At pakke sparetiltag ind i fine ord bør få alarmklokkerne til at ringe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når folk uden specialviden vil sætte sparetiltag i verden, så er vi på vej tilbage mod fortidens fejlagtige opbevaringspolitik.

Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse ved Aarhus Kommune, forsvarer de kommende besparelser således: »Det betyder også, at vi gør ting på en anden måde end tidligere, fordi vi betragter borgere med handicap som mennesker med potentialer, der kan udvikles.«

At pakke sparetiltag ind i fine ord bør få alarmklokkerne ringe.

Når Anders Winnerskjold taler om at udnytte potentialet i handicappede borgere på bosteder, så kan det ikke blive mere virkelighedsfjernt. Deres fysiske funktionsnedsættelser er i forvejen så omfattende, at der er brug for intensiv pleje og stimulation blot for at bibeholde deres nuværende funktionsniveau.

Hvis vi ser tilbage på Morten Spiegelhauers TV 2-dokumentar “Et råb i natten”, kan man se flere eksempler på kommunalt drevne bosteder, hvor omsorgssvigt medfører tab af eksisterende færdigheder. For eksempel ankom en ny borger til et bosted med 170 kommunikationstegn – dette ændrede sig til kun 10-12 tegn efter en periode med manglende omsorg.

En anden borger mistede sin gangfunktion, og det er ikke ligefrem “udvikling af potentialet”, men ren og skær afvikling.

I Lynghusets tilfælde startede ledelsessvigtet ved en uhensigtsmæssig sammenlægning af to afdelinger, der førte til medarbejderflugt. En uhensigtsmæssig spareøvelse som fremmede forråelse. Og trods indberetninger fra medarbejdere og pårørende greb ledelsen ikke ind. Trods dokumentfalsk og andet havde Katrine Ring, direktør for Socialforvaltningen i Københavns Nordvestkvarter, fortsat tillid til ledelsen i Lynghuset. Som oftest når ledelser i toppen bliver konfronteret med grove ledelsessigt, viser de ikke vilje eller for den sags skyld evne til at ændre på det.

Selv om Socialtilsynet ikke fandt grund til at kritisere Lynghuset og Odinsgård, må det have stået langt værre til i Hus 5 i bofællesskabet Elev ved Aarhus, siden Aarhus Kommune så sig nødsaget til at lukke det på grund af den massive kritik fra tilsynet. Vi taler altså om en sårbar gruppe, hvis udviklingspotentiale allerede er opnået.

Besparelser på denne gruppe vil føre til afvikling af eksisterende evner. Vi taler faktisk om en gruppe, hvor det er så grelt, at manglende aktivering kan føre til selvskade og psykisk sygdom. I Spiegelhauers dokumentar påpeger Bo Hejlskov Elvén, psykolog med speciale i håndtering af personer med særlige behov og problemadfærd, at omsorgssvigt kan føre til sindssyge.

Både i dokumentaren og andre steder i det virkelige liv på kommunalt drevne institutioner med videre har det ingen eller kun yderst sjældent konsekvenser for ledelsen. Eller for den sags skyld nogle af de medarbejdere, som udøver disse omsorgssvigt.

Konsekvenserne ved besparelser viser allerede, at forråelsen øges. Yderligere besparelser vil medføre yderligere forråelse. Og det vil være vejen tilbage til fortidens synder a la 30’ernes opbevaringspolitik, som Pernille Rosenkrantz-Theil har måttet give en offentlig undskyldning for.

Når Anders Winnerskjold med sin manglende faglighed sender sådan et besparelsessignal ned igennem systemet, så har vi endnu et ledelsessvigt, men nu fra politisk hold.

Lignende sager er kendt fra BPA-området. Man forsøgte for eksempel at fratage BPA-ordningen fra en muskelsvindramt mand med noget nær 100 pct. lammelse. Han er ovenikøbet respiratorbruger, men man forsøgte at udstyre ham med en elektrisk vendemadras og en spiserobot, som han ikke har en jordisk chance for selv at kunne betjene. Manden ville dø uden døgnovervågning alene af den grund, at han er respiratorbruger.

Efter skriverier i dagspressen og udsættelse ved Ankestyrelsen endte denne sag heldigvis med, at manden fik lov at beholde sin hjælp. Andre borgere med BPA-ordninger er mindre heldigt stillede og har allerede mistet den hjælp, de har haft gennem mange år, med heraf følgende tab af livskvalitet, dyb frustration og uden mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre borgere. Og stik imod FN’s Handicapkonvention.

Hvis ikke det skal ende i et blodbad for de handicappede, er det vigtigt, at kommunerne øjeblikkeligt går i gang med at implementere hensigterne fra den netop indgåede rammeaftale på handicapområdet.

Da der jo som bekendt ikke følger flere penge med trods det, at udgifterne har været stigende, det som kommunerne selv kalder for at »udgifterne er løbet løbsk«, så er det vigtigt, at de sparetiltag, som aftalen lægger op til, kan blive gennemført. At kommunen går i gang med at sætte navne på dem i administrationen, som skal afskediges. Og det er vigtigt, at vi taler om regulære afskedigelser, ikke at medarbejderne blot bliver flyttet rundt til andre stillinger eller andre job i kommunen. Ellers bliver der et ramaskrig, når pengekassen atter skal gøres op. Og så bliver det traditionen tro de svageste grupper, der kommer til at holde for. Og så bliver en i forvejen forfejlet handicappolitik blot forstærket og gjort endnu værre.

Lad os lære af fortidens fejl. Tag nu for eksempel som dengang, da staten digitaliserede Danmark og vi fik e-boks – der stod vi lige pludselig med et Postnord, hvor der var alt for mange, der ikke længere havde noget at løbe med, da man jo netop havde nedlagt mange af deres funktioner. Til gengæld havde de lange opsigelser med deraf følgende store udgifter. Det var svenskerne, som var blevet de nye medejere af Postnord, ikke klar til at deltage i. Det var et danskskabt problem.

Så skal vi ikke denne gang gøre det rigtige?

Jeg foreslår, at Aarhus Kommune omgående nedlægger de vanvittige revisitationer, som de i øjeblikket er i gang med, hvor man med en tættekam gennemgår hver enkelt ordning til stor skade for de handicappedes hverdag. Jeg bringer her nedenfor den direkte ordlyd fra et af de 12 temaer i aftalen:

Ved et stormøde den 24. oktober 2023 udtalte ledende organer i Aarhus Kommunes administration, at visitationer skulle foregå med lægeerklæringer og ej længere blot hvert andet år, men nu hvert år. Sådanne “unødige revisitationer” bør nu være fortid. Og det er et skridt på vejen til, at personer med et handicap ikke længere skal have kommuneangst eller frygte e-boksen.

På merudgiftsområdet har for eksempel Aarhus Kommune selv gjort opmærksom på, at man bruger alt for mange midler på at administrere, i forhold til hvad der bliver søgt om. Så hvorfor har man så ikke valgt at plukke de lavthængende frugter? Og jeg citerer igen den direkte ordlyd fra et af de 12 temaer:

Det er uværdigt, at vi skal gå tiggergang ved kommunen om hver enkelt ting, hvor sagsbehandlingen er steget, og vi alligevel ender med at få nej til stort set alt. Tidligere fik vi et mere rundhåndet beløb, som vi selv kunne administrere, og dette gjorde det muligt at besøge restauranter, caféer og indgange til oplevelser med mere, hvor ledsagerkortet ikke nødvendigvis dækker. Sådan at man på lige fod med andre kunne deltage og være impulsiv i det sociale liv uden for hjemmets fire vægge.

Blandt de 12 temaer er der også dette punkt:

Jeg har netop selv afsluttet en helt horribel sag om en 18 år gammel kørepose, hvor lynlåsen i den ene side var gået i stykker. Da en seniormedarbejder skulle iføre mig køreposen, konstaterede hun, at det var langt hårdere med kun en lynlås. Jeg søgte nu at få køreposen erstattet, men jeg kunne kun få bevilget en kørepose med én lynlås. Det tog mig over et år og to afvisninger i Ankestyrelsen, før der kom en forflytningsterapeut, der skulle demonstrere, hvordan visitatoren mente, at min hjælper skulle iføre mig min kørepose. Men da visitatoren fremførte de samme argumenter som mig, måtte kommunen give sig og bevilge en kørepose med to lynlåse.

Det har ”kostet” kommunen dyrt i sagsbehandling og tid. Denne sag er ikke enkeltstående, det er sådan cirka, hvad jeg og andre oplever, når vi søger om vedligehold og udskiftning af vores hjælpemidler.