Manglende busdækning er med til at isolere især ældre i vore landsbysamfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mange borgere i de århusianske yderdistrikter oplever betydelige udfordringer i forhold til den offentlige transport. Den manglende busdækning i mange af de områder har konsekvenser for både borgernes sociale liv, deres muligheder for aktivitet på arbejdsmarkedet samt for miljøet. Også adgang til deltagelse i idrætsaktiviteter om aftenen er umulig, hvis ikke de selv har transportmulighed.

Jeg vil nedenfor kort analysere de problematiske aspekter af manglende offentlig transport i yderdistrikterne og til sidst fokusere på øget samkørsel som en mulig løsning.

Ifølge tal fra Transportministeriet oplever mere end 20 pct. af befolkningen i yderdistrikterne begrænsede muligheder for offentlig transport. Dette har direkte indflydelse på deres beskæftigelsesmuligheder, uddannelse og adgang til sundhedsydelser. Mange borgere er derfor tvunget til at bruge personbiler, hvilket øger trafikbelastningen og dermed CO2-udledningen.

Den manglende busdækning er også med til at isolere især ældre i vore landsbysamfund, bl.a. fordi de er begrænsede i deres adgang til sociale aktiviteter og sundhedsydelser. Også de unge er afskåret for muligheden for fællesskaber og deltagelse i aktiviteter med andre unge. De har måske ikke kørekort, har ofte en begrænset økonomi og har i yderområderne behov for at kunne komme frem og tilbage til venner, idræt, bylivet m.m.

Der er således mange gode grunde til at øge mulighederne for kollektiv transport i yderdistrikterne.

En af løsningsmulighederne er flexbusser. Da offentlig transport er dyrt at dække i yderdistrikterne, er der oprettet flexbusser (flextur, plustur og flexbus), som kun kører, når borgerne bestiller dem. Når jeg taler med brugere af de muligheder, hører jeg dog ofte kritiske røster om såvel økonomien som de betydelige ventetider.

Her i regionen vil Midttrafik nu harmoniserer de ordninger, så det bliver endnu bedre og lettere for kunderne. Det har jeg i skrivende stund ikke set hvordan, og jeg ser frem til at høre mere om ordningerne.

En anden løsningsmulighed er samkørsel, som er i stor fremgang i disse år. Via apps som f.eks. GoMore, Ta´med og Nabogo kører tusindvis af mennesker hver dag sammen i personbiler til gavn for såvel dem selv, som for miljøet.

Kunne vi også her indtænke de busser, som nogle brugerråd har til rådighed ved flere folkehuse. Nogle af dem står måske stille en del af tiden og kunne måske indgå som en del af løsningen.

Jeg synes, at man i fremtiden bør indgå i et tættere samarbejde imellem det offentlige og private, f.eks. så samkørselsmuligheder kommer på køreplanen. Dette vil kunne forbedre livskvaliteten for borgerne i yderdistrikterne. Jeg tror på, at samkørsel bør prioriteres som en integreret del af den overordnede transportstrategi.