Musik og samarbejde flytter på fordommene

Utallige gange har den 30-årige Boris Kertsman måttet forklare sig: Hvordan kan han som jøde side ved siden af en palæstinenser, en syrer, en ægypter, en tyrk eller en iraner og blæse i sin trompet, som om intet var hændt mellem dem eller deres folkeslag især?

Det kan han, fordi han helt ind i sit hjerte tror på, at alle er lige, og at hvis man taler med hinanden, forstår man hinanden bedre, siger han, og tager en slurk af danskvand i musikhuset. Og fordi det er »maestro Barenboim«, der står i spidsen for det orkester, West-Eastern Divan Orchestra, Wedo, som han spiller med i.

Tirsdag aften gav orkesteret koncert i musikhusets Symfonisk Sal, som det første sted i en forårsturné.

»Vi begynder i Aarhus, fordi byen er europæisk kulturhovedstad,« sagde Daniel Barenboim tidligere på dagen, da han og orkestret havde øvet i et par timer på aftenens repertoire – Mozart og Strauss – og dirigenten gav de 80 musikere frokostpause med ordene om, at »vi mødes klokken kvart i syv, en halv time før koncerten til Mozart.«

Der var lige noget, der skulle spilles igennem igen.

Sådan er maestro

Sådan er maestro. En detaljens mester, siger Boris Kertsman, som har spillet med i Wedo, siden har var 16 år.

»Han er fantastisk. Så seriøs, han vil altid have det bedste. Han får os alle sammen til at tænke det samme: Vi ved, hvordan han vil have det, og vi er enige med ham.«

Boris Kertsman er født i Moskva og vokset op i Haifa i Israel, og nu studerer han på fjerde år på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Han blev optaget i Barenboims orkester efter en audition og fik fuld støtte af sine forældre, der var solte over, at deres musikalske søn blev taget under den verdensberømte dirigents vinger. Også selv om betingelsen for at være med var, at man kom som menneske og musiker og ville det bedste, ikke bare for sig selv, men også for de andre musikere, »uanset om de så kom fra Månen,« som Barenboim siger.

Boris Kertsman har taget tanken til sig.

»Jeg skal tit forklare, hvorfor jeg er med i sådan et orkester. Ved du hvad: Vi kan ikke lave fred, men vi kan sprede et budskab om fred, når vi spiller. Desuden kan jeg høre, at hver gang jeg har diskuteret med en, kan det godt være, at han siger nej, nej, men når han så skal fortælle om det til sine venner, så har han måske alligevel rykket sig en smule.«

En humanitær idé

Daniel Barenboim siger det samme. Han og orkesteret kan ikke skabe fred i det urolige Mellemøsten, men de kan vise, at man kan tale og arbejde sammen.

»Vi er ikke noget politisk projekt. Vi har ingen kontakt til nogen regeringer i Mellemøsten, kun i Europa,« siger han, mens han glæder sig over at være i Aarhus, og ikke mindst til den aarhusianske frokost, der venter.

Han er ikke politisk, men han fnyser ved tanken om, at 2017 er 50-året for de første israelske bosættelser.

»Verden tør ikke lægge pres på Israel,« siger han, hvorefter han peget på de to musikere, som sidder ved siden af ham som et eksempel på, at samtale fremme forståelsen.

Den 29-årige Alon Stoler er israler, den 27-årige Tyme Khleifi palæstinenser.

De kigger overraskede på hinanden, da det går op for dem, at de begge er født i Jerusalem, omend på hver sin side af muren. Og er enige om, at havde det ikke været for Barenboims orkester havde de aldrig kunnet tale sammen, også selv om de gerne havde villet.

De bebrejder ingen, sådan er tingenes tilstand. Altså lige indtil Barenboim kom med idéen om sit mellemfolkelige orkester.

»Maestro har gjort en vision til virkelighed. Det er fantastisk,« siger de.