Himmelbjergets helhedsplan er en omgang lammende, fantasiforladt øregejl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ifølge den nye helhedsplan for Himmelbjerget er stedet i dag en »hurtig oplevelse« uden helhed og »samlet fortælling«. Og det skal der rettes op på, ligesom bjergets »udviklingspotentiale« skal realiseres.

Dette foreslås så blandt andet gjort gennem omfattende og imposante, massive trækonstruktioner og glaspartier fra fod til top og henover bjerget. På den måde skal der skabes »portaler« fra sø og land og oplevelsen af bjerget »iscenesættes« og »indrammes«. Gæster skal »ankomme med sindet«.

De skal vandre til toppen ad »Stairway to Heaven«. De skal opleve og nyde udsigten og naturen gennem »støttepunkter«, »udsigtskasser«, »solsofaer« og ikke mindst en enorm »terrasse«, der dækker hele toppen. Og som om det ikke var nok, skal gæsterne på bjerget føle, at deres »livsstilsinteresser« imødekommes, imens de er »til stede i nuet« og mærker fyldigheden af »det dialogbaserede« (hvad det så end er?).

Mængden af fantasiforladte, oversælgende buzzwords og tidstypisk øregejl er nærmest lammende.

Og med tanke på at dette og meget mere af samme skuffe tænkes at skulle gå ud over Himmelbjerget, er øjeblikket historisk. Planen angår ikke bare Skanderborg Kommune, men hele den midt- og østjyske region, som finder historiske rødder og identitet i bjerget og dets rolle i den folkelige historie og som unikt sted med en helt særlig stemning.

Med helhedsplanen har vi at gøre med en ødelæggende og bizart misforstået form for entreprenørisk politisk initiativ, som skriver sig ind i en forbløffende tradition.

For nogle år siden begik Aarhus Kommune en nyklassisk konsulentkatastrofe, da man kastede et par millioner efter et smart bureau for hvad, der må være markedsføringshistoriens dårligste slogan. Episoden bøjede en kommunal trend i neon: et fuldstændigt uforståeligt storforbrug af offentlige midler på provinsprestigiøse, smarte tiltag, der rammer helt og aldeles ved siden af.

I Skanderborg Kommune har man også haft en notorisk hang til at investere i hypet bras og luftkasteller. Og med den nye helhedsplan for Himmelbjerget er man hoppet helt op på den store klinge, hvad den slags angår. Man er måske ikke oppe i samme prisniveau som i Aarhus, men det udspil, som en embedstung styregruppe med hjælp fra det Instagram-hotte LabLand-arkitektbureau er nået frem til, gør ”Aarhus, Danish for progress” rangen stridig som det mest klichéprægede og tragikomiske konsulentudspil i nyere østjysk historie.

Men hvad værre er, så er der tilsyneladende udbredt begejstring for udspillet i Skanderborg Byråd. Man skal dog også klappe meget højt for at få offentlighedens opmærksomhed væk fra de 400.000 kroner, som styregruppen fik at arbejde med.

Nu kan man så indvende, at der her er tale om en mere konkret investering i turistindtægter, altså god og fornuftig købmandstænkning. Og ja, det er netop problemet!

Der har fra planlægningens undfangelse været tænkt i stift tårn og turismen tilbage. Og det præger helhedsplanen, der ikke synes at have andet på hjerte end at mase Himmelbjerget ind i et mainstream, outdoorfetichistisk bjælke- og panoramahelvede, der får det historiske samlingspunkt til at ligne et overdimensioneret klatretårn i BonBon-Land. Det er metervare, man i dag kan få en masse andre steder. Den slags gør sig måske godt på lokaliteter, der ikke forinden har en særlig egenart, eller på en byggegrund i Ikast. Men i dette tilfælde er det et under, at styregruppen og bureauet bag planen overhovedet kan påstå at have brugt mere end fem minutter på at studere stedet, mærke dets stemning og læse op på dets historie.

Med den store fokus på magelige og overpræsenterede turistoplevelser i et gennemgående regime af karikeret moderne naturstil er det nærmest umuligt at få øje på de ting, der har tegnet Himmelbjerget historisk, fortællemæssigt og oplevelsesmæssigt. I stedet for fortrænger man netop alt det, Himmelbjerget er, under et arkitektonisk show off af overdimensionerede bjælker.

Himmelbjerget er et levende levn. Det står – af sig selv.

Naturen er berusende og poetisk, netop fordi man får lov til at stå uforstyrret midt i den, og netop fordi ingen har forsøgt at krænge en fed livsstilsramme ned omkring den.

Stedet er autentisk, netop fordi gammel stil stadigvæk dominerer, og ingen har forsøgt at ensrette det hele med en brandbulldozer. Historien er levende og kommer under huden på en, fordi man uden et tykt, formidlende mellemlag direkte, kropsligt står midt i det, der var og er.

Stemningen er unik, fordi Søhøjlandet som sin egen bedste fortæller formidler sig selv. Og hvert eneste sommerhalvår skaber bjergets gæster allerede, helt uden konsulentbistand, en smuk historie, når de i højt humør indtager restauranten og lovsynger udsigten henover de stedsegrønne trætoppe hele vejen til Ry, når de opstiller medbragte langborde på plænen og nyder en lang doven eftermiddag oven på en fuldfed sildemad, og når de svedende vandrer op fra Julsø og helt af sig selv stopper op og ”skaber” mageløse ”udsigtspunkter”, der besynges med »nææh« og »nøøj«.

Ganske som med det aarhusianske slogan og massevis af andre overentreprenøriske politiske initiativer er problemstillingen klar: Man burde fra start have set, at der bare ikke er noget stort projekt at komme efter.

Himmelbjerget har allerede 300.000 besøgende på årsplan. Skulle det antal gå mærkbart i vejret, fordi man med et ekstra ”lækkert” havneområde kan sejle dertil i sejlbåd fra Silkeborg og Ry (med at samlet befolkningsgrundlag på knap 50.000), fordi man kan gå til toppen på svulstige træplanker frem for på grus, eller fordi man kan nyde samme udsigt bag et kæmpe panoramaglas?

Og hvis der kommer 100.000 mere på årsplan, er det så investeringen værd, hvis man samtidig har begravet levnet, og nu kun kan se ”udsigts”- og turistnatur, der er så tykt iscenesat og overfortalt, at selv den mest bovlamme amerikanske krydstogtsturist kan finde ud af at skyde en selfie, der nogenlunde rammer det, der udstilles?

Hermed ikke sagt, at Himmelbjerget ikke trænger til en kærlig hånd, og at det ikke er fint med idéer til nye aktiviteter og måder at renovere, nybygge og ”understøtte” stedets skønhed på.

Men det er en helt anden opgave. Og man kan også godt tænke i turistindtægter, bare ikke med stift tårn og turismen tilbage-metoden. I stedet for kunne man starte med at droppe idéen om, at det nødvendigvis koster flere hundredtusinder konsulentkroner at lave noget godt. Måske tværtimod?

Måske kræver det bare almindelige gode og loyale opfattelsesevner. Man kunne lægge særlig vægt på at lytte til dem, der bruger stedet, kender stedet, har minder fra stedet og kan fortælle om stedet uden en oplevelsesøkonomisk håndbog i hånden. Man kunne spørge dem, hvordan man fører stedet op til i dag og lægger nogle lag til oplevelsen uden at smadre folkets bjerg. Det er besværligt, ja, men det skal et levende levn være.