Det ustyrlige begær er roden til alt ondt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kærlighed til penge er roden til alt ondt, står der i Det Nye Testamente (Paulus’ første brev til Timotheus 6,10).

Det citat har jeg tænkt på nogle gange i de seneste måneder, hvor den ene pengeskandale efter den anden er blevet oprullet i medierne. Skat og dermed os alle sammen er blevet bedraget for uhyrlige summer, banker hvidvasker stjålne milliarder, Anna Britta Nielsen rager millioner til sig, der skulle have hjulpet de udsatte i samfundet. Listen over uhyrligheder begået i et ustyrligt pengebegær er uendelig, og politikeres og myndigheders svar på elendighederne er altid: ”mere kontrol”. Hvis vi legede politisk ”bullshit-bingo”, så ville ”kontrol” være et af myndighedernes foretrukne ”buzzwords”.

Jeg er helt indforstået med, at der må og skal kontrol til, men det vil bare ikke forhindre skruppelløse mennesker i at udføre deres økonomiske overgreb.

Vi har vel aldrig nogensinde i verdenshistorien haft så meget national og international kontrol og overvågning. Alligevel vågner vi i disse måneder op til stadig flere nye historier om svindel og bedrag for milliarder. Det er, som om vi helt har opgivet at tøjle begæret og i stedet bare forsøger at begrænse negative konsekvenser ved at indføre stadig mere kontrol. Vi må nøjes med at glæde os over, at enkelte menige medarbejdere i finanssektoren har råbt op og har haft en mere udviklet moralsk sans end topledelserne og bestyrelserne, hvis moralske kompas fokuserer på homo economicus og stiler efter egeninteresse med mest mulig økonomisk vinding.

Meget gængs økonomisk teori er heller ikke ukendt med at beskrive dette ustyrlige begær som en uomgængelig sandhed om mennesket, og overbevisninger om nødvendigheden af at ændre moral synes ikke at være ankommet blandt lederne i finansverdenen.

Jeg synes, at vi har brug for at tale om, hvordan vi tøjler det menneskelige begær på andre måder end gennem kontrol. Efter min mening har apostlen Paulus ret i, at det menneskelige begær er roden til alt ondt. Det er afgørende for en bæredygtig fremtid for alle mennesker i verden, at vi får tøjlet det ustyrlige begær efter stadig mere af alting: Det ustyrlige begær ligger ikke blot bag ved de mange økonomiske bedragerier, det er også den dybe, bagvedliggende årsag til krige, magtmisbrug, seksuel udnyttelse samt en lang række andre elendigheder i verden.

Det vidste de gamle kristne – og de beskrev grådigheden som den afgørende kraft, der ligger bag alle andre elendigheder, som de f.eks. kaldte nydelsessyge, fråseri, griskhed, vrede og dovenskab.

Kristen tradition er mere realistisk, når det drejer sig om at få tæmmet begær efter stadig mere. Adspurgt om, hvad der i bund og grund bør regulere menneskers liv, svarer Jesus med at henvise til gammel jødisk tradition. Jesus siger:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.«

I Det Nye Testamente hedder det tilsvarende i Jakobs brev:

»Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ”Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt”, men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så?«

Det kommenterer den amerikanske forfatter Marilynne Robinson i sin seneste essaysamling. Hun skriver om grådigheden:

»Denne synd – at holde igen på godhed og generøsitet – denne synd gennemsyrer socialsystemer og filosofier. Selvinteresse bør ikke være i fokus, når der stilles krav til ens godhed og generøsitet.«

I kristen tradition viser troen på Gud sig både i selvbegrænsning af eget begær og i materiel generøsitet over for mennesker i nød. Måske skulle indbyggerne i ”et kristent land” prøve denne tilgang til at tøjle den umådelige grådighed.