Græsset må ikke betrædes – det er kunst

Erlend Høyersten er stolt. Glad. Forventningsfuld.

Han håber, at 400.000 gæster i det næste lille halve år besøger kunstmuseet Aros, hvor han er direktør, for at se første del af museets nye triennale, ”The Garden – End og Times, Beginning of Times”.

Triennalen er en af de fire megaevents i kulturhovedstadsåret, har kostet en mindre formue, siger direktøren uden at sætte et eksakt beløb på, men ventes til gengæld at trække en million gæster.

Første del af triennalen, ”The Past”, åbner lørdag. Den 3. juni følger to andre. ”The Present” spreder sig i byrummet, mens ”The Future” løber langs kysten som en slags afløser for Sculpture by the Sea-udstillingen, som over fire somre fra 2009-15 trak hundredtusindvis af gæster til.

Et historisk skridt

Triennalen er et historisk skridt for museet, siger Erlend Høyersten:

»Det er ikke bare en udstilling, men et projekt, som skal gentages i 2020 og 2023. Med det åbner vi faktisk en ny kunstinstitution i Aarhus. Hvorfor har vi da ikke, hvad vi skal bruge på den front, kan man spørge. Jo, det har vi, men hvis vi ser på det kunstneriske og det kulturelle økosystem i både Aarhus og Danmark, er der både plads til og behov for en triennale, hvor man kan præsentere og udforske kunsten i anderledes rammer.«

Men først gælder det den indendørs udstilling, som fordeler sig over to etager.

Museumsdirektøren fortæller, at museet har insisteret på at trække nogle store linjer og fortælle historien med store armbevægelser.

»Vi har ikke gjort det nemt for os selv, vi har været meget ambitiøse, men vi har klaret det. Det har været krævende – vi har lånt over 100 værker, har været på besøg i bl.a. Japan, Tyskland, London.«

Duftende kunst

Anderledes, det er udstillingen i hvert fald. Den spænder over 500 år – har kunst fra barokken til samtiden, fra klassiske værker til nyproducerede. Der er malerier, videokunst, installationer og skulpturer – og noget, der kunne minde om et plantecenter.

Man får et vink om det på nederste etage, der hvor ”Boy” før holdt til. Der er etableret nogle grønne bakker med hurtigt voksende græs. Græsset må ikke betrædes, det er kunst, men man kan lugte til det, næsten se det gro og være spændt på, hvordan det skal klippes.

Længere inde i udstillingen mødes man af et duftende udsnit af den danske flora i et værk, der som museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel udtrykker det, viser både et dystopisk, det værste, og et utopisk, det bedste, billede af samtiden.

»Håbet ligger i de planter, der spirer,« siger han.

Den grønne tråd

Den grønne tråd i udstillingen er fortællingen om mennesket og naturen. Om en evindelige kamp for at styre det ustyrlige og for at fortælle den historie, man gerne vil have frem.

Det er således tydeligt at se, at den typiske engelske have er kaotisk, næsten oprørsk, mens den barokke er anderledes magtfuld i sit udtryk.

Magtfuld er også det udtryk, der falder naturligt, når Erlend Høyersten fortæller om, hvordan museet med triennalen ønsker at styrke Aarhus som en destination for kunstkendere og -nydere.

Det er ord, som direktør for Fonden Aarhus-2017 Rebecca Matthews kan lide at høre.

»Det er perfekt for en megaevent – jeg elsker, at Aros har gjort noget helt andet her i kulturhovedstadsåret. Det er lige sådan, det skal være. Jeg er begejstret, det overstiger mine forventninger. At der er mere i vente med de to kommende udstillinger er bare et ekstra plus.«