Ambitioner alene skaber ikke forandring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De politiske vinde blæser i retning af børnene og de unge for tiden.

I løbet af mine godt og vel otte år som rådmand for børnene og de unge i Aarhus, har jeg sjældent oplevet så markant et politisk fokus på området, som nu.

Det fyger med forslag fra snart sagt alle partier i Folketinget. Politikerne står nærmest i kø for at have en holdning til, hvordan udfordringer skal imødekommes, problemer skal løses og børne- og ungeområdet udvikles generelt. Og godt for det, fordi ambitioner er vigtige og politisk velvilje afgørende, hvis vi skal lykkes med at skabe bedre dagtilbud, styrke folkeskolen og sikre gode fritidstilbud.

Folkeskolen fylder meget i debatten. Og det er der sådan set god grund til. Men hvad med vores vuggestuer, børnehaver og klubber? Er de mon blevet glemt i valgkampen? Forhåbentlig ikke, fordi det hele hænger jo sammen. De rammer og vilkår børnene befinder sig i, mens de er i deres tidlige og mest formative år i livet, har kæmpe betydning for deres muligheder for læring, udvikling og trivsel i folkeskolen. Så vil vi gøre noget for folkeskolen, er vi nødt til at inkludere dagtilbuddene i ligningen. Ligesom vi skal huske, at det spiller en kæmpe rolle for børn og unges trivsel, at de er en del af gode og sunde børnefællesskaber i fritiden efter skole.

De seneste år har vi i Børn og Unge gjort os værdifulde erfaringer i arbejdet med børn og unges trivsel, læring og udvikling. Vi har igangsat en monumental bevægelse, som skal føre til, at flere lærer, udvikler sig og har det godt i vores almene, lokale tilbud.

Min efterhånden ret så erfarne mavefornemmelse siger mig, at vi er på rette vej. Men ambitioner alene skaber ikke forandring. Det gør rammerne, hverdagen og de vilkår, medarbejderne arbejder under.

Derfor er det min ambition for de næste fire år at sætte et markant politisk fokus på, at der skal være de rette rammer i vores lokale dagtilbud, folkeskoler og fritidstilbud. Så det faktisk er muligt at løfte opgaven med at skabe positive forandringer.

Vi ved, at det er i de nære fællesskaber, børn udvikler sig og har det godt. Derfor skal vi styrke kvaliteten i vores lokale tilbud både fysisk, fagligt og organisatorisk. Vi skal sikre, at alle børn møder medarbejdere med tid, overskud og faglighed, som kan skabe tryghed, læring og udvikling. Det er idealet. Det er målet.

Er det sådan nu? Nej, ikke alle steder, og derfor skal vi investere i kvaliteten. I bedre normeringer, flere uddannede medarbejdere, faglig ledelse tæt på og gode fysiske rammer. Vi er i gang, men opgaven er stor.

Alt for mange børn kæmper med langvarigt skolefravær. Det påvirker børnene og deres forældre – ja faktisk hele familien. Selvom fraværet i de aarhusianske folkeskoler faktisk er faldet en smule, skal vi gøre mere for, at færre børn får det så svært, at de ikke kan være en del af fællesskabet og bliver væk fra undervisningen.

Vold og trusler hører ingen steder hjemme og slet ikke i folkeskolen. Men nogle børn er i dag indimellem så pressede, at de bliver udadreagerende, og det kan gå ud over deres klassekammerater og de lærere og pædagoger, der har ansvaret for børnene. Både helt bogstaveligt, men også fordi det tager tid og fokus fra det faglige i undervisningen.

Det er aldrig kun barnets skyld. Det handler også om rammerne. Om vilkårene i folkeskolen anno 2026. Hvor for mange børn ikke kan finde en plads i fællesskabet. Hvor for mange medarbejdere ikke har tid til at se og være der for det enkelte barn i det omfang, det nogle gange er nødvendigt.

For nogle børn er en specialklasse eller specialskole den rette vej. Sådan er det, og sådan vil det altid være. Det er helt ok.

For andre kan den lokale almene folkeskole være det rette, også selvom de har behov for mere hjælp og støtte end gennemsnittet. Men kun så længe rammerne tillader det. Kun så længe folkeskolen faktisk kan rumme dem. Det handler om to fagprofessionelle i undervisningen, og om antallet af elever i klasserne. Det handler om de rette kompetencer hos medarbejderne, og om de fysiske rammer, som skal understøtte undervisningsformen og det pædagogiske formål. Og det handler om et godt og konstruktivt forældresamarbejde.

Forældrene er de vigtigste voksne i et barns liv. Når samarbejdet mellem hjemmet og dagtilbuddet, skolen eller fritidstilbuddet er godt, styrkes barnets mulighed for læring, udvikling og trivsel.

Det kræver tydelig kommunikation, høj tillid og tid til dialog. Om stort og småt. Vi skal turde stille krav til hinanden. Til vores ledere og medarbejdere, men også til forældrene.

Kvalitet kræver kompetencer. Vi har brug for flere pædagogiske medarbejdere blandt vores børn, og det er afgørende, at en større del af dem er uddannede. Det handler om rekruttering, tilknytning og efteruddannelse. Fagligt stærke og kompetente medarbejdere spiller en stor rolle for børnenes udvikling, læring og trivsel. Hvis vi skal lykkes – ikke bare i Aarhus, men også i resten af landet, som står overfor samme rekrutteringsudfordringer – kræver det samarbejde, ikke kommunal kannibalisme.

Trivsel og faglighed går hånd i hånd i folkeskolen. Faktisk er de ofte indbyrdes afhængige af hinanden. Det er svært at rykke sig fagligt, hvis trivslen halter, ligesom faglig selvtillid ofte har stor betydning for børnenes trivsel.

For mange unge går ud af folkeskolen uden at have bestået afgangsprøven i dansk og matematik. For mange af dem går imod blindgyder uden ungdomsuddannelse og ender ofte i arbejdsløshed og lever et hårdt liv. Det kan og skal vi gøre bedre. Vi kan og skal have fokus på både trivsel og faglighed i folkeskolen. Fordi det hænger sammen.

Hvis vi skal lykkes med at skabe stærke fællesskaber, højere faglighed og øget trivsel for flere børn og unge i Aarhus Kommune, kræver det mere end politiske ambitioner. Det kræver langsigtede investeringer i de rette rammer og et endnu bedre forældresamarbejde.

Denne min tredje periode som rådmand for Børn og Unge skal bruges på at sikre netop dét. Vores børn og unge fortjener, at vi omsætter politiske ambitioner til reel forandring.