Skansepalæets bevaringsværdi er ødelagt
Er det nemmere at få tilgivelse end at bede om tilladelse i Aarhus Kommune?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gælder ordsproget, at det er bedre at bede om tilgivelse end tilladelse for bygherren aktieselskabet CBH? Sådan kan man godt komme til at tro, når man læser udtalelser fra adm. direktør Per Lilholt til JP Aarhus.
Det udsendte materiale, som beboerne omkring Skansepalæet skulle forholde sig kritisk til og komme med indsigelser til kommunen på, har været så mangelfuldt, at det heller ikke på nogen måde kan sammenlignes med det afsluttede resultat.
Når Per Lilholt udtaler, at man skal være glad for, at der er kommet håndskårne egetræsdøre, sortglaseret tegl og vejrhane, er det direkte arrogant. Bygherren har formået fuldstændig at spolere en af Aarhus smukkeste ejendomme, I iver for at indrette lejligheder i noget, som aldrig var tænkt som beboelse.
Arkitekt Hjalmar Kjær, der tegnede ejendommen i forbindelse med Landsudstillingen i 1909, må vende sig i graven.
Som Per Lilholt selv udtaler har de tabt overblikket og gået på kompromis for at gøre lejlighederne beboelige. Dette efterlader gaden beskæmmet. Specielt de utrolige tydelige altaner, der asymmetrisk er placeret i tagfladen, har aldrig været tænkt som en del af ejendommens udtryk.
Arkitekt Hjalmar Kjær, der tegnede ejendommen i forbindelse med Landsudstillingen i 1909, må vende sig i graven. At en ejendom i Aarhus med bevaringsværdi 2, som betyder, at den har markant arkitektur, kan blive ødelagt på denne måde, er uforståeligt. Som det i artiklen også slås fast, er der tidligere givet afslag på lignende ansøgning, netop med den begrundelse, at ejendommen havde høj bevaringsværdi.
At man så nu i avisen skal læse, at Per Lilholt beklager, at firmaet nok ikke som bygherrre har været tilstrækkelig i stand til at være i dialog med kommunen om de beskæmmende ændringer, er uforståeligt. Hvordan kan man slippe afsted, med sådan beklagelser? At stadsarkitekt Stephen Willacy er gået ind i sagen, er glædeligt. Dog helt uforståeligt, at han kun hæfter sig ved nedløbsrør og ikke ser på byggeriet som helhed.
Derfor håber jeg, at kommunen kan modbevise min formodning, at det er bedre som bygherre at bede om tilgivelse end om tilladelse. Bygherren må stå til ansvar for de ikke godkendte ændringer, der er foretaget for at omdanne pulterrum til beboelse.