Ishockey kan redde de udsatte drenge i Aarhus

Som det er nu, er ishockey-identiteten desværre ikke rigtig en Aarhus-identitet. Det er en skam, for der er meget at hente på isen.

Artiklens øverste billede
Rina Kjeldgaard

»Der er ikke dén ting, han ikke har gået til, sukkede hans forældre til mig. Fodbold, håndbold, badminton. Så foreslog vi spejder – men ak, dét fnyser han bare ad, og siger fuuuck!«

Det var mine genboer i Øgaderne, jeg talte med, mens samtalens hovedperson sad forskanset med sin computer på sit værelse.

Jeg tillod mig at anbefale et alternativ, og straks forvred ansigterne sig i en blanding af angst og forvirring.

»Ishockey?? Det kan man jo ikke engang spille her?«

Deres reaktion var fuldt forståelig, og kun velkendt for en gammel hockey-galning, som mig.

Aarhus har siden først i tresserne har haft en udmærket skøjtehal – og en ishockeyklub, (i halvfjerdserne endda to). Det er bare aldrig helt gået op for Aarhus og aarhusianerne. Hallen på Christiansbjerg er aldrig blevet en integreret del af byens fritidsliv, og hvad angår de tilhørende sportsklubber, slet ikke.

Når man er en lille lort med komplekser og for første gang hjælpes i skøjter og udstyr, oplever man uvægerligt et lille, kriblende mirakel.

I ishockeykredse – og jeg er kommet i disse hele mit liv – har dette triste faktum været et evigt samtaleemne:

Hvorfor kører det ikke for hockeyen i Aarhus?

Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, men her er nogle af de mest almindelige bud:

1. I Aarhus går hver en sportskrone til fodbolden, især til AGF (som om dét hjælper, har-har…).

2. Skøjtehallen ligger for langt væk fra byen (måske, men ikke mere end i mange andre byer).

3. Der har været meget godt arbejde i klubben, men endnu mere splid (desværre sandt).

Nå, men sådan er der jo så meget. Kan det da ikke være lige meget, om en enkelt sport som nu ishockey skranter? Mange fine små foreninger og sære sportsgrene må da osse leve i det skjulte. Så længe der er fodbold, håndbold og spejder, ungerne kan rende til?

Nej, det kan det ikke! For ishockey kan noget særligt, som mange af disse aktiviteter måske ikke kan. For nogle børn i hvert fald – og hér tænker jeg bl.a. på de drenge, vi konstant ser fremmalet som problembørn, og – når det er for sent – måske må kalde banderelaterede.

Enhver kender klichéen fra New York:

Som teenager var han en rigtig bandit, men så fik Cus D’Amato et par boksehandsker på ham, han lærte disciplin, han lærte fokus, og han lærte at målrette sine aggressioner. Og så blev han verdensmester.

Det er i princippet samme solstrålehistorie, der er mit ærinde hér. Og mit ishockey-ærinde hér i Aarhus. Blot ikke med en solokampsport som boksning som løftestang, men med denne kollektive, fysiske holdsport.

Ishockey kræver samme kompromisløse træning, fysik og energi, som boksning. Samme krav om vedholdenhed, samme konstruktive mentoragtige vejledning fra træner til udøver. Blot er du ikke alene som i bokseringen. I ishockey agerer du for og med dit holdmod et fælles mål. Man er kun fem spillere på isen og én målmand. Hvis du svigter dit hold, vakler kollektivet omgående – og så taber man. Hvis du sætter sig selv i centrum og overskrider spillets regler, ryger du i straffeboksen. Så er man fire mod fem på banen – og så taber man. Længere er den ikke. Ishockey er rejsen væk fra rodløsheden og ind i flokken, ind i kammeratskabet.

Disse simple grundregler leges ind i ungerne, fra de er helt små. I bogstavelig forstand, for man må meget gerne starte i 2-3-årsalderen, hvis altså ambitionen er at blive rigtig god.

Jamen kan fodbold eller håndbold da ikke være det samme?

Jeg mente det alvorligt, da jeg foreslog, vi skulle tilbyde dem lommepenge for at spille ishockey.

Jeg kunne se på mine genboers ansigter, at begrebet ishockey langsomt dæmrede for dem.

Tjoo, faderen havde skam rendt som dreng på frosne branddamme med en pind i hånden og med en sten som puck. Dengang, der var vintre til!

Alligevel blev mit forslag modtaget med hovedrysten.

»Åh gud nej, koster det ikke en formue i udstyr? Og det er da farligt – man slår sig!«

Begge dele kan være sandt. Men hvad udstyr angår, kan man det første års tid låne det gratis i klubben.

Også i Aarhus Ishockeyklub. Og det med at slå sig? Jo, det sker, men ikke alvorligt og modsat på gaden – ikke i nattelivet og uden grund.

Både ridning, håndbold, fodbold og flere andre sportsgrene ligger højere placeret end ishockey i sportsskadestatistikkerne.

Det er uhyre sjældent, at nogen kommer alvorligt til skade i ishockey, især de første mange ungdomsår.

Godt, vil nogen sige. Men hvad er det så helt konkret, ishockey kan?

Det vil jeg glæde mig til at fortælle. For ingen anden sport kan sammenlignes med ishockey.

I dét øjeblik man entrer en skøjtehal, ved man omgående, at man har forladt sit vanlige element og er ankommet til et helt andet. En ny og ren tavle, uden den ballast, man måske slæber rundt med i dagligdagen. Og lugten er markant anderledes i en skøjtehal end i enhver anden sportshal. (Og anderledes end i skolens gymnastiksal eller derhjemme.) Også lyden er fremmed. Frostklar, smældende og hektisk.

Herinde i skøjtehallen er der noget på spil, en indbydelse til at starte på en frisk.

Jeg har hjulpet mange drenge i deres udstyr til den første træning, og det slår aldrig fejl: Når man er en lille lort med komplekser og for første gang hjælpes i skøjter og udstyr, oplever man uvægerligt et lille, kriblende mirakel. Skøjterne får én til at vokse fem centimeter. Og udstyret får én til at føle sig usårlig. Og til at se stærk og sej ud, man ligner en X-man.

Så rammer skøjten isen, og man falder omgående på røven til endnu en åbenbaring: Man slår sig overhovedet ikke, fordi man er pakket ind i letvægtsbeskyttelse overalt.

Det er stærke sager, hvis man er sådan én, der føler sig kikset i alt andet i sit skrøbelige drenge- eller pigeliv.

Så er der det visuelle. Ikke som på en regnfuld fodboldbane i november i et stort, koldt og uendeligt mørke. Her er kun isen, to små mål, og et plankeværk, banden, hele vejen rundt. Her kan man ikke forsvinde eller blive overset.

Endelig er der træneren. Han er en voksen mand, der tydeligvis ved, hvad han snakker om, for han kan selv vise det. Han sender et slagskud afsted, så pucken rammer banden i den anden ende med et brag af en tordenhammer.

»Det er dét, I skal kunne, boys, og jeg skal nok lære jer det.« Man adlyder og hører efter, hvad han siger – det ligger helt naturligt og er ikke til diskussion. Hvilken befrielse.

Og tro mig – de fleste børn, der starter på ishockey, bliver ved. Det kommer under huden, og ishockey ligger i toppen blandt de sportsgrene, der har det laveste frafald.

Ishockey Klubben Aarhus' U17-drenge. Her ses Marcus Trappaud Bjørn. Arkivfoto: Polfoto (2012)

Selv startede jeg som 10-årig i Frederikshavn. Jeg var ikke skolens heldigste eksemplar og heller ikke den sejeste i flokken hjemme i gaden. Men da min far cyklede med mig ud til det (dengang) udendørs isstadion, forandrede min følelse af at være udenfor øjeblikkeligt sig til noget nærmest zen-agtigt. Ånden på isen var glasklar:

»Kom hér, knægt, vi har brug for dig. Vi passer på dig, og vigtigst: Vi forventer noget af dig.«

Ishockey er verdens hurtigste holdspil og fordrer (udover god fysik) en fandenivoldsk vilje, overblik og samarbejde. Med andre ord, alt dét vore politikere konstant banker vi stakkels forældre, lærere og pædagoger i skallen om, at vi skal indpode i vore unger.

Men hvad så med Aarhus?

Aarhus Skøjtehal ligger oppe i nordbyen, ikke langt fra de store beboelsesområder, som gennem årene mere og mere har fået tilføjet det lille appendiks, belastede. På det seneste især i forbindelse med ungdommelig uro og tiltagende forråelse i det offentlige rum.

Mens jeg havde min gang i Aarhus Skøjtehal, så vi dem tit. Ikke i ishockeyklubben, desværre, men til det ”åbne” skøjteløb, hvor alle kan komme og bare skøjte rundt. Vi hockey-fædre stod og så på. Indimellem opstod der problemer med disse knægte, for med sig på isen havde de deres adfærd fra ghettoen eller fra gaden. Naturligvis, for de kendte ikke andet. Det var som regel bare kådhed, men alligevel. Blå blink på Skøjtehallens parkeringsplads var ingen sjældenhed.

Og vi hockey-fædre stod på tribunerne med en listig bagtanke. Vi spejdede nemlig efter nye medlemmer til vores ishockeyklub. For blandt lømlerne var der altid to eller tre formidable skøjteløbere samt mindre brødre med lovende potentiale. Vi forsøgte af og til at snakke med dem.

»Hva’ boys, I skal sgu da spille ishockey.«

Men nej. Dét skulle de ikke… Afvisende, men altid høflige.

Det lykkedes os aldrig at få dem indenfor. Dertil var deres erfaring med voksne allerede for flosset, det var alt for sent. De skulle ikke være medlem af nogen klub. Regn ikke med os. Vi har aldrig hørt andet, end at vi er i vejen, og at vi ikke duer til noget.

Det var meget frustrerende. Jeg mente det alvorligt, da jeg foreslog, vi skulle tilbyde dem lommepenge for at spille ishockey. For vi manglede dem sgu i klubben – og de manglede os! Uanset hvad ville det være en god investering for alle parter, hvis 300 kr. om ugen kunne holde blot et par stykker af dem væk fra gaderne.

Hvem er så disse unge, vi stod og fiskede efter? Ja, start med at søge blandt de knapt 20 pct. (især drenge, og tallet er stigende), der forlader folkeskolen i Aarhus Kommune uden at have bestået afgangsprøven. Der vil man finde en god del af dem. Og man vil bl.a. finde dem blandt de mange med ikke-vestlig baggrund, som ikke går til fodbold. Og finde dem allerede mens de stadig går i børnehave. Dér er det nemlig ofte allerede gået galt.

Hvor er de offentlige instanser, deres udsyn og visioner (og bevillinger) i denne by, hvor alt for mange af de ”problematiske” drenge farer vild i destruktiv maskulinitet og desværre mere og mere knytter sig til de kriminelle miljøer? Jeg ved det ikke, men de er i hvert fald ikke i Aarhus Skøjtehal.

Tilbage til genboens knægt hjemme i Øgaderne.

Jeg glemmer aldrig den efterårsaften, da vi sammen tog ham med op i skøjtehallen. Han var klejn og spinkel, men vi fik ham da proppet ned i noget lånt udstyr. Hans mor sad skræmt med hånden for munden, da han som Bambi krabbede ud på isen. Fem minutter senere gav han tegn ud til os:

»Smut bare, jeg klarer mig!«

Det er vel snart 10 år siden nu, og han har nøje passet sin træning tre gange om ugen lige siden og er netop rykket op på byens 1. divisionshold, før han er fyldt sytten. Og han er go’.

I maj er der VM i ishockey, og i år afholdes det her i Danmark.

Vi ligger i A-gruppen sammen med lande som Sverige, Finland, Canada og Rusland – lande, som har ishockey som deres nationalsport. Vi danskere er i den sammenhæng virkelig humlebien, der flyver. For der er flere ishockeydommere i Sverige end ishockeyspillere i Danmark – og flere skøjtehaller alene i Stockholm end herhjemme.

Ishockey-stormagternes ledere og kommentatorer undrer sig ofte over, hvordan i alverden vi kan spille med blandt de store nationer. Som regel fremhæver de dansk ishockeys eminente ungdomsarbejde og ”indsatsen nedefra” som en forklaring på, at den ”rød-hvide humlebi” flyver. Dét kan vi bruge til noget, og det kunne Aarhus bruge til noget.

Som det er nu, er ishockey-identiteten desværre ikke rigtig en Aarhus-identitet. Hverken hos aarhusianerne, hos lokalpolitikerne eller hos erhvervslivet. Og værst af alt: heller ikke hos den rettidigt bekymrede rådmand for Børn & Unge samt SSP og tilhørende relevante instanser. De sidder og hiver sig i håret over balladen med de marginaliserede drenge ude i det belastede nordvest, altså tæt på skøjtehallen. Skøjtehallen ligger jo nærmest i deres hood.

Ishockey kan ikke løse problemerne. Men ishockey bærer ingredienserne til at være en del af en tidlig dannelses- og adfærdsforandring for de individer, man lidt længere henne ad vejen vil kalde ”nogle af de værste”.

Status for ishockeysporten i Aarhus:

Byens klub – IK-Aarhus – holder til i skøjtehallen, der ligger lige op ad letbanen, på Gøteborg Allé.

Der er adgang til ishockeyklubben for drenge og piger i alle aldre.

Klubbens tophold Jutland Vikings har slået sig sammen med Silkeborg Ishockeyklub og indfrier forhåbentlig snart et længe næret ønske om at deltage i den professionelle, hjemlige liga, Metal Ligaen.

Ishockey er den største publikumssport i Danmark næst efter fodbold. (Ja, du så rigtigt – større end håndbold.)

A-VM i ishockey starter den 4. maj, og kampene spilles i hhv. Herning og København.

Der er p.t. solgt over 250.000 (!) billetter i forsalg.

Lad os håbe, at ishockeykulturen også snart flytter ind hos aarhusianerne – og at ishockeysporten, klubben og skøjtehallen kan deltage i indsatsen for at give de marginaliserede, men ofte vidunderlige skøjteløbere og deres bros nogle gode rettesnore at vokse efter.

Det ligger lige til dét højreben, der p.t. desværre er lidt skævt skruet på ude hos De Hviiie…

Andre læser

Mest læste

Del artiklen