En græsk tragedie i Region Midtjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At overvære fyringen af ledende overlæge Ulrich Fredberg i Region Midtjylland er som at være tilskuer til en græsk tragedie.

Her er det alvidende og iscenesættende guder på Olympen, alias regionens koncernledelse, der sætter dramaet i gang. Vi, de spændte tilskuere, sidder og ser på et offer, der begrundes i et orkestreret ”fejltrin”, her spiser ”helten” eller ”skurken” ikke et æble, men holder fast i et tilbud til de praktiserende læger om lavdosis CT-scanning hos patienter, der ellers kun ville være tilbudt almindelig røntgen undersøgelse af lunger og hjerte.

Set udefra som tilskuer, får man en fornemmelse af, at denne ”spændende tragedie” har et andet omdrejningspunkt og en anden dynamik, end en diskussion om et nyt og forbedret tilbud til de praktiserende læger (et nyt redskab i værktøjskassen). Det er meget interessant at se, det ikke er de praktiserende læger eller patientforeningerne, der rejser sagen, hvorfor mon ikke? Hvor er de patientforeninger og praksis læger, der som det græske kor skulle begræde og forlange tilbuddet om lavdosis CT-scanning i Silkeborg stoppet, når mantraet »Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal overholdes« gentages igen og igen for at lukke den bagvedliggende debat? Disse grupper, Kræftens Bekæmpelse, Danske Patienter og de praktiserende læge både lokalt, regionalt og nationalt, bakker tydeligvis op om Silkeborg-ordningen, og internationale forskere anfører, at hundredvis af liv kunne spares hvert år, hvis Silkeborgtallene for lungekræftudredning kunne overføres til resten af landet; man undres og fascineres som tilskuer.

Ingen har udfordret den praksis, der tilsiger fuldosis CT af brystkasse og øverste del af maven med kontrast ved mistanke om kræft (hjertet, lever og lunger udsættes for en massiv dosis røntgenstråler, der er helt berettiget ved begrundet mistanke). Dem laver man i Silkeborg lige så mange af som alle andre steder. Til gengæld laver man langt færre røntgenundersøgelser af lungerne og flere CT-scanninger end andre steder i regionen, hvilket forklarer, at Silkeborg har landets bedste tal for lungekræftudredning.

Man sidder, som tidligere aktør i dramaet, med en klar følelse af, at dette drejer sig om andet og meget, meget mere end en røntgenundersøgelse, der erstattes af en lavdosis-CT-scanning. Min opfattelse af scenariet er en klar modvilje mod den/de personer, der udfordrer det ”knæsatte ” princip, eller vi bør måske kalde det dogmet, om akuthospitalet som den eneste og bedste hospitalsstruktur i Danmark.

Siden 2007 har Region Midtjylland under Bent Hansen og nu Anders Kühnaus (begge S) politiske ledelse arbejdet med to koncepter: akuthospitalet, og som et politisk plaster på såret ”Askepot Hospitalet” i Silkeborg. Problemet var bare, at Silkeborg blev en succes mod alle odds, og hvad gør man så, når sundhedsfarlig ledelse er et gode for ansatte, patienter, praksislæger og desuden nyder stor tiltro blandt dem, der betaler ”gildet”, nemlig skatteborgerne, der føler sig taget alvorligt?

Vi har i Danmark et ensidigt fokus på det ”akutte”, til trods for at op til 80 pct. af et sundhedsvæsens funktion ikke er akut. Men det er som i den katolske kirke lige før reformationen; vi må ikke tale om dét eller udfordre dogmatikken og ortodoksien.

Dette er dramaet, og her synes den egentlige årsag til fyringen af ledende overlæge Ulrich Fredberg at være.

I ca. otte år var jeg som ledende røntgenoverlæge den ene af de to ledende overlæger i Diagnostisk Center sammen med Ulrich Fredberg og den, der som røntgenlæge var initiativtageren til etablering af lavdosis CT. Min kollega ledende overlæge i røntgen Mahican Gielen har tidligere i Sundhedspolitisk Tidsskrift glimrende beskrevet fordelene ved lavdosis CT-scanning modsat røntgen af brystkassen og kommenteret på de ca. 90 patienter der blev genindkaldt til højdosis CT-scanning udvalgt efter et tilfældighedsprincip næsten svarende til at slå plat og krone, da de forskellige eksperter ikke kunne blive enige om, hvorvidt de opfyldte kriterierne til en fulddosis-CT-skanning.

Som jeg har forstået, fandt man ikke én eneste kræftknude ved højdosis-CT-scanning, som man ikke kunne se på lavdosis CT. Man fandt én, der også kunne ses på lavdosis CT, men ikke var beskrevet.

Endvidere finder man betydeligt flere lungecancere i et tidligt stadie i Silkeborg, hvor patienterne langt oftere kan helbredes end landsgennemsnittet, hvad handler dramaet så om? Patienternes ve og vel, eller?

Min personlige oplevelse gennem mange år i ledelsen af Diagnostisk Center i Silkeborg var, at denne idé om at være de ”praktiserende lægers hospital” var tænkt som et plaster på såret ved vedtagelsen af Akutplanen i 2007, hvor akut hospitalet blev ”kanoniseret”.

Hvad end vi gjorde som ledelse af Diagnostisk Center, kunne og kan det ikke diskuteres, at dogmet/trosretningen blev udfordret og tilmed en stor succes. Lige meget hvor mange nyudviklede tiltag, der var en succes for patienter, personale, kommune og praksis læger, og ligegyldigt hvor økonomisk fordelagtige tiltagende var: Silkeborg var dødsdømt på forhånd. Diagnostisk Center og Center for Planlagt Kirurgi, de to centre, der udgør Regionshospitalet Silkeborg, er der alene på grund af en masse ildsjæle, der vil nytænkning og for dem er Ulrich Fredberg et ”fyrtårn” og en inspirator.

Er idéen om det lille, ikke-akutte hospital meget alternativt? Ja og nej, men i en stor akutplan er den ubetydelighed. Men at se sundhedsfaglig ledelse triumfere er måske uacceptabelt blandt dogmatikkere? Dette er dramaets indre dynamik: Kan ”the establisment” tåle, at sundhedsvæsenet udfordres? Kan det accepteres, at akuthospitalers enevældige ”raison d’être” (årsag til at være) udfordres? Når op til 80 pct. af kontakter til sygehusvæsenet, der ikke er akutte, er helt udeladt i ligningen.

Dramaets skurk eller helt Ulrich Fredberg måtte fyres og billedligt talt brændes som kætter, for vi må ikke udfordre dogmet: akuthospitalet.