfor idéen om at skabe et hellested for byens udsatte i Rådhusparken. Et forslag, der umiddelbart virker mest som drilleri, men som måske ikke er nogen helt dum idé.

Der er i forvejen få, der opholder sig i den park, der kun gør opmærksom på sig selv, når krokusserne står i blomst, og den er til at komme uden om, hvis man ikke ønsker at blive konfronteret med den uro, som massiv tilstedeværelse af udsatte borgere kan føre med sig.

Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at tage en fordomsfri debat om, hvad pokker vi stiller op med problemerne på Klostertorvet og de borgere, der er så langt nede på bunden, at vi knap tør kigge derned.