Ambitioner for borgere med handicap og økonomi kan godt gå hånd i hånd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det gør indtryk på mig, når en mor her i JP Aarhus (d. 23. januar) giver udtryk for utryghed og frustration over den omlægning på nogle af vores letteste botilbud til mennesker med handicap, som er en del af den samlede budgetaftale, der blev lavet for Aarhus i 2024. Jeg har fuld forståelse for, at man som pårørende oplever, at det er utrygt, når vi indleder en dialog om, hvordan tingene kan komme til at se anderledes ud på det område, hvor ens kære lever og bor.

Og samtalen går forud for alt – det er netop årsagen til, at borgere, pårørende og interesseorganisationer bliver inviteret med til at forme den løsning, vi nu skal finde. Alternativet ville jo være, at jeg og mine politiske kolleger trak af på en beslutning og meddelte, at ”sådan bliver det”.

Sådan vil jeg ikke være rådmand. Det gør mig derfor noget ærgerlig, at initiativet til inddragelse bliver oplevet som ”at leve med ubesvarede spørgsmål længe” – det modsatte er sådan set tilfældet. Demokrati er ikke perfekt – men alternativet er værre.

Det er også samtalen, der får mig til tasterne her. For selvom jeg til fulde anerkender, at bekymringerne om det ukendte fylder, så er det både fagligt og – for mig menneskeligt – en grundlæggende værdi, at vi tror på det enkelte menneske. På handicapområdet i Aarhus står vi i disse år stærkt på, at borgere skal støttes til at kunne mestre mest muligt selv.

Det betyder også, at vi gør ting på en anden måde end tidligere, fordi vi betragter borgere med handicap som mennesker med potentialer, der kan udvikles.

Vi insisterer på, at fællesskab ikke kun er noget, der er muligt med mennesker, der ligesom dig selv har et handicap. Vi skal holde fast i, at det store fællesskab også skal inkludere og rumme flere.

Det gælder, når vi beder virksomhederne i Aarhus om at tage et ansvar for at skabe et arbejdsmarked med rummelighed. Når vi arbejder for et foreningsliv, som inkluderer og rummer mennesker, der sparker skævt. Og det gælder, når vi laver boligformer, hvor vi møder hinanden og lever sammen trods forskelligheder.

Alle aarhusianere skal have den støtte, som de har brug for og krav på. Måske ser den støtte anderledes ud i fremtiden, end den gør i dag. Mennesker udvikler sig. Og så skal de tilbud, vi har, naturligvis også gøre det. Men det er helt afgørende for mig at understrege, at ingen efterlades uden den støtte, de har brug for. Den skal vi give. Og den giver vi.

Er der økonomi i beslutningen om, at vi laver ændringer i forhold til bofællesskaberne for handicappede? Naturligvis. Det vil jeg hverken forklejne eller gemme væk. Men noget kan godt være både fagligt rigtigt og menneskeligt værdifuldt, samtidig med at det er klog brug af socialområdets meget stramme økonomi.

For det er et faktum, der ikke kan ignoreres, at der er langt færre penge på socialområdet, end der er aarhusianere med ønsker og behov. Og hvad gør man så?

Man lader i hvert fald ikke bare stå til.

Antallet af danskere og aarhusianere med brug for støtte og hjælp sprænger år efter år alle kurver. Og økonomien følger ikke med. Ikke kun i Aarhus, men på tværs af Danmark. Det er en bunden opgave, at vi finder de løsninger, der kan sikre, at de udsatte, de syge og de unge også i fremtiden gribes – for budgetterne kan ikke følge med stigningen i antallet af borgere med brug for hjælp.

Laver vi ikke de kloge løsninger nu – i fællesskab med jer borgere og pårørende – så er der til sidst ingen samtale at have. For så bliver det hårde økonomiske opbremsninger, statslige beslutninger og ufleksible krav. Det vil jeg gå langt for at undgå.

Jeg forstår, at det er utrygt at stå i, når man som borger eller pårørende får at vide, at de løsninger, vi har i dag, kan være nødvendige at justere for at finde de løsninger, der også kan rumme i morgen. Det skal vi blive ved med at kunne tale om.

Men jeg håber også, at I som aarhusianere, brugere og familier har lyst til at gå lidt ad vejen sammen med mig. Det er ikke en tur, vi selv har valgt, men når nu ruten er lagt, så skal vi finde en vej frem, hvor vi får alle med.