Er det sundt at kede sig? Måske havde min mor fat i noget

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke længe siden, at jeg sagde ja til det måske største løfte, man kan sige ja til: kærligheden.

På kirkegulvet i Kolt Kirke stod jeg med min hustru og skulle aflægge ed på, at vi er villige til at elske og ære hinanden. Til døden os skiller.

Særligt det sidste fik mig til at tænke over størrelsen på løftet. For i dét moment, hvor vi begge sagde ja, sværgede vi også på biblen, at vi vil blive sammen side om side resten af livet. Blive sammen, når livets store glæder skal opleves. Når livets nedture skal overkommes. Når livets kedsomhed rammer.

På mange måder er det helt kontraintuitivt, at to unge mennesker skal afgive hinanden det løfte i dag. For vores kultur lægger på mange måder ikke op til det at blive gift og aflægge ed på en beslutning, der skal gælde resten af livet.

Skulle man følge den kultur, man ofte oplever i dag, så skulle vi måske nærmere have lovet, at vi ville elske og ære hinanden indtil næste søndag. Til næste gang man har lyst til noget andet. Eller til næste gang man finder et bedre tilbud.

Den slags ville naturligvis ikke fungere, når man står der i sit stiveste puds og er ved at indgå ægteskab. Der er det nødvendigt, at der er noget på spil. Ellers mister det værdien. Alligevel viser skilsmisseprocenten på næsten 40 pct. med tydelighed, at selvom man afgiver det ultimative løfte, så gælder det for mange, at det ikke lykkes at indfri det på den lange bane.

Jeg er en del af en generation, der på mange måder ønsker det fleksible arbejdsliv, hvor arbejdsmarkedet også tager højde for vores ønsker – og ikke kun forventer, at arbejdstageren skal tilpasse sig organisationen. Hvis kedsomheden begynder at ramme, er vi ikke bange for at skifte spor og finde nye udfordringer.

Vi har i en tidlig alder haft erfaring med sociale medier – alt går hurtigt, alt skal være spændende, alt skal være nyt. Trivialitet fungerer ikke i en verden, der banker derudaf på højeste blus.

I den helt anden boldgade er jeg deltidsprofessionel cykelrytter. En sport, hvor der nok er mange spændende rejseoplevelser og adrenalinkick, når feltet slanger sig afsted med 50 km/t. Men også en sport, som er så anti-tidstypisk, som den kan være. Vil du være god, kræver det træning – og meget af den. Gerne 1.000 timer om året. Det er mange timer, hvor du sidder på landevejen. Og keder dig. Her trives trivialiteten i høj grad.

Netop erfaringerne fra sportens verden giver en del refleksioner, når jeg snakker med og hører om dem, der hurtigt skifter spor, job og interesser. Hvis jeg som cykelrytter stoppede, så snart jeg mødte kedsomheden eller trivialiteten, så var jeg stoppet for længst. Jeg havde aldrig indfriet de mål, jeg har opnået, eller fået de resultater, jeg i den grad har arbejdet hårdt for.

Moralen her er måske, at både vores arbejdsliv og vores kærlighedsliv i dag kan være endnu bedre, hvis vi har en større kollektiv forståelse for, at hver dag i livet ikke nødvendigvis er en fest? At – hvis man skal trække den over i cykelsportens verden – det stadig er nødvendigt at træne fem timer på landevejen næste søndag, selvom regnen siler ned, og det er mere hyggeligt at blive hjemme og drikke varm kakao på sofaen?

Mange mødre har gennem tiden sagt til mig og andre unge i vores generation, at det er sundt at kede sig. Og selvom både jeg og andre rullede øjne af dem, når de gjorde det, så er det måske en god pointe. For som mennesker indfrier vi aldrig vores potentiale, hvis vi giver op, så snart vi møder modstand, kedsomhed eller ensformighed.

Hvis vi ikke kommer igennem de perioder, hvor arbejdslivet nok kan være monotont, men stadig kompetencegivende. Hvis vi ikke prøver de dele af kærlighedslivet, hvor vi opdager, at der er andre sider af hinanden end dem, vi så i den umiddelbare lyserøde forelskelse.

Man siger, at det kræver 10.000 timer at blive rigtig god til noget. Der er næppe tvivl om, at man ikke opnår sit maksimale potentiale, hvis man mister lysten halvvejs. Vil man nå det, tør jeg godt love, at en stor del af timerne skal være kedelige. Men tænk sig, hvis vi kan blive bedre til at omfavne det.

Det kan sagtens være sundt at kede sig. Hvor klichéfyldt det end lyder.

Få fodbold i ørene og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.