Vi er blevet så bange for at være alene, at vi ikke længere kan finde ud af at være sammen
I sig selv er hverken anerkendelse eller bekræftelse farlige for os, men vi risikerer, det bliver farligt, når vi er afhængige af, at det er fra andre, vi skal modtage vores fix.
Bonderøven her fra Esbjerg var endnu en gang blevet inviteret til at deltage i debatprogrammet ”News & Co.” på TV 2.
Her sad jeg af og til sammen med nogle af landets skarpeste debattører og diskuterede dagens nyheder på landsdækkende tv. Hvad ved jeg egentlig? Og hvorfor lige mig? Mig!
Lige inden jeg nåede hovedindgangen, fangede mit blik en refleksion i den store glasfacade af en mand på 49 år, der gik med målrette skridt, en rank holdning og en udstråling, der faktisk kunne retfærdiggøre, at de ringede til ham. Ham!
Han så kompetent og skarp ud. Han lignede sådan en, der ville passe som fod i hose i ”News & Co.”-studiet.
Han var klædt som mig. Han havde det samme fuldskæg, samme højde, drøjde og udseende som mig, og jeg kunne sagtens forstå, at de ringede til ham. Ham!
Problemet er bare, at den fysiske udgave af samme mand ikke har formået at give sig selv de rette doser af netop anerkendelse og bekræftelse, der skaber et match mellem selvfølelse og udstråling.Søren Søltoft Holmboe, selvstændig
Små 10 år før denne dag på Teglholmen i København var jeg blevet skilt. Jeg havde vinket farvel til rollen som far i en kernefamilie bestående af tre skønne døtre og en skøn hustru. Jeg var gået solo og levede nu som familiefar på halv tid.
Jeg rejste meget og sad ofte for mig selv på en café, en restaurant eller en bænk ude i den store verden. Her kunne jeg sidde og betragte de smukke, smilende par og de glade familier bestående af mor, far og børn. Gang på gang erkendte jeg, at jeg havde vinket farvel til livet som en del af en kernefamilie. At være solo ude i den store verden var ofte sværere end at være solo derhjemme.
Når jeg sammenlignede min egen værdi i min solotilværelse med de glade familiers værdi, følte jeg ofte, at min egen værdi var større, dengang jeg var en del af en kernefamilie.
Heldigvis har vi de sociale medier. Det at lægge et billede op på Instagram af Den Spanske Trappe i Rom flankeret af en tømt espressokop eller af en af de store, smukke pladser i Wien set gennem et perlende glas hvidvin øgede min sociale kapital.
På den måde delte jeg ofte billeder fra mine ture med de mennesker, der ville få mit billede op i deres Instagram-feed.
Med andre ord: Nok var jeg alene derude. Men der var folk, der likede mine opslag og skaffede mig et fix af de narkotika, der ødelægger flere mennesker, end heroin og speed nogensinde har formået at ødelægge.
Netop de narkotika, vi ubevidst skyder i årerne på vores nyfødte og overlader dem til en tilværelse med afhængighed af de to stoffer, der er lige så lette at få fat i som dårlig ånde og myggestik, og som er sværere at afvænne sig end vand og ilt. I daglig tale kender vi stofferne som ”anerkendelse” og ”bekræftelse”.
I sig selv er hverken anerkendelse eller bekræftelse farlige for os. Men de er farlige, når vi er afhængige af, at det er fra andre, vi skal modtage vores fix.
Skal man virkelig være en del af et fællesskab for at kunne nyde at rejse rundt i verden?
Ja, hvis ikke man formår at se sit eget værd som individ og mener, at selvværd måles på mængden af mennesker, man omgiver sig med. Ellers bliver det svært at argumentere for, at oplevelser har præcis den samme værdi, når de opleves i eget selskab fremfor i andres. Men det har de.
Manden, jeg så i glasfacaden hos TV 2 den forårsdag, lever et liv med masser af ekstern anerkendelse og bekræftelse. Det kunne jeg se på hans ranke holdning og selvsikre blik.
Problemet er bare, at den fysiske udgave af samme mand ikke har formået at give sig selv de rette doser af netop anerkendelse og bekræftelse, der skaber et match mellem selvfølelse og udstråling.
Og netop dét mismatch er farligt. For det er dét mismatch, der gør, at vi søger stofferne hos andre. Og det er forståelsen af, at det er jagten på billedet af det lykkelige liv, der har skabt så massiv en afhængighed af disse to narkotika hos den del af befolkningen, der oplever, at den samlede værdi af vores sociale kapital hentes på netop de sociale medier og dermed i andres oplevelse af vores eget liv.
I sommeren 2023 tilbragte jeg tre uger i stilhed på ryggen af min motorcykel. Jeg tilbagelagde 6.071 km i total stilhed. Denne stilhed gav mig så meget at reflektere over, at jeg kom hjem som et helt andet menneske. Jeg kom hjem som den mand, jeg så i glasfacaden på TV2’s bygning på Teglholmen.
I påsken 2024 sad den mand på en bænk i Berlin og betragtede de mange smukke par og de glade kernefamilier, der passerede ham mellem bænken og den smukke udsigt.
I stedet for at poste et billede på Instagram skrev han denne lille tekst i sin bog:
»Sikke en smuk udsigt. Sikke nogle smukke mennesker. Sikke et smukt nu.
Jeg er lige her. Her lige nu.
Jeg kunne poste et smukt og livsbekræftende billede.
Men hvad i alverden ville det bidrage med til dette smukke nu?
Ikke en skid – tværtimod.«
Jeg rejste mig fra bænken og gik tilbage mod min bil, imens jeg tænkte, at vi er blevet så bange for at være alene, at vi ikke længere kan finde ud af at være sammen.