Der bør være mere fokus på de gode integrationshistorier i medierne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mogens Landsvig var en dansk musiker og radiovært, der særligt var kendt fra Danmarks Radios ønskeprogram ”Det ville glæde mig at høre”.

Mogens Landsvig lavede også parodi på sine egne radioprogrammer på Monrad & Rislunds ”Next Stop Pladderballe”, en LP fra 1992, hvor Landsvig binder pladen sammen med radioprogrammet ”Af indlysende årsager hører man aldrig”.

Jeg kan huske, at jeg både hulkede mig igennem af grin til ”Next stop Pladderballe” og elskede at høre ”Det ville glæde mig at høre”, som jeg især lyttede til med min farmor.

Forleden sad jeg og drak kaffe og talte med min muslimske veninde Maria, som igen harcelerede over, at ingen gider/orker/vil snakke om ”Den Tavse Integration”, som hun kalder det! Alle de mange, mange etniske danskere, som klarer sig godt, og nogle af dem endda i særdeleshed godt, og jeg kom straks til at tænke på den gode grønthandler i Klostergade i Aarhus C, hvor drengene og jeg handlede i årevis. Han havde nogle dygtige sønner, som vi mødte, fra de ikke var så gamle, og som bare gik til hånde og hjalp med småting, til de fik skæg og kunne aflaste deres far, efterhånden som han blev ældre og mere træt af at stå op før Fanden fik sko på og køre på grønttorvet.

De var altid høflige, dygtige og venlige, og jeg kan huske tilbage i 2001, da den ene af sønnerne spurgte mig:

»Lotte, hvorfor siger du ikke til dem på tv, at de skal lave en udsendelse om os og vores familie, for vi klarer os godt alle sammen og ligger ingen til last.«

Det tænkte jeg meget over, og jeg luftede idéen både på TV 2 og DR, men det trængte ikke rigtig igennem, og jeg går ud fra, at det var, fordi ”det ikke er godt tv”. ”Godt tv” er nemlig ”bedre”, hvis det er fuld af katastrofer og grimme ting.

Der er jo strengt taget heller ikke super mange artikler i aviserne om Den Tavse og Vellykkede Integration. Sørgeligt og mega uretfærdigt!

Man kan få den tanke, at det er en del af den politiske dagsorden, som nogle sætter, og som vi almindelige mennesker ikke kender noget som helst til.

Hvis vi bare tager Aarhus C, kan jeg hurtigt nævne et par stykker, som både er en artikel og udsendelse værd.

Supergrønthandleren ANA på Trøjborg, som startede i det små, men som nærmest er et lille supermarked af grønt, frugt og eksotiske ting, som vi overhovedet ikke kendte til for 25 år siden, og hvis vi gjorde, var det fra rejser i udlandet.

Husker tydeligt, da mine dengang femårige tvillinger stod i hans butik og pludselig råbte: »Mor, se, han har de oliven med ansjos, vi spiser i Spanien.«

Også i Trøjborg ligger Beauty Star, der, som navnet antyder, har noget med skønhed, kvinder og pleje at gøre.

Soussan startede også i det små, der hvor hun boede, med at udføre ansigtsbehandlinger, ordne flotte negle osv. efter endt kosmetologuddannelse, men er nu flyttet i flotte lokaler med en ekstra ansat.

De to kompetente kvinder er fra henholdsvis Palæstina og Libanon og taler så aarhusiansk, at Jacob Haugaard næsten lyder som en kjøbenhavner.

Og grønthandleren i Klostergade bugner stadig af flotte grøntsager og lækre frugter, for ikke at nævne deres harissa.

Da drengene skulle non- og konfirmeres, bestemte de, at maden skulle være fra Det Grønne Hjørne, ligesom til min 50-års fødselsdag. Et sted, der ejes af tre dygtige mænd med hver sin nationalitet, og et af de få steder, hvor jeg rent faktisk spiser buffet, for jeg bryder mig egentlig ikke om, at folk står og roder i den mad, jeg skal spise. Men her ser det altid indbydende ud.

Nero på Banegårdspladsen bør da også nævnes, og så har jeg sikkert overset en forfærdelig masse andet.

Men det er heller ikke pointen, for DEN er, at det er muligt, at det er nemmere og mere tiltrækkende at tale om det dårlige, men så lad det være den dårlige service for de ældre, for lidt hjælp til voldsramte kvinder og elendige forhold for de fleste handicappede, og lad os så i stedet tale ordentligt om de medborgere, der både beriger og bidrager til det danske samfund!