Ambitioner er ikke nok – men det er forklaringer heller ikke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Thomas Medom har ret i én ting: Ambitioner alene skaber ikke forandring.

Men det gør forklaringer heller ikke.

For når man har haft ansvaret for børn og unge i Aarhus i over otte år, så er det ikke længere tilstrækkeligt at pege på rammerne, vilkårene og kompleksiteten. Så må man også turde stille det mere ubehagelige spørgsmål: Hvorfor står vi stadig her?

For virkeligheden i Aarhus er ikke til at tage fejl af.

Alt for mange børn mistrives. Alt for mange er væk fra skolen i lange perioder. Alt for mange lærere og pædagoger løber stærkere, end de kan holde til. Og alt for mange familier oplever et system, der ikke formår at gribe deres barn, når det virkelig gælder.

Det er ikke nye problemer. Det er problemer, der har udviklet sig over år.

Derfor bliver det også lidt for let, når Medom skriver, at “vi er på rette vej”.

For hvem er det egentlig, der oplever den vej?

Er det barnet, der ikke kan være i sin klasse og til sidst bliver hjemme? Er det læreren, der står alene med en opgave, der kræver langt mere end én voksen? Er det forældrene, der kæmper for at blive hørt – og som alt for ofte oplever at blive mødt med forklaringer frem for løsninger?

Der er ingen tvivl om, at dagtilbud, skole og fritid hænger sammen. Det er en vigtig pointe. Men det er også en pointe, der har været gentaget i årevis.

Det, der mangler, er ikke erkendelsen. Det er konsekvensen.

For vi har i for lang tid forsøgt at få systemet til at hænge sammen – i stedet for at spørge, om det overhovedet er rigtigt skruet sammen.

Et af de steder, hvor det bliver tydeligst, er i inklusionspolitikken.

Medom anerkender, at nogle børn har brug for specialtilbud. Det er godt. Men han går uden om det centrale: At vi i årevis har presset børn ind i fællesskaber, de ikke kan være i – og kaldt det inklusion.

Det har haft en pris.

For barnet, der ikke lykkes. For klassen, der mister ro og retning. For læreren, der ikke kan nå omkring alle. Og for fællesskabet, der langsomt bliver svagere.

Det er ikke barnets skyld. Det har Medom helt ret i. Men det er heller ikke kun et spørgsmål om rammer.

Det er også et spørgsmål om valg.

Om hvorvidt vi tør sige, at nogle børn har brug for noget andet – og bedre – end det, vi i dag kalder det almene tilbud. Og om vi tør prioritere kvalitet over systemtænkning.

Når Medom efterlyser bedre normeringer, flere uddannede medarbejdere og stærkere ledelse, er det svært at være uenig. Men det rejser et helt afgørende spørgsmål, som hans indlæg ikke besvarer:

Hvad vil vi vælge til – og hvad vil vi vælge fra?

For ressourcer er ikke uendelige. Og politiske prioriteringer handler netop om at vælge.

Hvis vi mener alvorligt, at børn skal mødes af voksne med tid, faglighed og nærvær, så kræver det mere end gode intentioner. Så kræver det, at vi tør prioritere anderledes, end vi har gjort hidtil.

Det gælder også synet på de fagprofessionelle.

Alt for mange lærere og pædagoger oplever i dag, at de bliver styret, målt og reguleret i en grad, der tager tid og energi fra det, der egentlig betyder noget: mødet med barnet.

Her er der brug for noget mere grundlæggende end endnu en ambition. Der er brug for tillid.

Tillid til, at faglighed ikke opstår gennem flere styringsredskaber, men gennem rum, ansvar og nærhed til praksis.

Endelig peger Medom på forældrenes rolle. Og ja – forældre er de vigtigste voksne i et barns liv.

Men et godt samarbejde mellem hjem og skole kræver mere end forventninger om dialog og gensidige krav. Det kræver, at forældre oplever et system, der er til at stole på. Et system, der reagerer, når deres barn har det svært. Og som ikke først handler, når problemerne er vokset sig store.

Tillid går begge veje. Og den bygges i handling – ikke i hensigtserklæringer.

Der er ingen tvivl om, at ambitioner er nødvendige. Men de er ikke det, der mangler i Aarhus.

Det, der mangler, er modet til at se ærligt på konsekvenserne af de valg, der allerede er truffet. Og viljen til at ændre kurs, hvor det er nødvendigt.

For børnene kan ikke vente på, at vi finder de rigtige formuleringer.

De har brug for, at vi finder de rigtige løsninger.

Og det begynder med, at vi tør sige tingene, som de er.