Nogle gange er det bedst at lade tingene være, som de er

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har boet nær væddeløbsbanen i over 40 år og har sammen med mange andre haft stor glæde af Højen, de grønne omgivelser, skoven og stranden. Da mine børn voksede op, læste jeg på et tidspunkt, at Fredensvang var det mest kulturfattige sted i hele byen for børn og unge. Der var ingen “tilbud”, som man kalder det. Der blev ikke brugt penge på fritidsklubber eller lignende. Men tænk sig, vi har aldrig savnet det. Alligevel tror jeg, at de fleste af børnene heromkring har haft en god opvækst. Der har Højen og de grønne områder spillet meget en stor rolle. Der er spillet rundbold, fodbold, kælket, leget og fodret heste.

Der blev bygget huler, før man begyndte at pleje Højen, og der endnu var krat rundt omkring. Der var også en legeplads på selve væddeløbsbanen, den eneste lejeplads i hele området. Til sankthans og nytårsaften har det også altid været samlingssted, ikke bare for kvarterets beboere, men også for aarhusianere fra andre dele af byen. Ligeledes når der kunne kælkes om vinteren. For at et område er godt at bo i, behøver man nødvendigvis ikke altid at bruge så mange penge, og i nogle tilfælde er det bedst bare at lade det være, som det er.

En anden gave, aarhusianerne har, er stranden og skoven syd for Aarhus. For et par år siden blev det besluttet at fjerne alle hybenbuskene på stranden, da det er en invasiv art. Jeg har egentlig ikke bemærket, at buskene har bredt sig så meget, i de mange år jeg er kommet der. Hedeselskabet, som fjernede hybenbuskene, efterlod et uhyggeligt krater af et rodnet. Jeg kommer der en del, og jeg oplevede mange badegæsters reaktion ved synet: chok og frustration. Det så forfærdeligt ud, og man plejede at finde læ mellem buskene. Hedeselskabet kaldte det for en mirakelkur, som virkede. Hybenbuskene er nu vokset op igen, så det har været spild af penge. Efter Hedeselskabets arbejde, hvor stranden blev bredere, kunne man i en artikel bragt af Århus Stiftstidende læse, at man nu følte sig hensat til Australiens mange surferparadisiske strande.

Min første tanke var: Hvad er det dog for nogle bonderøve, som kommer frem med sådanne illusioner? Mange steder på strækningen skygger skoven for solen om eftermiddagen. Jeg bliver også nervøs, når jeg læser om sådanne tanker. Hvad kan der ikke ske, når der er nogen, som ser på det med de øjne. Vi har jo noget helt andet, nemlig den unikke og meget smukke natur. Det er en gave. Ser man ikke det? Jeg synes, vi skal tænke sig godt om, før vi ændrer på de værdier, vi har. Det samme gælder både byen og naturen …