Aarhus Kommune: Hvor kan vi finde parkering?
Kommunen beder nu om hjælp til at finde plads til nye p-pladser, f.eks. ved ubrugte porte.
Det er ikke kun borgere, der cirkler rundt i midtbyen for at finde parkering. Nu vil kommunen nemlig også finde flere parkeringspladser, og derfor bliver der bl.a. søgt efter ubrugte porte og opkørsler, der med lidt arbejde kan blive en ny parkeringsplads.
Foreløbigt har kommunen fundet i omegnen af 150 nye muligheder for parkeringspladser, men der skal flere på bordet, lyder det fra Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Derfor beder den nu borgerne om at melde ind, hvis de har bud på oplagte arealer til parkering.
»Det er ingen hemmelighed, at der er stor efterspørgsel på p-pladser i byen, og det er derfor ikke særlig smart, at bilister ikke må parkere foran opkørsler, der ikke længere bruges. Vi skal have fjernet de overflødige opkørsler, så vi kan sikre, at især midtbyens beboere får lettere ved at finde en p-plads,« siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.
De 150 nye muligheder er opkørsler, som kommunen vurderer, har mistet deres funktion. Beboere i opgangene i området vil derfor i løbet af sommeren blive hørt om, hvorvidt de kan godkende omdannelsen af opkørslerne til parkeringsplads.
Kommunen opfordrer borgerne til at melde tips ind via kommunens app, Borgertip, hvor borgere i forvejen kan melde ind med diverse problemer i bybilledet. Tipsene vil blive gennemgået efter sommerferien.
Ifølge rådmand Kristian Würtz kan det potentielt give midtbyen 150 nye parkeringspladser.