Fortsæt til indhold
Aarhus

Påtaler til fire ledere og en advarsel til en femte

Fire ledende medarbejdere har fået skriftlige påtaler for ikke at have sagt fra over for kritisable forhold omkring bortvist og politianmeldt chef fra Aarhus Kommune. En femte leder har fået en skriftlig advarsel.

Skandalen om den bortvist forvaltningschef, Claus Pedersen, der mistænkes for underslæb, bestikkelse og tjenesteforsømmelse har også ramt flere af hans tidligere kollegaer i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

Som tidligere fortalt i JP Aarhus skulle fem ledende medarbejdere i Teknik og Miljø til tjenstlige samtaler, og disse har udløst fire skriftlige påtaler og en enkelt advarsel.

Det oplyser Teknik og Miljø i en pressemeddelelse. Om påtalerne til fire af de ledende medarbejdere lyder begrundelsen:

»For på forskellig vis ikke at have sagt fra i forhold til de kritisable forhold, der er afdækket omkring den tidligere centerchefs ledelse af Natur og Vej Service.«

Der bliver ikke gået i detaljer med hvilke forhold, der er tale om.

Den femte ledende medarbejder har fået en alvorligere sanktion, en skriftlig advarsel, for ikke at have fulgt Aarhus Kommunes retningslinjer og for ikke at have sagt fra over for den bortviste chefs kritisable ledelsesmæssige beslutninger, oplyses det.

Det er direktør for Teknik og Miljø, Erik Jespersen, som har gennemført de tjenstlige samtaler.

Han har tidligere erkendt, at der i Teknik og Miljø har været indgået aftaler, hvor de lovpligtige udbudsregler ikke blev overholdt.

Som beskrevet i JP Aarhus har Ernst & Young lavet en redegørelse, hvoraf det fremgår, at der i 7 af 34 projekter burde have været gennemført et såkaldt miniudbud efter kommunens interne regler.

I 5 af de 34 projekter kan Natur og Vejservice ikke dokumentere, at der er udført påkrævede tilsyn. Derudover kritiseres særligt Natur og Vejservice for at have afgivet tilbud og udbetalt honorar på for løst et grundlag. Således er der i 6 af 15 anlægssager betalt overpriser.

Flere mistænkelige forhold i de kommunale afdelinger Center for Byens Anvendelse og Natur og Vejservice efterforskes af Østjyllands Politi.. Den tidligere forvaltningschef Claus Pedersen har været chef for begge afdelinger.

Kritikken af Natur og Vej Service har nu fået ledelsen i Teknik og Miljø til at lancere en helt ny struktur for denne entreprenørafdelingen. Således bliver to driftsgrene for henholdsvis grøn pleje og anlæg samlet til én, og de der har personaleledelse kommer tættere på de enkelte medarbejdere. Desuden bliver der oprettet to nye stillinger: En ressourceleder med ansvar for formændene og drift samt en tilbuds- og kvalitetsleder, som skal sikre tilbudsgivning i høj kvalitet.

Det orienterede den nye chef for Center For Byens Anvendelse, Tyge Wanstrup, teknisk udvalg om mandag.

»Vi har haft en meget åben og involverende proces, hvor ledelsen og medarbejderne i fællesskab har peget på, hvordan vi kan udvikle Natur og Vej Service som en god kommunal entreprenør og en god arbejdsplads. Vi har haft eksterne eksperter med i forløbet, som har lavet det fundament, som vi nu bygger ovenpå i forbindelse med organiseringen af det nye Natur og Vej Service,« siger Tyge Wanstrup i pressemeddelelsen fra Teknik og Miljø.

Han fremhæver, at omorganiseringen betyder mere ledelseskraft, højere kvalitet i arbejdet og en styrkelse af relationen mellem personalelederne og medarbejderne.

Tidligere på måneden blev det besluttet at undersøge, hvad topledelsen vidste om de mange mistænkelige forhold i Aarhus Kommunes tekniske forvaltning.