Fortsæt til indhold
Aarhus

Missionshuset spiller igen op til dans

Kultur: På lørdag åbner et nyt kulturhus i Aarhus, Hotel Carmel. Her kan man mødes til en drink og en dans i weekenden, høre jazz om torsdag, prøve kræfter med nye danse om tirsdagen eller tale om litteratur om søndagen.

Det er fuldbragt. Ordene står malet med store, sorte bogstaver på endevæggen i det højloftede lokale i det gamle missionshus.

Fuldbragt er dog et stort ord at bruge om dette lokale, hvor det ikke er for meget sagt, at alting flyder, borde står hulter til bulter, og vinduerne er så beskidte, at de kun overgås af gulvet, der er gråt af støv og snavs.

Men på lørdag vil der være skinnende rent og dækket op til åbningsfest for alle i den store salon her i Hotel Carmel, en kulturel tidslomme, som er inspireret af parisiske saloner fra 1920’erne.

Det lover den 37-årige Kenny Jess Brandt, der overtog det store hus på hjørnet af Klosterport og Nørre Allé, da Granhøj Dans forlod det ved årsskiftet.

»Her er så ufattelig beskidt. Alle vinduer bliver vasket på fredag, og vi har fundet en støvsuger, der støvsuger og vasker gulv på én gang. Vi skal nok nå det hele.«

Louise Brandt, fremtidig bestyrer af de 13 hotelværelser, som Hotel Carmel også rummer, er ved at bejdse salonborde. I baggrunden ses det gamle orgel og reposen, hvor prædikestolen stod. Foto: Tanja Carstens Lund

En drøm bliver virkelighed

Der venter tydeligt et par travle dage, hvilket salonejerens svigerfar giver udtryk for, da han kommer forbi i arbejdstøj og støvet hår.

»Har du en ledig seng og et fjernsyn, hvor jeg kan gemme mig de næste par uger?« spørger han, velvidende at det overhovedet ikke lader sig gøre at bede om fri lige nu.

Hotel Carmel er noget af et familieforetagende. Kenny Jess Brandts kone, Louise Brandt – den fremtidige chef for hotelafdelingen – er ved at bejdse borde, hendes far er tømrer på hele foretagendet sammen med hendes brødre, og Kenny Jess Brandts bror er også i fuld gang.

De overnatter på hotellet, hvor værelserne vel at mærke endnu ligner et gedigent håndværkertilbud.

Der er ikke tid til hele tiden at tage hjem, nu salonen skal være færdig til på lørdag og hotelværelserne inden udgangen af juni. De er allerede booket op hele juli og august.

Kenny Jess Brandt har det store overblik over det enorme ombygningsprojekt i det gamle missionshus, som han og en del af familien har brugt al deres tid på de seneste måneder. Foto: Tanja Carstens Lund

Det er en gammel drøm for Kenny Jess Brandt, der lige om lidt går i opfyldelse. Han har ledt efter et sted som dette i årevis, og når det om nogle måneder står færdigt fra kælder til loft, er der restaurant i kælderen, salon i stuen og hotel på de to øverste etager i det 1.600 kvm store hus.

Den initiativrige mand har i forvejen Løve’s Bog- og Vincafé, Vincaféen i Borgergade, Løve’s Antikvariat i Høegh Guldbergsgade og Løvens Forlag.

Selv bor han og Louise Brandt sammen med deres søn, Jonatan Løve Brandt på snart to år, i Molsgade, så alt er inden for 500 meter af hinanden, siger han til spørgsmålet om, hvordan han kan overskue det hele.

En dag om ugen hvert sted

»Når Hotel Carmel står færdigt, regner jeg med at kunne tilbringe en dag om ugen hver sted, måske lidt ekstra tid her,« siger han og peger rundt i det store lokale.

Han står bag ved det, der snart skal være en bar, hvor man kan få drinks, vin, vand eller hvad man har lyst til og endog kan købe en cubansk cigar, som kan ryges på den terrasse, der er ved at blive gjort færdig i baggården.

Meget har ændret sig i huset, siden Indre Mission købte grunden i 1918 og i 1921 var færdig med missionshuset, der blev kaldt Carmel – med tryk på første stavelse – efter Karmeliterordenen, en munkeorden fra omkring 1185, som byggede et kloster på Karmelbjerget i Israel.

I flere år holdt Granhøj Dans til i huset. Det sluttede i 2016, og da Kenny Jess Brandt hørte om det, var han ikke sen til at få en aftale med ejeren af huset, entreprenøren Jørn Tækker, Tækker Group, om, at det stadig kunne bruges til dans, bare på en anden og mere løssluppen måde.

Den gode stemning

»Jeg har længe syntes, at der manglede et sted for det voksne publikum, hvor der var højt til loftet, og man kan sidde ved et bord og høre en pianist spille og en sangerinde synge. Jeg har hyret fire faste pianister,« siger Kenny Jess Brandt.

»Jeg elsker selv at gå i jakkesæt, men hvornår kan man det? Det kan man her, vi opfordrer faktisk folk til at klæde sig på. Hvorfor ikke komme i god stemning allerede hjemmefra? Tag et langt bad, læg tøjet frem, og glæd dig til en aften med levende musik og dans.«

Håndværkerne, fra venstre Louise Brandt, Nicolai Birk Gisselmann, Allan Hansen og Jonnie Vandborg, bor i de gamle kontorer på øverste sal, mens de bygger om. Foto: Tanja Carstens Lund

Man kan bestille bord på forhånd, i salen eller på balkonen, hvor der er plads til 60 siddende gæster. På gulvet er der plads til mindst 100 siddende gæster.

Han har fået 1,5 mio. kr. af Jørn Tækker til renoveringsprojektet og har selv lagt yderligere 0,5 mio. kr. til. Der er ikke penge til at restaurere det gamle kirkeorgel lige nu, men han håber meget på, at det kan blive bragt til live ved en senere lejlighed.

»Der var nogle overraskelser gemt i bl.a. el- og vvsinstallationerne, men vi er på højde med tidsplanen,« siger han og hiver en lap papir op af lommen. Det er hans kalender, han skal lige tjekke, hvornår hans næste aftale er. Den helt store har han ikke behøvet skrive ned:

Lørdag kl. 17 er han klar til at byde velkommen til en voksen svingom i 1920’er stil.