Aarhus' studerende tilbydes igen i år midlertidige ungdomsboliger
Aarhus Kommune og Studenterhus Aarhus tilbyder for femte år i træk, med projektet "Startup Housing", midlertidige boliger til byens nye boligsøgende studerende.
I sidste uge fik unge over hele landet at vide, om de er blevet optaget på deres ønskede uddannelser, og i løbet af de kommende uger søger op mod 12.000 nye studerende mod Aarhus. Det skaber ekstra stor efterspørgsel efter byens ungdomsboliger, og Aarhus Kommune tilbyder derfor igen i år i samarbejde med Studenterhus Aarhus midlertidige boliger til nogle af de nye studerende, der op til studiestart står uden tag over hovedet.
»Sidste år benyttede lige knap 400 studerende én af Startup Housings akutte studieboliger. Når Aarhus Kommune igen i år tilbyder midlertidige studieboliger er det selvfølgelig for at hjælpe nogle af de mange nye studerende, der kommer til byen i de kommende uger, men også for at sende et klart signal om, at andre fx private boligejere, også gerne må bidrage med et værelse til at løse det flaskehalsproblem, der altid vil opstå på studieboligmarkedet omkring studiestart,« siger borgmester Jacob Bundsgaard.
Startup Housing er et boligtilbud som Aarhus Kommune, i samarbejde med Studenterhus Aarhus, tilbyder studerende, som mangler et sted at bo omkring studiestart. Boligerne kan kun benyttes af studerende på en videregående uddannelse i Aarhus.
Der stilles i år 146 boliger til rådighed fordelt på Godsbanen, Pier II og på Brandskolen i Aarhus N. Boligerne vil blive udlejet på ugebasis fra den 18. august og otte uger frem. Salget af de midlertidige boliger starter den 1. august kl. 10 via Studenterhusets hjemmeside.
Mens de midlertidige studieboliger tager toppen af efterspørgslen frem mod studiestart, arbejder Aarhus Kommune samtidig på højtryk for at opføre endnu flere permanente boliger til byens studerende. Byens boligforeninger har derfor fået tilsagn til at bygge 2.972 nye ungdomsboliger i løbet af de næste fire år.
»Vi arbejder hele tiden på at sikre, at alle aarhusianere har en god bolig at bo i, og i en by med så mange studerende er ungdomsboliger en særlig prioritet. Vi opfører i de kommende år op mod 3.000 nye ungdomsboliger, og jeg er rigtig glad for, at vi samtidig i kraft af Startup Housing kan tilbyde en midlertidig løsning til nogle af de nye studerende, der ikke har nået at etablere sig op til studiestart,« siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.