Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Bør Aarhus Kommune støtte golfturnering med tvivlsomme forbindelser?

SF har svært ved at forstå, hvorfor Socialdemokratiet, Radikale Venstre og de borgerlige partier synes, der skal gå aarhusianske skattekroner til golfturnering på Djursland.

Thomas MedomPolitisk leder for SF Aarhus og Rådmand for Børn og Unge
Mette BjerreByrådsmedlem for SF og forperson for Kulturudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aarhus Kommune har besluttet at støtte en golfturnering på Djursland med 1 million kroner af borgernes skattepenge. I SF har vi svært ved at forstå hvorfor Socialdemokratiet, Radikale Venstre og de borgerlige partier synes der skal gå aarhusianske skattekroner til golfturnering på Djursland.

Først og fremmest er det essentielt, at kommunale midler anvendes til gavn for borgerne. Det skal kunne påvises, at de penge, der bliver brugt, afspejles i konkret værdi tilbage i lokalsamfundene. Det er tvivlsomt, om dette er tilfældet for en golfturnering på Djursland. Umiddelbart skal den primære værdi af sponsoratet findes i promovering og markedsføring af Aarhusregionen, da turneringen vil tiltrække både gæster og opmærksomhed fra nær og fjern. Men spørgsmålet om, hvordan turneringen og opmærksomheden konkret vil komme aarhusianerne til gode, står fortsat ubesvaret.

Derudover er golfturneringen ikke blot en sportsbegivenhed, men også en del af en propagandastrategi for diktaturet i Dubai. Et land, der er kendt for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, undertrykkelse af ytringsfriheden og mangel på demokratiske rettigheder. Skal aarhusianernes skattekroner virkelig støtte en begivenhed, der indirekte promoverer et regime med så dystre bagtanker? Det mener vi ikke.

Slutteligt er navnesponsoren for turneringen, virksomheden DP World, af Ukraine blevet stemplet som en ”international sponsor of war” på grund af en stor aftale med Ruslands atomagentur. Som en kommune der tidligere har støttet befolkningen i Ukraine med stolthed, synes det uacceptabelt, at aarhusianernes skattepenge på nogen måde associeres med en virksomhed med sådanne forbindelser.

Aarhus Kommune skal naturligvis støtte op om idrætten, der udgør et naturligt og sundt samlingspunkt for vores borgere, store som små, høje som lave, unge som gamle. Men i stedet for at bruge vores ressourcer på en golfturnering, der i mindre grad vil komme Aarhus eller vores medborgere til gode, bør vi investere i breddeidrætten. Det er gennem lokale sportsaktiviteter, idrætsforeninger og kommunale idrætstilbud, at vi kan styrke fællesskabet, fremme sundheden og skabe reel værdi for indbyggerne i Aarhus. Vores fokus bør altså være på aktiviteter, der skaber reel værdi for aarhusianerne, ikke på at blåstemple diktaturstater gennem sportsbegivenheder på Djursland.