For et teater er ingenting helligt

Vi er ikke alene.

Det er fire væsentlige ord, mener præsten Christina Laursen, som har brugt dem i den version af trosbekendelsen, som hun har skrevet til Teatret Svalegangen og Aarhus Domkirkes store projekt i anledning af såvel kulturhovedstadsåret som af 500-året for Luthers reformation, ”Befri Gudstjenesten”: »Vi er ikke alene. Vi er hinandens verden, og vores inderste længsel er helhed.«

Ordene erstatter den velkendte indledning om at forsage djævelen og alle hans gerninger. Men de gør det kun her i februar, hvor Bibelen er lagt til side, og andre har fået lov til at sætte nye ord på kirkelige handlinger.

Michelin-nadver

Den nye trosbekendelse bliver fremført af Christina Laursen i dialog med Den Danske Salmeduo med Christian Vuust på saxofon og klarinetter og Hans Esbjerg på klaver. Det er langt fra det eneste nye, der sker under eventen. Kunstneren Per Vers, Dansekompagniet Don Gnu, Michelin-restauranten Gastromé og forskellige sangere er andre, der er med til at sætte domkirken på den anden ende fra fredag og næste uge med. Samt naturligvis domprovst Poul Henning Bartholin og teaterchef Per Smedegaard.

Og som teaterchefen siger: »De har inviteret en gøgler som mig, og jeg sætter gryden i kog. Christina Laursen og Poul Henning Bartholin er så de ankre, der ser til, at jeg ikke flyver helt til vejrs,« siger han i præsterummet i et af domkirkens mange hjørner.

Trøst og refleksion

Ude i kirkerummet arbejdes der heftigt med at få alt på plads, lige fra den røde tunnel gæsterne kommer ind i, til de bænke som sangerne skal sidde på, det tøj de medvirkende har på, og det lys, der helst skal falde rigtigt.

Per Smedegaard erkender glad og gerne, at han er smækfyldt af fordomme omkring kirker, højmesser og gudstjenester – »kedeligt« er det ord, der umiddelbart falder ham ind – men siger i samme åndedrag, at arbejdet med ”Befri Gudstjenesten” har gjort ham klogere på, hvad der foregår inden for kirkens mure.

I hvert fald er han meget optaget af Luthers ord om, at »det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er din egentlige Gud«.

Det giver mening, synes han, der har spurgt sig selv om, hvorfor et teater piller ved de kirkelige ritualer. Svaret var, at et teater og en kirke på sin vis leverer det samme: skaber trøst og refleksion for moderne mennesker i en uoverskuelig verden.

Det var ham, der bad om at få en ny version af trosbekendelsen, nu da kulturhovedstadsåret handler om at gentænke. I første omgang syntes Christina Laursen ikke, at det var noget, man bare lige gjorde, men kunne på den anden side godt se, at det ville være et godt oplæg til debat.

»Folk føler ofte, at de skal komme med bukket hoved til en gudstjeneste. Man begynder som synder. Mange har desuden svært ved at se, hvad de skal bruge trosbekendelsen til. De opfatter den nærmest som en levnedsbeskrivelse af Jesu liv,« siger hun.

Poul Henning Bartholin supplerer: »Nogle mener, at det er noget, man skal sige ja eller nej til. Den poetiske kraft er gået ud.«

»Den nye version står på skuldrene af den gamle, men den forholder sig mere til, hvad det er at være troende i dag,« siger Christina Laursen, som gerne ville »understrege Gud som den livskraft, der opstår mellem mennesker«.

De er alle tre klar over, at det vil skabe debat, at de på den måde rører ved alt det hellige.

»Mange er optaget af, at det skal være, ligesom det altid har været. Men der er sket mange ændringer inden for kirken. Der har været 40 altre her i domkirken. De er forsvundet gennem tiden. I Middelalderen var det heller ikke stole – da gik man rundt i kirken. Og for 25 år siden fik vi et nyt højmesseritual.«

Han kunne godt forestille sig, at nadveren kan blive det første, man begynder med i fremtidens gudstjenester i domkirken, ud fra en tanke om at sådan et måltid, så lille det end er, »deler noget mellem Gud og mennesker, men først mellem mennesker«.

At holde refleksionsgudstjenester i kirkens romanske kapel er heller ikke Poul Henning Bartholin fremmed.

»Men måske er det de badehuse, som vi har købt på havnen, der skal være vores nye eksperimentarium.«

Læs den nye og gamle trosbekendelse nedenfor:

Den nye trosbekendelse

Af Christina Laursen

Vi er ikke alene.

Vi er hinandens verden og vores inderste længsel er helhed.

Vi tror, at vores eksistens er mening og at hver enkelt skabning er en uvurderlig del af et kæmpe hele.

Vi tror, at gud er universets puls; det mindste fnug, tidernes midte.

Vi tror, at gud er væren selv, kilden til alt liv, helhed og kærlighed.

Vi tror, at livet rækker ud over døden, og at alt er forbundet i en uendelig kærlighedskraft.

Vi tror, at himmeriget lever i os, gennem os og mellem os.

Vi tror, at måden vi behandler hinanden og jorden, er det sandeste udtryk for vores dybeste tro.

Vores tro fordrer, at vi elsker ødselt, lever fuldt og baner vejen for, at andre kan gøre det samme.

Vores tro er tillid, vores tro er overgivelse, vores tro er håbet om, at kærligheden altid sætter sig igennem – og på det skal man kende os; kærligheden.

Vi er ikke alene.

Den apostolske trosbekendelse:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.