Nedslående diagnose for det, vi håbede blev et super sygehus
Man kan frygte, at de hospitalsansatte har ret i deres forudsigelser.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
De sidste flyttekasser er næppe tømt. Man er famlende overfor nye rutiner. Man har endnu ikke fået hilst på alle de nye kolleger på afdelingen, og det er stadig en udfordring at finde rundt på det såkaldte supersygehus. Det er virkeligheden for mange af de ansatte på Aarhus Universitetshospital, hvor man har valgt at markere en mastodontisk sammenlægning med endnu et sparekrav: 325 mio. kr. skal der findes denne gang efter et utal af lignende sparerunder og effektiviseringer.
Regeringen kræver synlige effektiviseringer fra dag ét efter sammenlægningen af byens hospitaler, og regionen skal derfor aflevere 8 pct. af budgettet til staten. Det er dog kun i Excel-land, at sådant et regnestykke hænger sammen. For i det omfang, at der overhovedet kan blive tale om besparelser i et sundhedsvæsen med stadig mere komplicerede behandlinger og dyrere medicin, er det naivt at tro, at den slags viser sig fra første dag efter en sammenlægning. En forsinket udflytning har ikke gjort situationen bedre.
Det kræver naturligvis tid at tilpasse arbejdsgange og strukturer. Og det kræver meget af de medarbejdere, der må slås med hverdagens konsekvenser af upraktiske og tilsyneladende meningsløse skrivebordsbeslutninger truffet langt fra stuer, skyllerum og undersøgelsesbrikse.
Supersygehuset bliver efter alt at dømme aldrig helt så super, som politikere, personale og patienter havde drømt om.
Selvsamme medarbejdere har ovenikøbet fået til opgave at finde små og store besparelser på deres afdelinger. Vel at mærke ikke besparelser, der skal bruges på bedre behandling, men penge, der skal sendes retur til staten. Der er givetvis småpenge at hente i at anvende andet udstyr, flytte opgaver fra en faggruppe til en anden og i øvrigt huske at slukke lyset på toilettet.
Men det forslår ingenting i sundhedsvæsenets milliardøkonomi med indbyggede meningsløse strukturer, bl.a. at en i forvejen dyr sammenlægning fjerner 8 pct. af budgettet, uanset om der kan opnås en reel besparelse eller ej.
Den uholdbare situation har langt om længe fået de ansatte til at ytre sig offentligt om de frygtede konsekvenser: Personale, der flygter fra supersygehuset, og patienter, der dermed risikerer at få dårligere behandling end før.
»Flagskibet sænkes«, skrev overlæge Paul von Weitzel-Mudersbach i avisen i denne uge, og han har nok desværre ret.
Supersygehuset er imponerende at kigge på, nogle ting er måske endda bedre end før, men det bliver efter alt at dømme aldrig helt så super, som politikere, personale og patienter havde drømt om.
Dårlig økonomi har tilsyneladende udviklet sig til en kronisk tilstand, og de ansvarlige – landets sundhedspolitikere – vender blot det døve øre til og kaster skylden på regionen, der modtager det ene krav efter det andet, men som kun har et begrænset politisk og økonomisk råderum at navigere i. Hvis man kunne håbe på én positiv effekt af regeringens bebudede sundhedsreform, vil det være, at landspolitikerne så mister muligheden for at lade ansvaret glide ned på regionerne. Aben vil patienter og personale altid sidde tilbage med.