»Vi har leveret både den store fortælling og den intime.

Der er meget, Rebecca Matthews undrer sig over.

Som for eksempel, hvorfor man ikke kan få lige så god kaffe her som i Australien (hvor hun har boet og arbejdet i en årrække). Eller hvorfor det som brite er så svært at tilegne sig dansk, når nu hun egentlig har et stort ønske om at tale sproget flydende.

Men der er meget mere, hun glæder sig over, nu hun ser tilbage på snart fire år som adm. direktør for Aarhus 2017-fonden, som har som opdrag at styre hele kulturhovedstadsåret og alle dets begivenheder fra Samsø i øst til Hvide Sande i vest.

Et andet opdrag er, at budgettet på godt og vel 450 mio. kr. skal bruges på en måde, som kan mærkes ikke bare i år, men også i de kommende år. En tredje og meget vigtig opgave er at holde styr på millionerne, og det gør fonden, lover dens direktør.

»Budgettet holder, det garanterer jeg. Vi kommer ikke ud med et underskud, og vi laver ikke noget, vi ikke har råd til. Vi har et godt budget. Det er ikke det højeste, men det er godt nok til at skabe et år, der kan gøre en forskel.«

Det er det, hun tænker på døgnet rundt, siger hun: kulturhovedstadsåret.

Det er nu helt nøjagtigt 99 dage gammelt og har allerede nu ifølge tal, som 2017-fonden har samlet, fået mindst 334.000 publikummer til at være med i en begivenhed, stor som lille.

Hertil kommer dem, der f.eks. har besøgt den mobile legeplads ”My Playground” i Rådhusparken, har set på nytænkende kreationer i Sallings vinduer eller været på et af de regionale museer, der er med i udstillingsserien ”Seven Deadly Sins”, men som endnu ikke har opgjort besøgstallet.

Ni travle måneder venter

Tallene overstiger alt, hvad Rebecca Matthews havde turdet håbe på. Hun har været spændt på, hvordan aarhusianerne ville tage kulturhovedstadsåret til sig. Om de ville omfavne det eller skubbe det fra sig.

»Tallene viser, at vi er på et rigtigt fint sted her efter det første kvartal. Det er vi glade og lettede over i hele teamet,« siger hun og peger gennem glasvæggen ud på kontoret, hvor de ansatte sidder tæt og har travlt med deres telefoner og computere.

»Vi har leveret, hvad man kunne forvente af os, og folk har taget godt imod over hele regionen. Det lover godt for resten af året, men vi har stadig lang vej igen. Der er ni måneder endnu, så vi læner os bestemt ikke tilbage.«

Hun viser det meget bogstaveligt ved selv at sidde helt hen over mødebordet på sit kontor, optaget af at fortælle – på engelsk.

»Du er kun så god, som det sidste du gjorde, og der er meget, vi stadig skal gøre rigtigt. Resten af året bliver ikke mindre travlt, end det hidtil har været,« siger hun.

»Efter den store åbningsceremoni i januar sagde folk til mig, at de aldrig havde forventet at se deres by på den måde. Det er ret ekstraordinært at høre det fra folk, der er vokset op og bor her.«

Kulturhovedstadsåret har i flere år været fulgt af kritiske røster, der bl.a. har haft svært ved at se, hvad der skete, hvad meningen var, og om det var værd at bruge så mange millioner på i flere år.

Nu er året i gang, og indtrykket er, at en del af kritikken er forstummet.

»Jeg er glad for, at så mange har en mening om det. Det værste ville være at blive mødt med ligegyldighed. Hvis vi ikke ville have debat, havde vi jo planlagt anderledes letbenede begivenheder. Men vi har lagt et program til et modent og sofistikeret publikum, der ikke bare vil have det lettilgængelige, men tværtimod gerne vil have, at vi skubber til komfortzonen og til dets forståelse af ting. ”Befri Gudstjenesten” i domkirken er et godt eksempel. Den skabte debat, og det var meningen,« siger hun.

»Du kan ikke være alting for alle altid. Desuden må man tænke på, at vi ikke kan gøre så meget ude i gaderne om vinteren. Det vil være forkert at bruge tid og penge på at arrangere noget, når det er så koldt, at folk ikke kommer til det. Så må man gå til de indendørs ting, der finder sted,« siger hun.

April er en stor måned

Nu er foråret her, så nu begynder der at ske mere, fortæller hun. April er en af de store måneder.

Aros har netop åbnet den første del af sin triennale, ”The Garden”, i Den Gamle By er man ved at gøre klar til den store åbning af ”Aarhus Fortæller”, og i musikhuset kommer balletten ”Tree of Codes” samt den verdensberømte dirigent Daniel Barenboim og hans West-Eastern Divan Orchestra.

Lidt kongeligt bliver det, når prins Henrik er med til at fejre Region Midtjyllands titel som Europæisk Gastronomiregion, og på Moesgaard Museum er der travlt med at bygge scenen til ”Røde Orm” op.

»Det er både inde og ude, gratis og med billet, at man få oplevelser. Nogle af dem turnerer i regionen, andre er stedbundne. Alt i alt vil jeg mene, at vi har leveret det episke, den store fortælling, men også det intime,« siger Rebecca Matthews.

Hun bruger ordet ”legacy”, når hun understreger, at kulturhovedstadsåret ikke slutter med 2017. Det skal efterlade sig en vægtig arv, være en ny begyndelse.

»Det er forhåbningen. Vi skal ændre mindsettet og tiltrække international opmærksomhed. Næste fase er, at Aarhus Kommune og resten af regionen skal finde ud af, hvordan de vil bringe arven videre og fylde de rammer ud, som vi har skabt. Der skal være nogle meget klare strukturer og samtaler mellem politikere og projektpartnere på tværs af regionen,« siger hun.

»Mange kulturelle institutioner har grebet den mulighed, som kulturhovedstadsåret har givet dem, har løftet sig op og har et erklæret mål om at blive deroppe. Men det lader sig kun gøre, hvis kommunerne og regionen er med på det samme, de skal også holde niveauet for den kulturelle investering højt.«

En af dem, der skal være med til at sætte et blivende aftryk på Aarhus, er den engelske kunstner Anohni, der skal bo en stor del af året i Aarhus.

»Hun har været her meget. Hun hygger sig med det, kommer med masser af idéer, går meget rundt i byen og vil virkelig gerne lære den at kende,« siger Rebecca Matthews.

Direktørens kontrakt udløber med 2018. Hvad hun så skal, tænker hun ikke på endnu. Det er der ikke tid til.

»Men jeg elsker at være her, Aarhus er en fabelagtig by, det er den virkelig,« siger hun, der er flyttet fra Højbjerg til Beder med kone, barn og hund.

»Jeg trives her i Aarhus, føler mig som en adopteret dansker, også selv om mit danske kunne være bedre.«