Balladen om badebroen – sæson 12

»Risskov Badebro er med op mod 100 år på bagen blevet et vartegn for Vejlby Krat. Den hvide læskærm står med sin enkle og velproportionerede form flot og skarpt mod bugtens skiftende lys og blå farver.«

Sådan lyder beskrivelsen på Grundejerforeningen Vejlby Krats hjemmeside, men beboeren på Badevej 3, Niels Pedersen, er ikke enig.

Han mener, at han i sommerhalvåret får sin udsigt over Aarhus Bugt ødelagt. Samtidig føler han sig generet af badegæster, der klæder om og tager ophold på broen foran hans hus.

Ejendommen på Badevej 3 er Niels Pedersens barndomshjem, som han overtog fra sine forældre for 20 år siden og sammenlagt har boet i i omkring 50 år.

Med tiden blev det årligt tilbagevendende badeliv et irritationsmoment for ham og de tidligere naboer i nr. 1. I et brev til Kystdirektoratet skrev parret i 2005, at det føler sig meget generet af badebroen.

»Om sommeren fungerer badebroen som et flydende samlings- og værested, hvor beboere fra hele området hygger sig med vin, øl og mad hver dag efter fyraften – nogle gange til helt ud på natten.«

Et væsentligt element i sagen er, at broen har været placeret det samme sted hver sommer – i hvert fald siden 1944. Tidligere blev broen sågar sat op med Niels Pedersens forældres samtykke.

Med tiden og det voksende besøgstal svandt forståelsen dog.

257 badegæster på en dag

Broen tilhører et interessentskab, Risskov Badebro I/S, som ifølge vedtægterne maksimalt må have 25 husstande fra Stationsgadekvarteret i Risskov som medlemmer. Gennem årene steg medlemstallet dog støt til omkring 100.

Niels Pedersen har flere gange givet udtryk for, at han føler sig voldsomt generet både af støj og af, at de badende fra broen kan kigge ind i haven og huset.

På en enkelt søndag har han registreret 257 besøg fra morgen til midnat.

Broens form har i sig selv været et stridspunkt. Yderst har der været en op til 35 kvm stor platform med et badehus, hvor mænd og kvinder kunne klæde om i hvert sit rum, og med bænke ind mod landsiden.

Det var til stor gene, anførte naboparret i nr. 1 i klagen til Kystdirektoratet:

»De sidder altid med ryggen mod badehuset på de dertil indrettede bænke og har ansigtet rettet ind mod stranden og solen. Det resulterer i, at de altid sidder vendt mod vores terrasser og balkoner. Det er utroligt generende for os, at der altid sidder en flok solbadere og overbeglor os. Det betyder, at vi aldrig kan sidde uden for og nyde vores dejlige terrasser om sommeren. (...) Om natten er det så de unge, som opholder sig på badebroen. De sidder og drikker øl og spiritus og er meget, meget støjende.«

Da broen både ligger på vand og land, opstod der tidligt tvivl om, hvilken myndighed der skulle stå for sagsbehandlingen. Den fyldige korrespondance omfatter derfor både Kystdirektoratet, Transport- og Energiministeriet, Århus Amt og ikke mindst Aarhus Kommune, hvor sagen har kørt frem og tilbage mellem forvaltning, teknisk udvalg og byrådet i flere omgange.

Da Kystdirektoratet gav sin tilladelse for sæsonen 2006, gjaldt den en 30 m lang bro og en platform på 3x3 meter uden afskærmning og uden bænke.

Året efter forelå der ingen tilladelse, og uenighederne fik nærmest karakter af konfrontation, da medlemmer af badebroen ville sætte broen op ved sæsonstart i 2007.

Nye retningslinjer

Siden 2007 har kommunen været myndighed på området. Ifølge kommunens retningslinjer fra 2008 for både- og badebroer må der ikke være læskærme eller bænke, og alle borgere skal have adgang. En badebro er til at bade fra, ikke til at opholde sig på, lyder ræsonnementet.

Niels Pedersens advokat, Thomas Carlsen, har stævnet Aarhus Kommune og Kystdirektoratet i sagen. Han mener, at kommunen ikke overholder sine egne regler.

»Kommunen har selv lavet retningslinjer, hvoraf det bl.a. fremgår, at en badebro kan placeres ud for en lodsejer, der har meddelt tilsagn om accept. Desuden skal der være tale om en reel badebro, men her er der tale om en badeanstalt,« siger Thomas Carlsen.

Badebroens bestyrelse har gennem alle årene pointeret, at man ikke bare kan forlange broen fjernet, når myndighederne passivt har accepteret den i mere end 50 år.

I et indlæg i JP Aarhus i maj 2011 anførte bestyrelsesmedlem Per Lykke Jacobsen, at bestyrelsen har valgt at trodse myndighedernes påbud. Men det er, fordi badebroen er lovlig, og at myndighederne ikke med loven i hånd kan kræve den fjernet.

»I og med, at badebroen har stået på samme sted i op mod måske 100 år, og at ingen myndigheder har krævet den fjernet i disse mange år, har vi ”vundet” en ret til at fortsætte med at sætte den op,« skrev han i indlægget.

»Normalt kan man vinde hævd på anvendelse af et stykke jord, hvis det har pågået i over 20 år, uden at nogen har gjort indvendinger. Den hævd har vi på det stykke af broen, der står på stranden. Det stykke, der går ud i vandet, kan der ikke vindes hævd på, men der er en anden regel, der siger, at hvis myndighederne ikke påtaler en aktivitet eller, som her, en badebro over et længere antal år, vel vidende, at aktiviteten pågår, kan man ikke pludselig nedlægge forbud hermod.«

Foreningen mener således, at der er udvist passivitet, og at broen derfor er lovlig. I den aktuelle ansøgning om tilladelse til at sætte broen op har foreningen desuden anført, at den sågar har lånt strøm hos Badevej 3 i forbindelse med arbejde på broen.

Det provokerer Niels Pedersen. I et brev fra den 20. februar 2017 til Aarhus Kommune skriver han bl.a.:

»Jeg finder det utilstedeligt, at det nu bliver brugt imod os, at vi har været forstående, imødekommende og hjælpsomme.«

Midlertidig tilladelse

Efter skiftende sagsbehandlinger i amt, kommune og Kystdirektoratet endte det med en midlertidig tilladelse for to år. Den gjaldt til og med 2010, dog uden den store platform og læskærm yderst.

Platform og læskærm kom op alligevel i 2011, og det resulterede i en politianmeldelse fra Aarhus Kommune. Beslutningen om at sætte badebroen op igen, selv om alle tilladelser er udløbet, og fastholde platform og læskærm yderst, blev enstemmigt vedtaget på Risskov Badebros generalforsamling i april samme år.

Og sådan er det gået hvert år siden. Undervejs har Niels Pedersen og Aarhus Kommune som et kompromis foreslået, at medlemmerne på Badevej kunne deles om ulemperne ved at sætte broen op ud for deres egne grunde eller det grønne offentlige areal neden for psykiatrisk hospital. Det har broens bestyrelse sagt nej tak til.

Af Grundejerforeningen Vejlby Krats hjemmeside fremgår, at »badebroen sættes op hvert år i begyndelsen af maj og tages ned midt i oktober«.

Formanden for badebroen, Jens Leipziger, vil ikke sige, om det også bliver tilfældet i år.

»Vi ved ikke, om vi stiller den op igen. Det er ikke afgjort,« siger han med henvisning til, at det afgøres på generalforsamlingen i april.

Har der været et år, hvor broen ikke har været stillet op?

»Nej.«

Brostriden går nu ind i sin 12. badesæson og kan ende i retten senere i år. Indtil videre har Aarhus Kommunes advokat i sagen, Håkun Djurhuus, bedt retten om at udsætte sagen, til kommunen har taget stilling til badebro-foreningens ansøgning.

Ifølge sagsbehandler Lene Vinther Larsen, Aarhus Kommunes teknik- og miljøafdeling, har sagen bl.a. trukket ud, fordi der er sket ændringer i myndighedsfordelingen.

»I den tid, der er gået, har vi også haft en dialog med Kystdirektoratet og forsøgt at få det til at tage det ansvar, som det har i den her sag. Nu er det lykkedes. Det er kommunen, som skal behandle dele af badebrosanlægget, og Kystdirektoratet, der skal behandle spørgsmålet om læskærmen på søterritoriet,« fortæller hun.

Sagsbehandleren håber nu at få sagen afsluttet »til gavn for alle parter«.

»Nu gør vi det, vi skal som kommune. Efterfølgende er der en del, som Kystdirektoratet skal tage sig af,« siger Lene Vinther Larsen.

Hvis det ender med et nej til broforeningens ansøgning, kan sagen ifølge advokat Thomas Carlsen slutte der. I modsat fald vil han have rettens vurdering af, om tilladelsen så er givet på et korrekt grundlag.

Advokaten erkender, at hans klient dermed risikerer en ny sæson med badebro ud for sit hus.

»Hvis de her badebro-folk er iskolde, så stiller de bare deres badebro op igen uanset hvad, og så når dommeren ikke at træffe afgørelse før til efteråret. Og lur mig, om ikke de er kolde nok til det,« siger Thomas Carlsen.