Fra opkomling over borgerskræk til anerkendelse – 50 år med idéhistorie

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I februar 1967 blev professor Johannes Sløk kaldet til et oprettet professorat i idéhistorie på Aarhus Universitet. Det kom næppe som et lyn fra en klar himmel, men havde en lidt længere forhistorie, som startede i begyndelsen af 60’erne. I disse år voksede gymnasierne, og fagviften blev ganske betragtelig udvidet. Men hang det hele sammen, eller var det bare en blind arbejdsdeling, som simpelthen indfandt sig? Det var nogle af spørgsmålene, embedsmænd og andre stillede. Og hertil kom så spørgsmålet om, hvordan det nu så ud med den kulturelle dannelse.

Svaret kom lidt efter i en bog, som Sløk skrev sammen med Erik Lund og Mogens Pihl – ”De europæiske ideers historie”. Bogen skulle være med til at løse to problemer: dels at binde fagene sammen – altså en form for tværvidenskabelighed – og dels at forsøge at fastholde den kulturelle dannelse, som syntes trængt. Bogen fik en ret stor succes på flere gymnasier, hvor den blev brugt bl.a. i dansk, oldtidskundskab og historie – i langt mindre grad i de matematisk-naturvidenskabelige fag. Men til gengæld kom idéhistorie ikke ind i gymnasiet som et skemafag (før gymnasiereformen i 2017). Den forblev ret frit svævende.

På universiteterne havde man i lidt længere tid haft samme problemstilling som på gymnasierne: Antallet af studerende voksede betragteligt, studieområdernes antal og specialisering tog fart, og også her var der problemer med en kulturel almendannelse. Nok havde man filosofikum – en almen filosofisk prøve, som alle universitetsstuderende skulle aflægge for i det hele taget at kunne tage eksamener. Men filosofikum havde meget lidt med almendannelse at gøre – som regel var den blevet indrettet ud fra sprogfilosofiske synspunkter og var dermed nærmest renset for historie. Og en almendannelse uden en historisk dimension kunne man ikke føle sig tilfreds med.

Det korte af det lange var, at Sløk nu i februar 1967 blev kaldet til et professorat i idéhistorie på Aarhus Universitet. Så vidt vides blev han støttet af Justus Hartnack, der var ledende filosof på det filosofiske institut – han syntes kun det var godt, at andre tog sig af det med almendannelsen. Andre filosoffer udtrykte arbejdsdelingen sådan her: »Filosofi tager sig af de sande idéer. Idéhistorie af de skøre idéer.«

I september 1967 blev institut for idéhistorie så oprettet, som det eneste af sin art i Danmark – i Norge og Sverige var der allerede idéhistoriske institutter.

Det fik en vaklende start – Sløk var sygemeldt til efterårsferien, og det hele flød: ingen studieordning og ingen eksamensordning. Sløk var ikke nogen stor administrator – til gengæld var han en gudsbenådet forelæser, som rummede lige dele fræk arrogance og faglig dygtighed. Der startede vel omkring 15 nye studerende i begyndelsen – nogle var flyttet med fra teologi, hvor Sløk jo egentlig kom fra. Blandt de første studerende var den nuværende professor Hans-Jørgen Schanz samt senere biskop Kjeld Holm og Jørgen Carlsen, der indtil for nylig var forstander på Testrup Højskole. Bemærkelsesværdigt i de første år var, at Sløk kunne smitte åndeligt eller dannelsesmæssigt: Kravene, han stillede, var tårnhøje. Til gengæld var der administrativt rod, som dog blev afløst af, at Sløk som den første i Danmark fik gennemført en art studenterindflydelse på instituttet: Vigtige beslutninger blev taget i plenarforsamlinger, hvor alle kunne deltage på lige fod. Det var ganske avanceret i datidens Danmark – men det var også med til at sikre ro internt på instituttet de første fire år. Nok var studenterbevægelsen også kommet til Aarhus, og nok var en af de ledende skikkelser Mihail Larsen, men aktiviteterne blev så at sige lagt uden for instituttet, da der jo var gennemført de ønsker, som bevægelsen havde her.

I mange år kendte offentligheden mest idéhistorie for to ting: de studerendes strid med Sløk og marxismen. Striden begyndte før marxismen. Det afgørende brud mellem Sløk og de studerende angik en ansættelse i 1971, hvor de studerende ønskede Esbern Krause-Jensen ansat for at sikre en gedigen undervisning i videnskabsteori, mens Sløk ønskede den senere alternative behandler Jes Bertelsen. En avis bragte endda en satiretegning, hvor der på en studenterplakat stod: »Pløk Sløk«. Sløk var med til at få den tyske studenterleder Rudi Dutschke til Danmark, efter at han var blevet forsøgt dræbt af en tysk højreekstremist. Alligevel eskalerede konflikten mellem Sløk og særligt de marxistiske studerende i årene efter.

I 1974 fik Sløk nok og søgte orlov. Han vendte tilbage for en kort bemærkning i 1976, men takkede herefter ja til professoratet i etik og religionsfilosofi på Det Teologiske Fakultet. 1970’erne var generelt præget, som mange andre universitetsstudier i de år, af marxismen. Når stedets nuværende undervisere kommer rundt i landet, er der ofte folk, der kommer hen og beretter om, hvordan det var i sin tid at blive undervist – eller skolet – i marxisme ovre ved idéhistorikerne. Det er dog kendetegnende for idéhistorien som fag, at der altid var og er en interesse i at historisere og kontekstualisere det læste, også Marx og marxismen, dvs. at sætte det ind i dets historiske sammenhæng frem for i udgangspunktet at lede efter sandheden i teksterne.

1980’erne var kolde og magre år på Idéhistorie. Der var trusler om lukning, tidsånden var ikke med på historisk bevidsthed og ideologikritik i Schlüters regeringstid, men stedet overlevede og kom styrket frem i 1990’erne med en klar selvrefleksiv bevidsthed om nødvendigheden af pluralisme, hvilket afspejlede sig både i nye ansættelser, der dækkede en stadigt bredere vifte af forskningsfelter, og i de studerendes faglige interesser. Marxistisk kritik blev stille afløst af en bredere civilisationskritik. Man begyndte i stigende grad at interessere sig for modernitetstemaer i filosofien, kunsten og politikken.

Man læste Walter Benjamin, Friedrich Nietzsche og senere også Hannah Arendt og Richard Rorty for at forstå, hvordan det europæiske menneske havde fundet sig til rette i det moderne. Et kernebegreb blev kontingens, som f.eks. den nu afdøde Hans Jørgen Thomsen reflekterede over i flere værker, og som udtrykker erfaringen af, at det skete er sket, men ikke er nødvendigt, dvs. at verden og historien er åben, ikke tilfældig og bare til rådighed, men derimod åben og mulig. Æstetik og kunst, samt filosofierne herom, blev inddraget som dele af den måde, hvorpå mennesket giver mening og udtryk til sin verden, som det bl.a. er sket i Dorthe Jørgensens arbejde. Andre rettede fokus mod de måder, hvorpå mennesket socialiseres, dannes som mennesker i særlige institutionelle og relationelle vilkår, særligt under inspiration af den franske idéhistoriker Michel Foucault, og der blev udarbejdet ambitiøse forskningsprogrammer for forståelsen af de subjektiveringsprocesser, der danner det moderne menneske. Ikke mindst af den senere rektor for DPU Lars-Henrik Schmidt og af Jens Erik Kristensen.

Denne plurale udvikling er fortsat frem til i dag. Idéhistorie har altid prioriteret de store idéer og de store tænkere, men i de seneste par årtier og særligt i de seneste år er mangfoldigheden af idéer, vi arbejder med, eksploderet, og vi supplerer nu i stigende grad de såkaldt ”store tænkere” med alle mulige andre også. Vi ønsker stadig at tale om idéer, men vi ser nu idéer overalt lige fra filosofien til billedkunsten, fra skønlitteraturen til manifester, breve, politiske taler, manualer, naturvidenskabelige praksisser og meget mere.

Idéhistorien er i dag optaget af alle de måder, hvorpå mennesker historisk og aktuelt sætter begreber og værdier på deres liv, individuelt og kollektivt og på alle de måder, hvorpå de formidler, diskuterer, hylder eller kritiserer de begreber og værdier. Der er også fokus på de måder, hvorpå idéer spredes og har gjort sig gældende i både videnskab og populærkultur – fra evolutionstænkning til fjendskabsbilleder. Som det for nogle år siden blev formuleret i et af instituttets mange studenterdrevne formidlingstiltag, så handler det om at forstå og sætte fokus på Idéer i verden – slet og ret.

Idéhistorie nyder i dag bred anerkendelse i den danske offentlighed. Visionen om et bredtfavnende fag, der går på tværs af fagspecialiseringer og derigennem bidrager til samfundets kulturelle orientering går helt tilbage til Sløk og opstarten.

Den har vist sig at være relativ langtidsholdbar. Grundtanken er naturligvis blevet omsat på skiftende måder, også i takt med at samfundets behov for og forventninger til idéhistoriefaget har ændret sig. Det gælder også i forhold til idéhistories rolle i gymnasieskolen.

55 år efter den røde betænkning argumenterede for idéhistories plads i den sammenhæng, er faget nu i 2017 blevet obligatorisk i de tekniske gymnasier. Her handler idéhistories bredtfavnende perspektiv om at give eleverne forståelse for sammenhængen mellem idéer, menneske og teknologi historisk og aktuelt. Idéhistorien skal bidrage til refleksion, dannelse og fremtidens kulturelle orientering, når den fremtidige generation skal forholde sig til teknologiernes betydning i bredeste forstand.

Idéhistorie er et fag, der aldrig bliver færdig med at tænke over sig selv. Det har ikke som filosofi eller litteratur sit eget materiale, men griber begærligt ud efter al den viden og tænkning, der findes. Den har ikke sin egen klare metode eller afgrænsning, og derfor spørger idéhistorie altid sig selv: Hvad er idéhistorie? Derfor kan det ikke undre, at det også er det spørgsmål, stedet mest er blevet mødt med i sin 50-årige historie. Det er ikke givet eller helt klart, hvad idéhistorie er, selv efter 50 år. For en idéhistoriker er dette ikke overraskende.

Humaniora generelt og idéhistorie især handler om at begribe det kontingente; det forhold, at ting ikke sker som planlagt, at meget er uforudsigeligt – samtidig med at vi hele tiden siger, mener og forudsiger en masse. Blandt andet også derfor er der brug for humanistisk grundforskning og et bredt humanistisk beredskab. Det er ikke let at vide, hvilke spørgsmål vi kommer til at stille i fremtiden, hvilke store og små sprog de bliver stillet i, og hvem der kommer til at stille de vigtigste spørgsmål og give de bedste og mest vedkommende svar. I den sammenhæng tjener idéhistorie i særlig grad den vigtige funktion at gøre opmærksom på den selvforelskelse, der præger enhver tidsalder inklusive vores egen, og som kommer til udtryk i en sikker forvisning om, at vi netop nu stiller de mest frugtbare spørgsmål og netop nu langt om længe giver de sande svar. Paradoksalt nok er forestillingen om netop nu faktisk noget af det mest konstante i menneskets brogede historie.

Her minder idéhistorien os om, at vi er meningsskabende, historiske dyr, og dertil hører en erfaring af, at meninger skifter, sande idéer bliver skøre, og skøre bliver sande. Velkendte idéer ser pludselig mærkelige ud, det stabile rystes, det uforudsete sker. Før, under og efter kriser – om det så er Reformationen, Den Franske Revolution, finanskrisen eller klimakatastrofen – fortæller folk historier om, hvorfor det måtte ske sådan, hvorfor det er det eneste rigtige eller det helt forkerte.

Idéhistorie undersøger alle disse fortællinger, alle de måder mennesker fortæller historier om deres rolle og plads i historien. Og det kan hjælpe os til at tackle det uforudsete og til at forstå, hvordan vi selv og alle andre hele tiden tilskriver vores fortid, nutid og fremtid mening, selv når den ikke har anden mening, end den vi giver den.