Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Urolighedsvej 16A – et nødråb

Lad os få stemt nej til denne sag og lavet en uvildig undersøgelse af hele dette mærkværdige forløb.

Svend Åge Petersenpensioneret forlagsredaktør, Edisonsvej 15, Viby J

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære byrådsmedlem, dette er et nødråb til dig: Sagen om udstykning af Rolighedsvej 16A er sat på byrådets dagsorden onsdag d. 5.2.

Du bør vide, at det kan være farligt at stemme for udstykningen, da den kan være præcedensskabende og fremover vil blive forsøgt brugt som begrundelse for ønsker om lige så håbløse yderligere byggerier, og så bliver al snak om borgerinddragelse og bevaring af byens grønne områder til tom snak!

Der har i længere tid været debat om Hack Kampmanns fredede bygning og ejernes ønske om at udstykke grunden i to parceller. Senest har den drejet sig om rådmand Bünyamin Simseks habilitet/ikke-habilitet i denne sag. Juristerne i borgmesterens afdeling har lige slået fast, at Simsek er habil, så ikke et ord mere om den sag.

Men dermed er debatten om Rolighedsvej 16A langtfra slut. Sagen handler nemlig i højere grad om moral og om, hvorvidt de demokratiske spilleregler (f.eks. borgerindflydelse og lige adgang til embedsværket) er overholdt i sagsforløbet samt frygt for, at denne besynderlige måde at lave lokalplaner på kan danne præcedens.

Helt tilbage til den forrige lokalplan fra 1993 slog byrådet fast, at strandengen skulle friholdes for bebyggelse, og enhver ansøgning (f.eks. fra de daværende ejere, regionen, der ønskede at udstykke parcellen i fire) om udstykning af Rolighedsvej 16A-grunden blev afvist af byrådet med henvisning til, at hele området er udpeget som kulturmiljø.

Således blev det slået fast i lokalplanen fra juni 2017, at »Lokalplanens delområde 10 (den pågældende parcel) udgøres af en enkelt, eksisterende ejendom øst for Rolighedsvej og jernbanen, som ikke må udstykkes yderligere«. Tilblivelsen af denne lokalplan fulgte de demokratiske spilleregler med offentlige høringer og borgerinddragelse.

Rolighedsvej 16A ejes af Gitte Buus Jensen og Lars Buus Jensen. Det er dog på intet tidspunkt disse personer, som henvender sig til Aarhus Kommune vedrørende Rolighedsvej 16A – de står ikke engang som cc på korrespondancen. Det er derimod en vis Anders Horsbøl og firmaet 1927 Estate Holding ApS (der er stiftet af GIBU HOLDING ApS (direktør: Gitte Buus Jensen), ejet af H Risskov Holding ApS (direktør: Gitte Buus Jensen), og Komodo Invest ApS (direktør: Søren Hampen Kristensen), der har Søren Hampen Kristensen som direktør og Gitte Buus Jensen som reel ejer, og med otte datterselskaber og fire associerede virksomheder). Jeg behøver vel ikke at nævne, at alle de nævne anpartsselskaber er filtret ind i hinanden og har forgreninger ud til højre og venstre. Nogle yderst indviklede virksomhedsstrukturer, der gør det svært at gennemskue de reelle ejerforhold.

Allerede i maj 2017 (en måned før den nye lokalplan trådte i kraft) foreslog Anders Horsbøl at udstykke grunden i fire parceller, men fik afslag: »Strandhusgrunden må ikke udstykkes,« lød svaret.

I september 2018 – altså lidt over et år efter, at lokalplanen trådte i kraft – fremsendte Anders Horsbøl så »et ønske om at få aflyst delområde 10 i lokalplan 1031«.

Ønsket blev fremsendt til planchefen i Teknik og Miljø, og der stod, at det var efter aftale med direktøren for Teknik og Miljø, og nu var Martin Busk, Bricks A/S, pludselig cc på korrespondancen (hvordan han så kommer ind i billedet?). Hvad skete der lige her? Jo, dels var lokalplanen så ny, at man ikke bare kunne gå i gang med at revidere den, og gjorde man det, kunne man risikere, at det bare igen ville blive slået fast, at grunden ikke kan udstykkes, og dels var denne metode en måde at få ophævet bevaringsklausulen og udstykningsforbuddet på.

17 dage senere besluttede rådmand Bünyamin Simsek at sige ja til ansøgningen – altså starte en lokalplanprocedure med henblik på ophævelse af Lokalplan 1031. Hvorfor optræder kommunen nu på det nærmeste som en hurtigt reagerende parthaver i et initiativ, der på ingen måder tilgodeser almenvellet på dette traditionsrige sted?

I april 2019 besluttede Teknik og Miljø at stoppe arbejdet med en ophævelse af lokalplanen for delområde 10 og besluttede, at der i stedet for skulle igangsættes arbejde med en ny lokalplan for delområde 10 alene. Det er en højst bemærkelsesværdig fremgangsmåde. Det fremgår således ikke af sagens akter, at der foreligger en ansøgning fra ejerne af Rolighedsvej 16A herom. Det fremgår heller ikke af aktindsigtsdokumenterne, at der skulle være nogen begrundelse for igangsætning af den nye lokalplanproces, hvilket igen er meget bemærkelsesværdigt.

Teknik og Miljø udmeldte på borgermødet i Hasle d. 27.11.19., at man ikke laver lokalplaner for en enkelt matrikel, og at grunden til, at dette så alligevel gøres ved Rolighedsvej 16A, er, at det i denne sag er en rådmandsbeslutning. Beslutningen er altså alene rådmand Simseks. Normalt når man ændrer lokalplaner, skal der foreligge en saglig begrundelse herfor. I denne sag foreligger der end ikke en begrundelse. Planloven siger ellers, at lokalplanen skal være utidssvarende eller uhensigtsmæssig for at kunne ophæves, men i denne sag foreligger der altså ikke en begrundelse.

Dette er blot nogle af mærkværdighederne i sagen, men jeg stopper her. Lad mig i stedet for lege en lille leg.

Da Anders Horsbøl henvendte sig første gang i maj 2017, kunne Simsek have sagt noget i denne retning: »Allerede da I købte Rolighedsvej 16A, vidste I, at det ikke var muligt at udstykke grunden – det var jo også derfor, I kunne erhverve den 3.000 kvadratmeter store, attraktive grund for blot 5,7 millioner, ikke sandt? Så det står fast, og nu er vi jo ved at lægge sidste hånd på en ny lokalplan, hvor det højst sandsynligt vil blive stadfæstet, så glem alt om det.«

Da Anders Horsbøl og Martin Busk henvendte sig igen i september 2018, ville jeg, hvis jeg var Simsek, nok have haft svært ved at skjule min forbavselse og sagt noget i retning af følgende: »Mine herrer, hvilke saglige begrundelser skal jeg fremføre for jeres ønske? Kan I pege på noget utidssvarende eller uhensigtsmæssigt, som vil kunne begrunde, at jeg går ind og ændrer den just udarbejdede lokalplan? I vil vel ikke have, at jeg bruger oceaner af magistratens tid og borgernes penge på at gennemtrumfe en sag, som borgerne i området, ja, mange borgere i hele byen, er imod, og som kun I to har gavn af, vel?«

Havde Simsek sagt sådan, havde den her sag aldrig set sagens lys.

Jeg er sikker på, at flere af byrådets medlemmer er enige med mig i følgende miljøpolitiske vurdering: Lokalplan 1031 om bevaring af Strandhuset og ikke-udstykning er en fornuftig hensyntagen til det rekreative miljø i Aarhus! Og jeg håber, at et flertal udviser mands- og kvindemod nok til at stemme imod udstykningen af Rolighedsvej 16A og sætte gang i en uvildig undersøgelse af hele dette mærkværdige forløb, så vi ikke ser en gentagelse af en sådan måde at udarbejde lokalplaner på fremover, så tilliden til politikerne og embedsværket – og til demokratiet og borgerinddragelsen – kan blive genoprettet.

Og jeg håber, at nogle af de dygtige lokalmedier og journalister, vi har her i byen, vil finde spaden frem og begynde at grave lidt i denne besynderlige sag og dens personkreds.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.